Af Kirstine Autzen, fotograf, cand.mag. i visuel kultur

I de senere års diskussioner af fænomenet ”kunstnerisk forskning” er spørgsmål som Hvordan produceres viden? Hvordan formuleres viden og hvordan anvendes viden? – samt I hvilke sammenhænge og inden for hvilke rammer? blevet stillet og diskuteret.[1. Anna Krarup Jensen, ”Kunstnerisk forskning,” Mind Design 1 (2007)] Det sker naturligvis, fordi kunsten, når den blander sig med videnskaben, har tendens til at insistere på, at produktet, kunstværket, ikke er forskning, men i stedet også er subjektive erfaringer, proces og poesi, som ikke er så ligetil at overføre i et gængs vidensbegreb.

Det ses blandt andet i nærværende bogværk, Light Break: Photography/Light Therapy, hvor den danske billedkunstner Nicolai Howalt m.fl. underkaster fotografiet og lysterapiens sammenspundne oprindelse en kunstnerisk og historisk granskning. Bogen er udgivet på eget forlag i 2015. Det skal for en god ordens skyld siges, at anmelderen har fulgt projektet på sidelinjen igennem en kortere periode under produktionen af værkerne og har diskuteret projektet med Nicolai Howalt – på linje med en lang række andre personer, som har hjulpet eller støttet. Jeg er dog på ingen måde direkte involveret i projektet. Bogen udfolder Howalts kunstneriske arbejde med udgangspunkt i Nobelprismodtager Niels Ryberg Finsens arbejde med lysterapi. Det er en grafisk smuk og gennemarbejdet basse på mere end 250 sider, hvoraf størstedelen er afbildninger af Howalts værker. I bogen findes også nye tekstværker af digter Morten Søndergaard samt artikler af hhv. den britiske forsker i medicinsk billedkultur Tania Anne Woloshyn og vicemuseumsleder og samlingschef ved Medicinsk Museion Ion Meyer. Bogen er således først og fremmest et opsamlingsværk på flere års kunstnerisk arbejde, men er mere end et udstillingskatalog. Bogen er nemlig en hybrid mellem ren kunstnerisk praksis og historiske artikler og arkivmateriale. I læsningen bliver det klart, at de kunstneriske værker, både fotografiske og digteriske, bidrager med et meget stort kulturelt og eksistentielt konnotationslag, som kun vanskeligt rummes i de videnskabelige artikler.

Usynlige konfrontationer

Nicolai Howalt har gennem årene skabt store serier af fotografiske værker, ofte med en følsomhed for det, man kunne kalde usynlige konfrontationer. Selve konfrontationen har i Howalts værker fungeret som en slags blind plet i arbejdet, og på billederne har han været optaget af spor. Unge boksere fotograferet lige før og lige efter konfrontationen i ringen. Men ikke imens. Sporene efter biluheld eller sporene af et menneske efter en kremering. For Howalt må det derfor også have været en særlig oplevelse at opdage Finsens patientfotografier før og efter behandlingen af hudtuberkulose.

Howalts efter-billeder af boksere bar spor af kampen, sår og hævede øjne. Finsens efter-billeder viser netop ingen sår. De viser, sammen med før-billedet, et succesfuldt ingenting: et helet ansigt. I begge tilfælde forbliver selve begivenheden uden for billedet. Men konfrontation, det er der i begge tilfælde. Som i andre af Howalts værker, er det destruktive og det skabende spundet sammen, og i Light Break-projektet lader Howalt billedet gøre det, vi ellers er opdraget til ikke at gøre: stirre konfronterende lige ind i solen. Solens stråler kastes igennem Finsens linser og fotografiske filtre ind på et stykke fotografisk papir og sætter spor. Med filtre sorterer Howalt en del af solstrålerne fra, og billederne dannes af de ellers usynlige infrarøde og blåviolette strålers påvirkning af det fotografiske papir. Det bliver til en stor samling af unikabilleder, som udgør en stor del af bogens materiale.

Mellem det, vi kan se, og potentialet i det, vi ikke kan se

Bogen indledes med en artikel af Tania Anne Woloshyn, som giver et interessant historisk rids af opdagelserne af sollysets potentiale frem imod Finsens lysterapi. Fra Johann Heinrich Schulzes opdagelse i 1725 af hvordan solen kan sværte sølvsalte sorte, hastigt over Johann Wilhelm Ritter og Sir William Herschels opdagelse omkring 1800 af ultraviolette og infrarøde stråler. Hvad der særligt kendetegner disse processer er, at de er usynlige for det menneskelige øje og kun synlige i kraft af deres effekt på sølvemulsion og på hud. Woloshyns artikel bibringer i hvert tilfælde denne læser ny viden om fotografiets historie omkring opdagelsen af de ”usynlige” stråler inden for det videnskabelige område og supplerer mediets historie. Den supplerer gengivelserne af fx Nicéphore Niépce og Louis Daguerre og Henry Fox Talbots opdagelser fra 1826 og frem, som ellers primært havde som mål at finde måder at reproducere billeder på.

