På kryds og tværs af arkivet

Af Ditte Vilstrup Holm, mag.art.

Performing Archives/Archives of Performance.  Redaktion: Gunhild Borggreen og Rune Gade.  København: Museum Tusculanum Press, 2013. 495 sider.

Performing Archives/Archives of Performance.
Redaktion: Gunhild Borggreen og Rune Gade. København: Museum Tusculanum Press, 2013. 495 sider.

Kan den flygtige performance-kunst arkiveres – og i så fald hvordan og med hvilket formål? Er arkivet stabilt og objektivt, eller har det sin egen performative karakter? Og hvordan udfordrer performancekunsten og arkivet i øvrigt hinanden?

Antologien Performing Archives/Archives of Performance behandler krydsfeltet imellem performancekunst og arkiv, der har tiltrukket sig opmærksomhed de seneste år, ikke mindst fordi samtidens visuelle og performative kunst har interveneret i eksisterende arkiver eller etableret deres egne alternative arkiver. Dertil kommer udviklingen inden for den digitale teknologi, der har medført nye muligheder for krydskobling og aktivering af arkivmateriale, samtidig med at der teoretisk er blevet sat spørgsmålstegn ved grundlæggende forestillinger om såvel performancekunstens som arkivets ontologi. Dermed er der lagt op til en række forskellige, endnu uafklarede samspil mellem arkiv og performancekunst, som antologiens i alt 25 artikler kaster sig over.

Redaktørerne Gunhild Borggreen og Rune Gade skitserer indledningsvist det modsætningsforhold, der umiddelbart antages at eksistere imellem performancekunsten og arkivet. Performancekunsten ses som flygtig og ikke-reproducerbar. Den udgør en unik begivenhed, som ikke kan gentages eller dokumenteres uden at ændre sig afgørende. Heroverfor står arkivet traditionelt som et objektivt og stabilt gemme for kulturens dokumenter og artefakter, der autoritativt fremstår som formidler af historiens sandhed. Men disse antagelser er naturligvis ikke uimodsagte.

Arkivet er med blandt andet filosofferne Michel Foucault og Jacques Derrida blevet tilskrevet en performativ karakter i den forstand, at arkivet i kraft af sin organisering sætter betingelser for, hvad det kan rumme og overhovedet give synlighed til. Det gør arkivering til et politisk spørgsmål, som performancekunsten og performanceteorien nødvendigvis må beskæftige sig med. Blandt udøvere og iagttagere har den grundlæggende overbevisning dog været, at performancekunstens flygtighed og ikke-reproducerbarhed udgjorde et politisk modtræk til en kapitalistisk logik og andre tendenser til at indordne performancekunsten – mest indflydelsesrigt formuleret af Peggy Phelan i bogen Unmarked fra 1993.

I dag argumenterer en række forfattere derimod for, at performancekunstens ontologi måske ikke udelukkende har sin grund i den unikke autentiske opførelse, mens de samtidig peger på de politiske potentialer, der ligger i at arkivere og herigennem sikre videreformidlingen af performancekunsten for forskere, kunstnere og eftertiden i det hele taget. Den walisiske performanceteoretiker Heike Roms – hvis artikel ”Archiving Legacies: Who Cares for Performance Remains?” åbner antologien – er en af dem. Hun går endda så vidt som til at se arkiveringen af performancekunsten som en slags moderlig omsorg, der viderefører og bidrager til kunstværkets liv – hvilket jeg ser som et velkomment modtræk til den kritiske paratposition, hvor enhver form for arkiv fremstår som et (faderligt) magtovergreb.

Man kan sige, at forfatterne i antologien kollektivt ønsker at komme på omgangshøjde med det paradoks, at performancekunstens potentialer blandt andet ligger i dens modstand imod at blive arkiveret (efter gældende normer), samtidig med at performancekunsten har behov for at blive arkiveret (på en eller anden måde), for ikke at falde ned i glemslen og helt forsvinde ud af historien.

Spørgsmålet er således, hvordan man skaber synlighed, uden samtidig at ødelægge performancekunstens særlige styrke, og samtidig bruger performancekunsten til at mobilisere en generel kritik af tendenser til normalisering, ensretning og kontrol, ikke bare når det gælder overvågningskameraer og militærregimers arkiver over fængslede, men også når arkivet er en udstilling, et familiealbum eller den kunsthistoriske kanon. Arkiv bliver fortolket ret bredt i denne antologi.

