Kunsten som politisk scenografi?

Folketingets kunstsamling

Jens Christian Jacobsen, Kunst på Borgen – kunsten som politisk scenografi.  Frederiksberg: Forlaget Permild & Rosengreen, 2013. 220 sider.

Jens Christian Jacobsen, Kunst på Borgen – kunsten som politisk scenografi.
Frederiksberg: Forlaget Permild & Rosengreen, 2013. 220 sider.

Af Trine Dissing Paulsen, mag.art.

Folketinget – eller Borgen som det hedder i folkemunde – udgør den politiske magts abolutte centrum i Danmark. Vi får ofte et lille glimt af magtens korridorer i fjernsynets nyhedsreportager. Hvad der måske ikke er så almindeligt kendt, er, at Folketinget besidder en stor samling af dansk kunst. Det er denne imponerende kunstsamling, som Jens Christian Jacobsen, cand.polit. og mangeårig sekretær for Folketingets Kunstudvalg, præsenterer i den flot illustrerede Kunst på Borgen – kunsten som politisk scenografi.

 

Kunst på Borgen

Hvilken rolle spiller de kunstværker, som smykker væggene i de forskellige sale, grupperum og udvalgsværelser på Borgen? Folketingets kunstsamling er både omfattende og varieret. Den spænder over vidt forskellige stilarter, fra dansk nationalromantik over klassisk modernisme til postmodernismens mere hybride udtryk og former. Samlingens mest kendte aspekt udgøres af en lang række portrætter af magtens mænd (endnu ingen kvinder, hvilket jo i sig selv udgør en interessant kommentar til historien om den politiske magt i Danmark), men den omfatter også en række større udsmykningsprojekter, både flytbare og nagelfaste, sidstnævnte ofte integreret i de forskellige rum og bygningers arkitektoniske struktur.

Hvordan kan man effektivt beskrive og analysere en så omfattende og heterogen kunstsamling i relation til de rum, både konkrete og politiske, som den er en del af? Kort sagt, hvilken funktion har billedkunsten i Folketinget? Er der blot tale om en smuk og behagelig dekoration, eller kan kunstværkerne også udgøre en kommentar eller kontekst til de rum, som skaber rammerne om nationens politisk liv? Et interessant og udfordrende emne, som er ganske underbelyst i den kunsthistoriske forskning. I denne forbindelse udgør Jens Christian Jacobsens bog et udmærket udgangspunkt, da der her præsenteres en række kunstværker, som ellers ikke er tilgængelige for den almindelige offentlighed.

Smuk bog til sofabordet

Kunst på Borgen er en flot, gennemillustreret bog i stort format, som vil tage sig godt ud på sofabordet i ethvert dansk hjem med kulturelle aspirationer. På de glittede sider præsenteres her nogle af de kunstværker og udsmykningsprojekter, der pryder væggene i Folketinget. Sal for sal, værelse for værelse og korridor for korridor præsenteres læseren for en lang række kunstværker, der er med til at danne rammen for de rum, hvori nationens politiske liv udspiller sig, både offentligt og bag lukkede døre. Der er her tale om en række imponerende, ofte monumentale, udsmykningsprojekter, som blandt andet pryder de politiske partiers gruppeværelser, Folketingets udvalgsværelser, mødeværelser og korridorer – steder, hvor offentligheden normalt ikke har adgang.

De fine illustrationer er bogens største merit: at man som udenforstående kan få en begrænset adgang til disse værker samt et overblik over deres placering i de forskellige rum via helsides reproduktioner og fotografier af høj kvalitet. Bogen er struktureret på basis af Borgens arkitektur, og hvert afsnit præsenterer således Folketingets vigtigste rum med en ledsagende beskrivelse af dets politiske funktion samt en præsentation af den kunstneriske udsmykning. Desværre er Jacobsens bog generelt fattig på tekst, og der fokuseres i højere grad på at beskrive de politiske processer, som finder sted i de beskrevne rum, end den kunst som bogen på overfladen omhandler. Det bør dog pointeres, at Jens Christian Jacobsen ikke er kunstfagligt uddannet og følgelig heller ikke kan forventes at behandle dette emne på samme niveau som en kunsthistoriker. Som lægmand mestrer Jacobsen selvfølgelig ikke de nødvendige redskaber til en mere dybtgående analyse, men det er dog alligevel overraskende, hvor lidt denne tekstfattige bog egentlig engagerer med det emne, som ellers bliver slået stort op i bogens forord:

Bogens emne er fortællinger om kunst og politik – med hovedvægt på kunsten som politisk scenografi. Forstået på den måde, at kunsten naturligvis indgår som udsmykning i Folketingets mange rum, men mere end det. Mange af værkerne har direkte eller indirekte referencer til det politiske liv og til politiske og historiske begivenheder, de formaner folketingsmedlemmer og embedsmænd om, hvad der er rigtigt og forkert, afspejler partiernes værdigrundlag, viser statsministre og formænd i deres egen selvforståelse, vælges af medlemmerne som baggrund ved politiske interviews, eller de tjener slet og ret til inspiration for de beslutningstagere, der har deres gang på Borgen. (p. 5)

Det er et omfattende emne, som skitseres, og som teksten desværre næsten ikke bevæger sig ind på, ud over nogle få anekdoter og nogle tøvende forsøg på forfatterens personlige fortolkninger. Introduktionen af begrebet politisk scenografi, både i forordet og i bogens undertitel, er her ganske misvisende. Da det ikke er en kunstfaglig bog, kan man selvfølgelig ikke forvente en stringent begrebsdefinition, men da forfatteren jo er ansat i Folketingets Kunstudvalg og derfor må have en unik indsigt i beslutningsprocesserne for valg af Borgens kunstneriske udsmykning samt adgang til forskellige aktører i Borgens politiske liv, så ville det jo have været ganske interessant, hvis han havde inkluderet nogle mere indgående fortællinger om relationerne mellem billedkunsten og det politiske liv. Eksempelvis i form af politikernes holdninger til de værker, der smykker deres arbejdsmiljø, eller en bredere diskussion af nogle af de værker, som henviser til specifikke historiske og politiske begivenheder. Som bogen står, er der dog meget lidt at hente. Der er simpelthen for lidt ”kød” på den tekst, som ledsager de fine illustrationer.

