To vidnesbyrd om Vindebymesteren Richard Winthers uovertrufne bedrifter

Af Jens Tang Kristensen, ph.d.-stipendiat

Jørgen Gammelgaard, Rdo – en Richard Winther ABC.  København: Forlaget Vandkunsten, 2013. 64 sider.

Jørgen Gammelgaard, Rdo – en Richard Winther ABC.
København: Forlaget Vandkunsten, 2013. 64 sider.

 

Samlet set giver Jørgen Gammel-gaards to bøger om Richard Winther kun et ukomplet overblik over kunstnerens mangfoldige virke. Mens Rdo – Vindebymesteren fremstår som en flot og relevant registrering af de omfattende væg- og loftsdekorationer som Winther havde forsynet sit hus i Vindeby med, fremstår Rdo – en Richard Winther ABC til gengæld som en både for generel og for selektiv bog.

I de seneste år er der blevet en forøget opmærksomhed på Richard Winthers særegne kunstproduktion; en produktion, der på alle måder bedst kan karakteriseres som eksperimentel. Det har resulteret i flere publikationer og udstillinger om kunstneren, senest udstillingerne Richard Winther – fotografi på Museum Jorn i 2010 og Richard Revival på Fuglsang Kunstmuseum i 2012-13.  På sidstnævnte udstilling havde man valgt at tage udgangspunkt i kunstnerens nonfigurative, konstruktive og konkrete værker, der hovedsageligt stammede fra 1940erne og -50erne. De konkrete og konstruktive tendenser hos Richard Winther kom særligt til udtryk i den periode, hvor han var medlem af kunstnergruppen Linien II, som han sammen med Albert Mertz, Ib Geertsen, Niels Macholm med flere var medstifter af. Winther forblev imidlertid eksperimenterende og afsøgende i sin kunst, og han benyttede sig af mange forskellige medier, såsom foto, film, montage, collage, maleri og skulptur, ligesom han udfoldede sig på tværs af diverse ismer, genrer og stilarter. Derudover var Winther med til at etablere Eks-skolen, og han skrev en lang række kunstteoretiske bøger og tekster, hvilket Gammelgaards ABC-bog også vidner om.

ABC-bogen er opbygget på den måde, at hvert bogstav i alfabetet lægges til grund for et særligt begreb, en bestemt kunstner eller lignende, som tilsyneladende har optaget Winther. Hvert bogstav bruges således som en ledetråd eller nøgle til en bredere og bedre indsigt i Winthers kunst. Idéen er god – spørgsmålet er blot, om det lykkes?

Jørgen Gammelgaard og Steen Møller Rasmussen,  Rdo – Vindebymesteren. Vægmalerierne i Richard Winthers hus på Lolland.  København: Forlaget Vandkunsten, 2013. 160 sider.

Jørgen Gammelgaard og Steen Møller Rasmussen,
Rdo – Vindebymesteren. Vægmalerierne i Richard Winthers hus på Lolland.
København: Forlaget Vandkunsten, 2013. 160 sider.


Under opslaget K finder læseren for eksempel begreberne kannibal, kunsthandlere og kvinder. Det er oplagt at afdække Winthers forhold til kvinden som et centralt aspekt ved hans kunst, hvilket Gammelgaard allerede har gjort i en tidligere udgivelse (Gammelgaard, 2008). Forholdet til kvinderne er et tema, der sætter sig tydeligt igennem i Winthers kunst, og det kommer eksplicit til udtryk ved, at han fotograferede, beskrev og afbildede en række kvindelige modeller, der også ofte poserede sammen med kunstneren selv, ligesom kvinden udgør et centralt tema i hans ekspressive værker fra 1960erne og frem til hans død.  Bogen gentager desværre flere gange de samme pointer, som når kvindens betydning til forståelsen af Winthers værk repeteres under opslaget O, hvor begrebet om O-ma bu-mo, der er et symbol på den unge uskyldige malkepige, fremhæves som af central betydning for Winther, samtidig med, at kunstnerens forhold til buddhisme og østens mystik også gentages under dette opslag. O-ma bu-mo nævnes således som en inkarnation i form af Sujata, som optræder som Buddhas frelserinde i Winthers bog Den hellige Hieronymus’ damekreds fra 1978. Spørgsmålet er så bare, om denne detalje er væsentlig at medtage i en lille bog, der skal udfolde et så stort og kaotisk livsværk som Winthers.