Ambitionen bliver udtrykt mest præcist af den amerikanske kunsthistoriker Amelia Jones. I sin artikel, ”Unpredictable Temporalities: The Body and Performance in (Art) History”, argumenterer hun for, at performancekunsten har potentialet til at inspirere til en mere interrelationel kunsthistorie, hvor kunsthistorikeren vedkender sig sin interesse og begær og sin kropslige og tidsbundne erfaring af værket i dets specifikke kontekst, fremfor at aspirere til at kategorisere værker inden for en æstetisk-historisk kanon, hvor deres betydning bliver fastlåst en gang for alle. Hendes aktuelle skræmmeeksempel er Nicolas Bourriauds begreb om en relationel æstetik, som indrammede en række 1990’er-værker i en specifik æstetisk kategori, der fratog dem deres specifikke politiske potentialer og i øvrigt overså den historie, som den såkaldte relationelle æstetik byggede videre på.

Fra et andet perspektiv er det interessant at se, hvordan den digitale teknologi udfordrer performancekunstens ontologiske selvforståelse som unik og ureproducerbar. Eftersom performancekunstnere i stigende grad inddrager digitale teknologier og visuel dokumentation som en integreret del af deres performance – og ikke alene som ekstern dokumentation af det egentlige kunstneriske arbejde – kan performancekunsten måske snarere siges at have en fragmentarisk og kompleks ontologi, der sådan set blot spejles i den digitale teknologis mulighed for at krydskoble arkivmateriale og skabe nye historier. Det diskuterer australske Rachel Fensham for eksempel i artiklen ”Choreographic Archives: Towards an Ontology of Movement Images”.

Også medieteoretikeren Morten Søndergaard er inde på dette spor i artiklen ”Flexowriters, Punch Paper Poetry, and Ontological Gaps: What happened to the Unheard Avant-Gardes?”, hvor han optrævler kunsteventen POEX65’s arkivariske efterliv. Eventen var arrangeret af Knud Hvidberg, men udgjorde en form for kollektiv trans-æstetisk performance med deltagelse af billedkunstnere og musikere og involverede eksperimenter med teknologiske redskaber, som ikke længere eksisterer. Dets avantgardistiske form medførte, at det ikke let gjorde sig tilgængeligt for eksisterende arkiver: var det en kunstudstilling, en koncert eller noget helt tredje, og hvem var kunstneren bag værket, hvis der overhovedet var tale om et værk? Pointen er, at eksperimentelle avantgardeprojekter er kendetegnet ved deres kompleksitet i forhold til gældende normer og således både unddrager sig arkivering og samtidig peger på et ontologisk hul i arkivet.

De fleste artikler i antologien tager som Søndergaards udgangspunkt i et enkelt kunstnerisk projekt og bruger det til at sætte spørgsmålstegn ved forestillinger om arkivets stabilitet og inklusion. I det hele taget er kunsten den største kilde til en kritik af arkivets organisering af vores virkelighedsforståelse, og grundlæggende er ambitionen at fremhæve kompleksiteter, der ikke kan rummes i arkivet, eller performativt bryde med arkivets stabilitet ved at skabe et mere dynamisk og selvrefleksivt arkiv.

Udtrykt i disse overordnede termer gør man naturligvis ikke de skarpe analyser af enkeltværker, som udfoldes i de enkelte artikler, fyldest, og det er et paradoks for denne anmelder. For på den ene side er det i enkeltanalyserne, at antologien virkelig leverer sine bidrag til forskningsfeltet, men på den anden side vil en syntetisering af perspektiverne modarbejde antologiens interesse. I overensstemmelse med det anti-kanoniske perspektiv, som Amelia Jones argumenterer for, præsenteres der her ingen samlet historie eller teori om hverken performancekunsten, arkivet eller samspillet mellem de to. Som redaktørerne udtrykker det, er ønsket med antologien at vise et levende forskningsfelt med en række endnu ikke afgjorte problemstillinger. Samtidig leverer man naturligvis –  i kraft af de historiske og aktuelle kunstprojekter, som trækkes frem i de enkelte bidrag – et bud på en kunsthistorie, hvor performancekunstens rolle og perspektiv har en større vægt end i andre fortællinger – selv om man altså samtidig holder historien åben, kompleks og uafgjort.

