Venedig som sygdom

Af Chris Fischer, mag.art., seniorforsker, centerleder

Venedigsyndromet – Storhed og fald i kunstens Venedig Redaktion: Maria Gadegaard Holte: Gl. Holtegaard, 2014. 109 sider.

Venedigsyndromet – Storhed og fald i kunstens Venedig
Redaktion: Maria Gadegaard
Holte: Gl. Holtegaard, 2014. 109 sider.

Venedig besad fra begyndelsen trolddommens gave. Byens grundlæggere var flygtninge fra folkevandringstidens horder, der i det 5. århundrede invaderede den italienske halvø. Sagnet vil, at hunnerhøvdingen Attila skal have sagt, at der ikke mere ville gro græs, hvor hans hest havde trådt, og det er måske forklaringen på, hvorfor venetianerne netop valgte at bosætte sig i lagunen, hvor der kun var vand og sand. Det kunne næsten tolkes som en besværgelse. At det lykkedes at rejse en hel by herude og gøre den til centrum i et vældigt imperium, trodser alt fornuft. Ønsket om at afsondre sig fra fastlandet blev byens mest gådefulde aktiv. Men fra det øjeblik, hvor Venedig knyttede sig til fastlandet og begyndte at følge en rationel kurs i gængs forstand, er det som om trolddommens beskyttelse blev ophævet. På overfladen hængte trylleriet dog ved, men det blev stadig vanskeligere at skjule byens problemer.

Siden Venedig mistede sit imperium og sin selvstændighed i 1797, er forfaldet gået stadigt hurtigere. Det gik helt galt, da byen blev sat under fremmed administration. Så længe dens egen regering sørgede for at kontrollere Adriaterhavets og lagunens vande, gik det godt, for da var det et spørgsmål om byens overlevelse som stat og handelshavn. Østrigerne, og siden 1866 italienerne, havde ingen interesse i at bevare byen som et florerende handelscentrum. Værst er det blevet siden 1960’erne. Befolkningen flytter bort. Højvandsfrekvensen tager til. Byen synker – og verden ser på.
Venedig er for os som en eksotisk perle. Forfaldet, det gådefulde og irrationelle er blevet noget alle synes, at de skal opleve, og i dag kaster horder af turister sig over lagunestaden som en græshoppesværm. Masseturismen er blevet den største trussel for Venedig. Den tapper byen for autenticitet og identitet godt hjulpet på vej af banal branding sat i scene af en grådig turistindustri. Alle vil se Venedig, alle er besat af den venetianske syge.

Det er symptomerne på denne sygdom, som bogen, der ledsager udstillingen Venedigsyndromet – Storhed og fald i kunstens Venedig, formodentlig har sat sig for at kikke nærmere på. 

At der ikke er tale om et udstillingskatalog, men snarere om en bog, er væsentligt. Det er en udbredt opfattelse, at bøger sælger bedre og beholder aktualitet længere end kataloger, og det er under alle omstændigheder langt hurtigere at skrive en bog end et katalog, hvor man først skal vide, hvilke indlån der kommer og derefter skrive noget om dem alle sammen. Essayformen giver større frihed, men kan også nemt blive mere ligegyldig.

Maria Gadegaard har sat sig for at skrive om “Storhed og fald i kunstens Venedig”, en historisk gennemgang, hvor nogle af de genstande, der vises i udstillingen, flettes ind imellem meget andet. Grebet er uheldigt for emnet, og symptomerne forsvinder i lagunens dis. Carsten Thau causerer frit og veloplagt over emnet i et essay betitlet “Venedig – Virkeligheden vakler”, og han er bedre til at holde emnet fast. Her indkredses symptomerne, som behandles et for et.  

Venedig har altid virket dragende, og Venedigsyndromet har vel altid eksisteret, al den stund at hele byens eksistens trodser al fornuft, men af årsager, der ikke forklares nærmere, har udstillingens tilrettelægger besluttet sig for at begynde sin historie i 1700-tallet. Det er for så vidt ikke nogen dårlig ide. På det tidspunkt var republikken ikke længere truet af ydre fjender. Man begyndte at slappe af og leve på prestigen. Som overalt i rokokoens Europa afløste dyrkelsen af nydelsen og sensualiteten den gamle, formelle alvor, men i Venedig fik forlystelserne en ekstra tand, livet blev en maskerade, som tiltrak rejsende, der fik mulighed for at optræde med anonym ansvarsløshed. Hedonisme, sensualitet, mummespil og letsindig frihed er ingredienser i Venedigsyndromet.