At kannibalisme skulle have en særlig betydning for Winther er mindre oplagt, selvom han, som Gammelgaard bemærker, havde malet flere motiver af kannibaler på væggene i forhallen i sit hus i Vindeby, heriblandt den senere overmalede version af Abildgaards Filoktet som kannibal (Gammelgaard og Rasmussen, 2013, p. 15). Derimod kunne læseren forvente, at begreber som konkret kunst eller konstruktivisme havde figureret under opslaget K, da Winther som bekendt, og som Fuglsang Kunstmuseum påviste omfanget af, vedkendte sig denne kunstretning fra og med slutningen af 1940erne og frem til begyndelsen af 1960erne. Den konkrete og konstruktivistiske side ved Winthers virke er i ABC-bogen til gengæld reduceret dels til et enkelt opslag under L, hvor Linien II beskrives lakonisk og flygtigt, dels til en indirekte beskrivelse af hans forhold til maskinæstetikken, som findes under opslag S, hvor Winthers forhold til begrebet Synsmaskine er forsøgt klarlagt, og dels til et opslag under M, hvor hans personlige venskab med Richard Mortensen berøres sporadisk. Under L findes til gengæld ordet legesyge, hvilket ikke bliver mindre forvirrende af, at Winther tilsyneladende aldrig har benyttet sig af dette begreb, hvilket Gammelgaard også selv understreger: ”Begrebet ville ikke være en dækkende beskrivelse af Richard Winthers habitus …”(Gammelgaard, 2013, p. 31).

Det problematiske består altså i, at en ABC-indføring burde indfri forventningen om, at de væsentligste karakteristika ved Winthers værker blev fremhævet, ligesom en lille bog på kun 64 sider burde rumme de mest sigende og rammende pointer om personen – hvis ellers Winthers livshistorie kan siges at have relevans for forståelsen af hans kunst. Uanset problemstillingen om kunstnerbiografiens rolle og funktion, finder vi under opslaget Å en antagelse om, at begrebet åndenød kan udgøre en særlig betydning for værkforståelsen, selvom denne åndenød tilsyneladende ikke ændrede ved Winthers arbejdsevne og metoder. For som forfatteren påpeger: ”Fra sin tidlige ungdom trak Richard Winther bogstaveligt vejret gennem en pibe. Tobaksrøgen skadede hans lunger og åndedræt, men ikke hans arbejdsevne.”(Gammelgaard, 2013, p. 61). Et sådant opslag virker således tautologisk og overflødigt, og interessen for Winthers lungefunktion må forekomme mere relevant for tabloidpressens jagt på sygdomshistorier eller lægevidenskabens helbredelse af samme, end for kunstinteresserede. Det vil sige, at der savnes en omtale og beskrivelse af væsentlige aspekter ved Winthers kunst, heriblandt en indføring i hans filmproduktioner, i hans studier af bevægelser, i omfattende værkgrupper som collager og modifikationer og i en mængde begreber, som han faktisk beskrev og beskæftigede sig indgående med, såsom elementært systemmaleri, gestaltpsykologi (herunder Edgar Rubins teorier), udskiftelige billedelementer samt kinetisk og syntetisk kunst med mere (Winther, 1948; 1949; 1983).

Mange af citaterne, der indgår i ABC-bogen, stammer desuden fra Winthers 655 sider lange roman Den hellige Hieronymus’ damekreds, som Winther faktisk fik publiceret i et forholdsvist stort oplag på Borgens Forlag. At Gammelgaard fortsat betragter Winthers bog som en af hovedkilderne til forståelsen af hans kunst, udgør ikke et problem i sig selv, men det skaber ikke et reelt kendskab til de mange facetter, som Winthers livsværk rummer.1

Det er i den sammenhæng en skam, at bogen ikke inddrager flere og længere citater fra mindre kendte tekster af Winther, idet disse vanskeligt tilgængelige kilder, hvoraf forfatteren faktisk har benyttet sig af enkelte, såsom det utrykte manuskript Tegnteori fra 1993, Frederikshavnerteksten fra 1988 eller Wie-teksten – lærebog i Wielogi for begyndere – baseret på personlige erfaringer fra 2004, kunne medvirke til, at såvel den uindviede læser som den mere specialiserede kender af Winthers værk fik åbnet op for flere svært tilgængelige sider af hans kunst og teoretiske virke.

Det er ærgerligt, at indføringen næppe fører os ind i Winthers ”samlede” værk og univers, fordi ideen med at skabe en mere sammenhængende introduktion til Winthers værkproduktion i dens helhed er velvalgt og tiltrængt; denne opgave er desværre ikke blevet mindre presserende efter denne udgivelse.