Som en engelsksproget antologi henvender Performing Archives/Archives of Performance sig umiddelbart til en specialiseret, internationalt – men herunder altså også dansk – læserskare inden for det interdisciplinære felt af performativitetsstudier. Antologien har dog også relevans for kulturstudier i det hele taget. For kunsthistorien rækker dens perspektiver videre end performancekunsten til problemstillinger forbundet med historieskrivning, samtidskunstens kanon og digitaliseringens potentialer, som jeg har været inde på ovenfor. Derudover sætter antologien også fokus på samspillet mellem forskning og praksis inden for blandt andet den nye praksisbaserede kunstforskning, idet flere bidrag er forfattet af kunstnere, og relationen mellem kunst og forskning udgør emnet for en række artikler.

Antologien fremstår samlet set både som et bidrag til og et eksempel på en aktuel udvikling af det kunsthistoriske fagfelt, der dels genskriver den nyere kunsts historie (med større fokus på performancekunstens rolle) og dels trækker teoretiske og metodiske perspektiver fra performativitetsstudierne over i et bredere kunsthistorisk felt. At såvel redaktørerne som cirka halvdelen af artikelforfatterne er danske skal ikke ses som en underkendelse af de internationale ambitioner eller publikationens kvalitet. Snarere er det omvendt sådan, at der i Danmark er etableret et forskningssamarbejde med internationalt netværk og tyngde omkring performativitetsstudier, som kommer til udtryk i denne antologi.

Afsluttende skal det bemærkes, at bogen trods sin murstenstyngde på 500 sider og i alt 25 artikler er visuelt indtagende, luftigt sat op og suppleret med rigt billedmateriale, selv om man godt kunne have ønsket sig endnu flere billeder, særligt når det gælder historiske rids som i Martha Wilsons bidrag ”Staging the Self (Transformations, Invasions, and Pushing Boundaries)”. Men det er fint, at man har givet plads til eksperimenterende artikelformer frem for at lade den akademiske stil være enerådig. Også det valg demonstrerer en aktuel, eksperimenterende udvikling inden for det kunstfaglige felt.

 

Performing Archives / Archives of Performance indeholder følgende bidrag:

 

Heike Roms, “Archiving Legacies: Who Cares for Performance Remains?”

Amelia Jones, “Unpredictable Temporalities: The Body and Performance in (Art) History”

Julie Louise Bacon, “Unstable Archives: Languages and Myths of the Visible”

Peter van der Meijden, “This Way Brouwn: The Archive – Present, Past, and Future”

Emma Willis, “‘All This Is Left’: Performing and Reperforming Archives of Khmer Rouge Violence”

Rivka Syd Eisner, “Living Archives as Interventions in Ea Sola’s Forgotten Fields

Rachel Fensham, “Choreographic Archives: Towards an Ontology of Movement Images”

Sarah Whatley, “Dance Encounters Online: Digital Archives and Performance”

Tracy C. Davis og Barnaby King, “Performance, Again: Resuscitating the Repertoire”

Laura Luise Schultz, “The Archive Is Here and Now: Reframing Political Events as Theatre”

Malene Vest Hansen, “Remembering Istanbul: What, How & for Whom? Canons and Archives in Contemporary Art Biennialization”

Mette Sandbye, “Performing and Deforming the Family Archive”

Bodil Marie Stavning Thomsen, “The Performative Uses of the Surveillance Archive in Manu Luksch’s Works”

Margherita Sprio, “Sombra Dolorosa (Guy Maddin, 2004): A Queer Archival Performance”

Annelis Kuhlmann, “Undercover by Hotel Pro Forma, Performing the National Archive: Staging Cultural Heritage at the Royal Library in Copenhagen”

Morten Søndergaard, “Flexowriters, Punch Paper Poetry, and Ontological Gaps: What happened to the Unheard Avant-Gardes?”

Martha Wilson, “Staging the Self (Transformations, Invasions, and Pushing Boundaries)”

Catherine Bagnall, “Archives and the Performance of Becoming ‘Other’”

Paul Clarke, “Performing the Archive: The Future of the Past”

Solveig Gade, “Performing Histories: Archiving Practices of Rimini Protokoll and The Atlas Group”

Gunhild Borggreen: “Archives of Secrecy: Yoshiko Shimada’s Art Project Bones in Tansu – Family Secrets

Rune Gade: “Labor of Love: Contesting Normative Urbanization in Marianne Jørgensen’s love alley

Louise Wolthers, “Escaping the Fortress of Memory: Archive Pathology in Lindsay Seers’s Art”

Mathias Danbolt, “The Trouble with Straight Time: Disruptive Anachronisms in Pauline Boudry and Renate Lorenz’s N.O. Body

Marco Pustianaz, “Un/archive”