Theodor Philipsen – en traditionsbevidst nyskaber

Af Anne-Sophie Rasmussen, mag.art.

Finn Terman Frederiksen, Theodor Philipsen — en traditionsbevidst nyskaber Randers: Randers Kunstmuseum, 2016. 520 sider.

Finn Terman Frederiksen, Theodor Philipsen — en traditionsbevidst nyskaber
Randers: Randers Kunstmuseum, 2016. 520 sider.

“Døm ikke en bog på dens omslag” siger man, men hvad angår Finn Terman Frederiksens store forskningsbaserede monografi om Theodor Philipsen, er det måske alligevel her, man skal begynde.

Det ville have været oplagt og forudsigeligt, hvis en af de genkendelige skildringer af køer, der nærmest er blevet synonyme med kunstneren, skulle pryde forsiden af Theodor Philipsen – en traditionsbevidst nyskaber. Køerne er imidlertid forvist til bagsiden af omslaget, mens forsiden bærer et udsnit af Landskabsstudie. Hestehaven, Kalø Vig, fra 1866, et tidligt værk forestillende et vandhul omgivet af græstuer. Det ydmyge motiv lader det maleriske stof træde i forgrunden, og man fornemmer allerede her både den virtuositet i arbejdet med farven og penselstrøgene, der knytter Philipsen til de franske impressionister, og den jordbundethed og respekt for traditionen, ikke mindst i form af det danske guldaldermaleri, der også er en del af hans værk.

Netop denne spænding mellem nyskabelsen og traditionen er et af Terman Frederiksens fokusområder i bogen. Der er nemlig ifølge forfatteren, der er tidligere leder af Randers Kunstmuseum, ikke tale om to modsatrettede tendenser, der skal vurderes separat, men om integrerede dele af Philipsens kunstneriske identitet og en nøgle til hans indplacering i kunsthistorien. Hermed søger forfatteren at nuancere blikket på Philipsen og gøre op med den indgangsvinkel, ifølge hvilken den franske impressionisme er “hovedfortællingen”, mens Philipsen blot er den dansker, der med størst succes hægtede sig på tendensen.

De forventninger, som omslaget skaber til bogens visuelle indhold, bliver til fulde indfriet. Der er tale om et overordentligt rigt illustreret værk, som foruden Philipsens egne værker også rummer adskillige referenceværker af danske og internationale kunstnere.

Foruden at være en kleppert af en bog er der tale om en gedigen, traditionel biografi, der lader Philipsens baggrund, opvækst og liv danne baggrund for hans kunstneriske udvikling og den bredere kunsthistoriske kontekst, som også inddrages. Det primære fokus er dog absolut på værkerne, hvilket kommer til udtryk i en vekslen mellem punktvise nedslag på værker, som illustrerer en generel udvikling, og på mere udførlige værkanalyser.

Endelig rummer bogen et ræsonneret katalog over kunstnerens produktion udfærdiget af forfatteren i samarbejde med Flemming Brix og Svend Erik Lorentzen. Det omfatter både malerierne, værkerne på papir, herunder pastel, akvarel og tegning, samt skulpturerne og de keramiske arbejder. Det er ikke alle læsere, der vil vie denne del med tætskreven tekst på tyndere papir bagest i bogen megen opmærksomhed. Men for de kunsthistorikere, der beskæftiger sig med Philipsen og hans tid eller vil komme til det i fremtiden, er dette måske den vigtigste del af bogen. En guldgrube af omhyggeligt indsamlet og systematiseret viden, der skaber et overblik over kunstnerens samlede produktion. Netop det, at denne type registrant henvender sig til en relativt snæver læserskare, gør det omfattende arbejde, der ligger til grund for den, så meget desto mere prisværdigt.

Terman Frederiksen begynder ved begyndelsen og følger Philipsen fra den trygge opvækst i et solidt, børnerigt middelklassehjem over akademitiden og igennem de mange rejser, der er med til at forme ham som kunstner, frem til den kunstneriske kulmination omkring 1890. 

Der gøres en del ud af forældrenes indflydelse på Philipsen, måske en anelse for meget når det kommer til spekulationer i sammenhængen mellem kunstnerens angivelige moderbinding og privatliv. Bedre mening i sammenhæng med Philipsens kommende kunstnervirke giver de biografiske detaljer, som knytter sig til hjemmets klassiske og musikalske dannelse, den landbrugsuddannelse, der kun kan have haft indflydelse på kunstnerens senere motivvalg, og endelig til akademiuddannelsens afbrydelse på grund af krigen i 1864, der satte sig varige spor i hans sind.