Niels Finsen blev født i 1860 og begyndte allerede før færdiggørelsen af sin medicinuddannelse at interessere sig for lys. Han opfandt lysterapien i slutningen af 1800-tallet og modtog nobelprisen i 1903 for sin metode til at helbrede hudtuberkulose med lysstråler – kun et år før han døde. Hudtuberkulosen, som vansirede patientens ansigt og stigmatiserede vedkommende socialt, var en bakteriel infektion, som lysets ultraviolette stråler kunne slå ned. Finsen brugte fotografi til at dokumentere patienternes fremskridt, og nogle af disse billeder er gengivet i bogen. Howalt har reproduceret før-billeder i stor størrelse, og enkelte af før- og efter-billederne er gengivet side om side. I denne sammenhæng tjener fotografiet en dokumenterende rolle, som giver anledning til at reflektere på en mere indlevet måde, end et patientnotat ville kunne gøre det. Hvad betyder vores visuelle fremtræden? Hvad vil det sige at leve med et ansigt, som i den grad er mærket? Og hvilken forandring har behandling betydet for disse mennesker? Uden tvivl er hvert patientfotografi et billede af et forandret liv. Huden som fotosensitivt materiale knytter det til fotografiet og muliggjorde udviklingen af behandling. Finsen udforskede lysets kraft ved blandt andet at klæbe forskellige glasfiltre på armen og holde den op mod en kulbuelampe og holde den der i 20 minutter for at observere effekten på huden. Nicolai Howalt udforsker samme effekter af lysets forskellige stråletyper ved at sætte filtre foran et stykke fotopapir, hvorved lys, som ellers ikke er synligt, sætter farvede spor på papiret.

Fotografiet er i denne medicinske sammenhæng både det, der bringer ny viden, og det medie, der dokumenterer effekten. I naturvidenskaben tilskrives værdi gennem resultater, der kan dokumenteres og reproduceres. I kunsten tilskrives desuden værdi igennem det, der manes frem i subjektet mellem et før og et efter. I både Søndergaards digte og i Howalts fotografiske aftryk giver bogen plads til at ”mærke” effekten af solens lys i en udpræget sanselighed. Fotografiernes stærke farver varierer rytmisk igennem de mange opslag. Den runde, sorte cirkel, som er solens negative aftryk på papiret, giver associationer til øjets pupil. I Søndergaards digte brænder solen kroppen op og fyrer på samme tid op for begæret. Solen fortærer kroppen, og kroppen fortærer andre kroppe. Et ”jeg”, et ”du”, solen og verden bliver en malstrøm af penetration, fortæring, voldelige stød og vilde hallucinationer. Bogens kunstneriske værker møder videnskaben i sansningen af den brændende kugle på kroppen.

I bogens anden artikel tager Ion Meyer netop fat i lysets kraft igennem en redegørelse for vitalismens fremkomst i Finsens samtid. Her fremdrager Meyer Anna Ancher, J.F. Willumsen og Carl Nielsen som eksponenter for en kunstnerisk dyrkelse af lys, sundhed og livskraft i årene omkring Finsens aktive virke. Meyer stiller spørgsmålet, om der var en sammenhæng mellem samtidens interesse for lysets magiske betydning og Finsens banebrydende opdagelser, og som læser bliver man oprigtig interesseret i svaret – som dog i artiklen bliver på et spekulerende niveau.

Spørgsmål om potentialet i mødet mellem kunst og videnskab er et centralt punkt i Light Break: Photography/Light Therapy. Bogen viser i sit arkivmateriale, at fotografiet ikke kan reduceres til et kunstnerisk eller dokumenterende medie. Bogen kan bruges både som kilde til viden om dette krydsfelt mellem kunst og videnskab, men kan også udmærket danne udgangspunkt for diskussioner om vores egen samtids billedbrug. Man kunne ønske sig, at artiklerne i endnu højere grad havde perspektiveret Howalts arbejde ind i vores samtid, men læsningen af bogen efterlader som minimum et stærkt efterbillede af brandvarm forbindelse mellem kunst og videnskab.