Kunsten som politisk scenografi

Trods de store mangler bør det fremhæves, at Jacobsens bog udmærket kan tjene som udgangspunkt og inspiration for en eventuel fremtidig forskning inden for dette felt. Historisk set er billedkunsten ofte blevet anvendt som et medium for forskellige magthaveres politiske selviscenesættelse og som et ideologisk instrument for diverse politiske dagsordener. Traditionelt har det i høj grad været det klassiske og senere det nationalromantiske historiemaleri, der har fungeret som den politiske scenografi for en særlig styreform, hvad enten det drejede sig om en glorificering af den enevældige kongemagt eller om den store fortælling om nationalstatens ubrudte fortid. Sådanne billeder fungerer ofte som nationale erindringsfigurer – forankringspunkter for kulturelle identitetskonstruktioner hos kunstens publikum. Det traditionelle historiemaleri er figurativt, narrativt, ofte dramatisk, og genren trækker på et fast ikonografisk og stilistisk repertoire, som er både genkendeligt og læsbart.

Det er dog ikke denne type kunst, som præger Borgens sale. Folketingets kunstsamling består i overvældende grad af moderne, ofte abstrakt kunst, som ikke anvender en fælles og læsbar politisk ikonografi. Der er ikke nogen rød tråd, som forbinder disse mangeartede værker som specifikt politiske, ud over at de alle befinder sig i Folketinget. Skal samlingens værker anskues i en specifikt politisk kontekst, er det nødvendigt at fokusere på skabernes intentioner, den konkrete rumlige iscenesættelse samt brugernes italesættelse af de udvalgte værker. I denne forbindelse vil et par eksempler være på sin plads.

Rasmus Larsens (1867-1959) 268 meter lange blomsterfrise i Vandrehallen er et sjovt og underfundigt eksempel på, hvorledes en kunstner kan overskride en udsmykningsopgaves fastsatte parametre med henblik på at artikulere en spidsfindig kommentar til det politiske rum, som værket udsmykker. Frisen blev udført i årene mellem 1918 og 1921 og var tænkt som et rent dekorativt element i datidens populære skønvirkestil. Larsen valgte dog at indskyde en række små vignetter med gamle ordsprog og hans helt særegne ikonografi – min personlige favorit er syltekrukken under Folketingets Udvalgstavle! Den dekorative frise byder således på en skarp og humoristisk kommentar til demokratiets processer og aktører, hvilket, ifølge Jacobsen, fik en uidentificeret folketingsmand i 1921 til at udtale: ”Her lyder folkets røst til os fra væggene” (p. 22).

Dansk Folkepartis gruppeværelse udgør et anderledes eksempel på en politisk anvendelse af billedkunsten, her som et led i partiets politiske selvopfattelse. Da gruppeværelset skulle udsmykkes fravalgte medlemmer af Folketinget Jesper Langballe og Louise Frevert helt bevidst den moderne samtidskunst til fordel for en række nationalromantiske malerier af blandt andet F.C. Lund (1826-1901) og Edvard Frederik Petersen (1841-1911). I denne forbindelse var det ikke så vigtigt, at værkerne er af en tvivlsom kunstnerisk kvalitet. Ifølge Jesper Langballe var det primære formål nemlig at vælge nogle kunstværker, som passede til partiets værdigrundlag:

Valget af billeder afspejler Dansk Folkepartis grundholdning. Det er nationalt historisk maleri fra det nittende og tyvende århundrede. Malerierne udtrykker bundethed til traditionen, glæde over livet i Danmark og viljen til at forsvare begge dele – over for enhver udefrakommende trussel, men også overfor al indenlandsk foragt for danskernes almindelige naturlige liv og vilje til at være sig selv. Kort sagt over for de kulturradikale, der erklærer sig flove over at være danskere.
(Jesper Langballe citeret p. 70)

Der er her tale om en strengt dogmatisk og ideologisk motiveret appropriering af eksisterende værker, der skal tjene til at understrege Dansk Folkepartis politiske selviscenesættelse som den eneste ”legitime” vogter af en vagt defineret idé om ”danskhed”. Ser man nærmere på kunstværkernes motiver, eksempelvis Edvard Frederik Petersens Folkelivsbillede, Dyrehaven (1902), toner dog et noget andet billede frem – et billede af et politisk parti, som spejler sig selv i et nostalgisk glansbillede af en ”tabt” national enhedskultur.

Ovennævnte udgør nogle af de mest åbenlyse eksempler på en politisk anvendelse af kunsten i Folketinget. Om andre dele af Folketingets kunstsamling indgår i lignende politiske konfigurationer er stadigvæk et uudforsket felt. Kunst på Borgen henvender sig primært til den almindeligt interesserede lægmand, men bogen kan også udmærket tjene som en visuel inspirationskilde for en fremtidig udforskning af dette spændende genstandsfelt.