Rigtigt interessant bliver det imidlertid, når forfatteren når til det sted i historien, hvor Philipsen har lagt akademitiden bag sig og skal finde sit eget ståsted som kunstner. Her fremhæver Terman Frederiksen særligt koblingen til guldalderkunstneren J. Th. Lundbye, hvilket fungerer som en fin indgangsvinkel til at opnå øget forståelse for og værdsættelse af Philipsen som dyremaler. Som Lundbye forstod Philipsen at male dyrene og især kreaturerne med en indlevelse, der fremhæver deres personlighed og gør dem til andet og mere end blot staffage.

Lundbyes glødende nationale sindelag delte Philipsen dog ikke, og da han mange år senere i 1893, malede Alléen ved Vognserup, et område som også Lundbye og Skovgaard havde skildret, står det klart, hvor langt han havde flyttet sig fra guldalder-forbilledet. Hjulsporene i den opkørte jordvej glinser af væde og giver med sine violette og blålige nuancer kraftigt modspil til træernes gyldne løv, der er gengivet med korte flimrende penselstrøg. Denne udvikling ville være utænkelig uden impressionismen. For selvom Philipsen, som Terman Frederiksen illustrerer i bogens første kapitler, var rundet af den danske guldaldertradition, lægger forfatteren ikke skjul på, at det var under indflydelse af de nye tendenser fra Frankrig, at kunstneren blev i stand til at forme dette grundlæggende stof i en ny, personlig retning. Philipsens første lange rejse til kunstens hovedstad Paris fandt sted i 1874. Med en alder på 34 år havde han ventet ganske længe på muligheden for en kunstnerisk dannelsesrejse, idet akademitiden og de efterfølgende års anstrengelser først i 1873 udmøntede sig i økonomisk gevinst i form af Den Neuhausenske præmie. Philipsen tog dog sidenhen revanche ved at blive en af de mest berejste danske kunstnere i perioden.

1874 var året for den første af den impressionistiske grupperings udstillinger, men i første omgang var det imidlertid de lidt ældre generationer af franske realister fra Barbizon-skolen især Corot og Millet, der fangede Philipsens interesse. Der skulle endnu gå et årti med en del yderligere udlandsophold herunder til Italien, Spanien og Nordafrika samt en række omvæltninger i dansk kunstliv, før den impressionistiske inspiration slog igennem hos Philipsen.

Da det skete fra midten af 1880’erne, var det ikke blot et resultat af inspirationen fra Paris og samværet med Paul Gauguin under dennes kortvarige og overvejende miserable periode som bosat i Danmark. Det skyldtes, som forfatteren fremhæver, måske i lige så høj grad, at Philipsen i øen Saltholm, som han besøgte første gang i 1880, fandt et sted, der kunne udgøre et stabilt og motivisk velkendt udgangspunkt for maleriske eksperimenter. Særligt de sitrende modlysbilleder, der lader kunstneren udforske lys- og skyggevirkninger og opløse konturerne med dynamiske penselstrøg, fremhæves som kunstneriske højdepunkter.

Der er ingen tvivl om, at Terman Frederiksens arbejde med bogen ikke kun er resultat af omfattende viden, men også er drevet af stor kærlighed til Philipsens oeuvre. Alt andet lige må dette vel også være en forudsætning for at gennemføre et så storstilet og årelangt projekt. Loyaliteten over for Philipsen medfører måske en gang imellem, at der ses med milde øjne på nogle af de mere ordinære værker, men overvejende kommer den til udtryk i forfatterens kvalificerede billedudvalg og fokus på værker, der repræsenterer det bedste i kunstnerens produktion.

Både i Philipsens og kunsthistoriens interesse afrunder Terman Frederiksen således også fortællingen i det 20. århundredes første årti, mens de sidste års værker, hvor kvaliteten i kunstnerens arbejde var svingende, kun berøres overfladisk.

Undervejs samler forfatteren jævnligt tråde op fra en række andre forfatteres tidligere behandlinger af Philipsens værk og inddrager dem som perspektivering til sine egne betragtninger. Dette bidrager til den overordnede oplevelse af bogen som et særdeles grundigt og helstøbt værk. At grundigheden måske i visse passager næsten tager overhånd, tilgiver man let, dels fordi der hele vejen igennem er et solidt greb om fortællingen, som ikke forsvinder ud af tangenter, og dels fordi den er fortalt i et flydende, behageligt og uopstyltet sprog.

Det er en bog med tyngde, både fysisk (det kræver to hænder at løfte den) og indholdsmæssigt. Hører man til dem, der ikke tidligere har ofret Philipsen megen opmærksomhed eller har haft svært ved at skelne den ene ko fra den næste, er der en stor sandsynlighed for, at læsning af Terman Frederiksens bog vil føre til en øget værdsættelse af kunstneren.

 

I forbindelse med bogens udgivelse viste Randers Kunstmuseum i efteråret 2016 udstillingen Theodor Philipsen. Lysets og farvens mester, som fra 4. februar 2017 rykkede til Sorø Kunstmuseum, hvor den kunne opleves frem til 15. juni.