Fra ABC til Rdo – Om Ricardos rituelle maleri i det nedlagte plejehjem på Lolland

I sommeren 1993 flyttede Richard Winther ind i et nedlagt alderdomshjem i Vindeby på Lolland, og her boede han til sin død i 2007. Året efter indflytningen påbegyndte han den første dekoration af det store hus, om end dekorationsarbejdet først rigtig tog fart året efter. Kunstnerens isolerede liv i Vindeby gjorde, at offentligheden ikke var opmærksom på den enorme udsmykning af hele huset, i form af malerier på vægge og lofter, som han havde iværksat. Det er dette værk, Rdo – Vindebymesteren dokumenterer.

Winther havde allerede i 1944 været med til at udsmykke en børnehave i Hjortøgade på Østerbro i København sammen med de spontan-abstrakte kunstnere fra den daværende Høst-gruppe, hvoraf flere af dem blev hovedmændene bag Cobra, heriblandt Ejler Bille, Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen, Constant og Corneille.  Foruden denne tidlige præstation blev Winther, modsat mange af de øvrige Linien II-kunstnere eller hans kollegaer fra Eks-Skolen, ikke i samme omfang optaget af udsmykningskunsten og dens funktion i det offentlige rum. Winthers udsmykning af det private hjem var derfor snarere en personlig præstation og et kunstnerisk eksperiment forbeholdt ham selv, end det var tænkt som et offentligt tilgængeligt aktivitetshus og udstillingssted, som alderdomshjemmet er forvandlet til i dag.

At Winther overmalede flere af sine motiver i huset, og at han faktisk levede i dette Gesamtkunstwerk, var således en del af en større kunstnerisk strategi og praksis. Det betyder også, at huset i Vindeby kan sammenlignes med andre grænseværker, hvor grænserne mellem kunstværket som objekt og livspraksis relativeres, et forhold som bogen til gengæld ikke beskæftiger sig med, idet den benytter sig af mere traditionelle billedanalyser af de enkelte væg- og loftspartier – og dermed ikke ud fra en bredere kontekst eller helhedsforståelse. Dette er ikke nogen egentlig kritik af bogen, idet dens ærinde er et andet, men det er oplagt, at der kan gøres plads til en ny og videre forståelse af Winthers aktion, der kan sammenlignes med Kurt Schwitters Merzbau, Arthur Køpckes kolonihavehus Landlyst eller Henry Heerups aktiviteter i haven i Rødovre. At bevaringen og registreringen af sådanne værker og aktivitetssteder har høj prioritet kan ikke bestrides, og derfor er Jørgen Gammelgaard og Steen Møller Rasmussens bog en vigtig udgivelse, og den er ydermere velstruktureret og flot gennemarbejdet. Bogen indeholder en tekst af Gammelgaard, der giver en stor indsigt i de motivkredse, som Winther beskæftigede sig med i dekorationerne, kombineret med en lang række fotos, heraf mange detailfotos af væg- og loftsmotiverne, foretaget af Steen Møller Rasmussen, samt en fortegnelse over, hvor i huset de befinder sig. Derudover er bogen forsynet med en lang række illustrationer fra Winther selv, heriblandt hans egne fotos af en række senere overmalede kompositioner.

Rdo – Vindebymesteren er således en dokumentation af et både stort og alligevel porøst kunstværk, der på mange måder må anses for at være af central betydning, når vi ønsker et større kendskab til Winthers senværk. Bogen er således et mærkeligt modsvar til ABC-bogen, idet den udgør en perfekt indføring i et udsnit af Winthers kunst og virke, om end det kun omfatter hans private udskejelser i det nedlagte alderdomshjem på Lolland.

 


 

Litteratur

Troels Andersen et al., Richard Winther – Billeder og Tolkninger (København: Borgen, 2008)

Richard Winther, “Syntetisk kunst” in Liniens dokumenter 1. 1948 (København: Møllers bogtrykkeri, 1948)

Richard Winther,  ”Kinetisk billedfunktion” in Linien 1949 (København: Det Berlingske Bogtrykkeri, 1949)

Richard Winther, Kunstteori – i praksis (København: Eks-Skolens Forlag, 1983)

 

Noter

  1. Jørgen Gammelgaard har beskæftiget sig indgående med Winthers Den hellige Hieronymus’ damekreds, og han har skrevet fremragende herom i Troels Andersen et al., Richard Winther – Billeder og Tolkninger (København: Borgen, 2008).