Maria Gadegaard lægger ud med vedutemalerne Carlevaris, Canaletto, Guardi og Bellotto. Ingen af dem er repræsenteret på udstillingen og Carlevaris’ mageløse maleri af Rigattaen på Canale Grande i anledning af Frederik IVs besøg i byen i 1709 gengives i så mudrede farver, at det nærmest er blevet ugenkendeligt. For at føje skam til skade får vi det oven i købet serveret på et dobbelt opslag med dyb fold gennem midten. Spring siden over! Som surrogater for de andre vedutemalere har man lånt en række kedsommelige malerier penslet sammen af ingredienser fra Canalettos repertoire af effektive malerværksteder til souvenirhungrende turister, heriblandt den såkaldte Canaletto, der blev “fundet” af en tv-kendis på museet i Assens og blev tophistorie i agurketidens presse. Vi ville have været bedre tjent med lån af kobberstiksamlingens Canaletto-raderinger eller Giuseppe Pongas Guardi-forfalskninger fra J.F. Willumsens samling. Sidstnævnte ville oven i købet have været en bedre repræsentant for venedigsygens symptomer end de gængse turistbilleder. Endnu tydeligere er syndromet til stede i Giambattista Tiepolo og hans søn Domenicos værker, som ellers er vel repræsenterede i Danmark og nok ikke havde været helt uden for lånemulighedernes grænse, men de omtales slet ikke. Vi springer i stedet frem til Købke, Marstrand og P.C. Skovgaard, hvor det kun er Marstrand som vies mere end en linje. Det er jo fortællende billeder og den ondskabsfulde Marstrand har naturligvis straks set muligheden for at skildre turismens vrangsider: den dorske og rige englænder, der sovende lader sig ro rundt i byens kanaler, og tiggergondolerne. Men faktisk må det siges til Marstrands ære, at han havde meget fint øje for den udfordring til balanceakten, som byens evigt vuggende trafikmidler udsatte sine passagerer for, men det er ikke nævnt. I stedet hører vi, at Turner var optaget af den vaporøse atmosfære, og vi får at vide, at hans værker er både virkelighedsfjerne og progressive, uden at det bliver klart, hvad der menes med det. Han er ikke repræsenteret på udstillingen, så vi sejler hurtigt videre til J.F. Willumsen. Her har forfatteren tilsyneladende mere fast grund under fødderne. Vi får nu en grundigere analyse isprængt væsentlige observationer. Willumsens skingre Venedig-malerier sættes over for en eksalteret lyd-og videoinstallation af Pippilotti Rist, og vi får at vide, at det er interessant og væsentligt, at se dem sammen, men ikke hvorfor.

Venedigsyndromet indeholder følgende bidrag:

Maria Gadegaard, ”Venedigsyndromet – Storhed og fald i kunstens Venedig” / ”The Venice Syndrome – Grandeur and Fall in the Art of Venice”

Carsten Thau, ”Venedig – Virkeligheden vakler” / ”Venice – Where Reality Wavers”

Der kommer fuld skrue på analyseapparatet, når vi når frem til et dekorativt og kæmpestort værk af Dexter Dalwood refererende til Ezra Pounds begravelse på San Michele. Viggo Rivads stemningsmættede fotos får til gengæld ikke mange ord med på vejen. Til sidst når vi frem til Per Kirkebys Forudsigelse om Venedig (1976) og Alfredo Jaars værk Venezia Venezia (2013), som bringer byens synkende tilstand og spørgsmålet om byens fremtid – hvis der er en sådan – på tale. Det hedonistiske, som var et væsentligt element i 1700-tallets turisme, har nu taget fuldstændigt over: Se Venedig dø fra dækket på et 12-etagers krydstogtskib af glas, stål og plastic med et glas champagne i hånden!

Her starter Carsten Thaus bidrag opdelt i nogle af de komponenter, som han med rette mener, indgår i Venedigsyndromet. Vi får en gennemgang af de sanseindtryk af melankoli og ulmende begær, som har nedfældet sig i Wagners Wesendonck Lieder (1862), i Brodskis fine Venedigs vandmærke (1992), hos Sartre og hos Nietzsche; dødsdriften som Thomas Mann skildrede; turistens trængsler; lysets refleksioner i vandet, disen og pontonernes vuggen. Den teatralske intimitet og hedonisme, som Pietro Longhi gav udtryk for i sine malerier; tilstanden af uvished og usikkerhed, som frembringes af byens uoverskuelige labyrintiske byplan. Her er Carsten Thau i sit es. Siden Christian Elling har ingen kunnet beskrive byrum og deres indvirkning på sindstilstande, som han.

Som helhed mangler bogen dog fokus, og det er så som så med analysen. Det er tydeligt at Maria Gadegaard tilhører generationen af kunsthistorikere, der står fremmed over for den ældre kunst. Der kradses lidt i overfladen, ligesom endagsturisterne gør, men fænomenet Venedig trodser al fornuft; den er, som al trolddom, ikke til at få hold på ved en overfladisk betragtning.