Jardins naturalisering

Anmeldelse af Peter Thule Kristensen, lektor, ph.d., arkitekt maa.

Ulla Kjær, Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. Disputats. København: Nationalmuseet, 2010. 1422 sider.

Ulla Kjær, Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist. Disputats. København: Nationalmuseet, 2010. 1422 sider.

Den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der arbejde i Danmark 1755-71, var ikke kun en eksotisk overgangsfigur mellem rokoko og nyklassicisme, men ifølge ny disputats en ideologisk nyklassicist med blik for det lokale særpræg.

 

Nicolas-Henri Jardin har i dansk arkitekturhistorie haft rollen som den lovende udenlandske arkitekt, der ikke fik fuldført sit ambitiøse Frederikskirkeprojekt og i stedet endte som et lidt uforløst intermezzo mellem de to lokale stjerner Nicolai Eigtved og C.F. Harsdorff. Dette billede bliver delvist revideret i kunsthistorikeren Ulla Kjærs monografiske disputats, der netop er udkommet i to imponerende, murstenstunge bind. Kjær ser Jardin som en eksponent for en ideologisk nyklassicisme, en bevidst genereret ny stil, der brød med hævdvundne skønhedsidealer, og hun lægger vægt på, at Jardin tilpassede sig danske forhold og derigennem foregreb den enkelhedsfortælling, som har præget dansk arkitektur(historie) siden. Derudover er afhandlingen interessant ved en form, hvor traditionelle monografiske værkgennemgange bliver blandet med komprimerede beskrivelser af samtidens politiske, kulturelle og ideologiske forhold. Jardin bliver hermed indskrevet i en større kontekst, dog nogle steder med risiko for at monografiens hovedpointer drukner i en stor informationsmængde.

Filosofi formuleret i bygningskunst

Kjær lancerer i monografien begrebet ideologisk nyklassicisme til at betegne en fase i nyklassicismen, der endnu ikke var påvirket af en arkæologisk funderet trang til antikiserende korrekthed. Det handlede for Jardin ikke om at kopiere antikkens formverden, men om at bruge antikkens arkitektur til at udlede noget universelt, der i sidste ende også er at finde i naturen. Den ideologiske nyklassicisme er hermed ikke som renæssancen udtryk for en genfødsel, ligesom den heller ikke er bundet af barokkens regelbundne og absolutistiske skønhedsidealer. Det er i den forbindelse Kjærs tese, at Jardin i Danmark grundlagde en ny stil, der

i sin kerne var romantisk, dvs. uden bestemte, udtryksmæssige konnotationer, og at denne stil traditionelt er blevet betegnet som nyklassicisme, uagtet at denne term ikke dækker et bestemt, rendyrket og eksklusivt formsprog, men mere en ideologi, en filosofi formuleret i bygningskunst. (Kjær, p. 38)

Med dette syn på nyklassicismen er Kjær i overensstemmelse med international forskning, der på det seneste har fremhævet nyklassicismens moderne og romantiske side og i samme åndedrag betragtet den som en form for tidlig historicisme. Den fine beskrivelse i bogen af Jardins studieophold i Rom og hans møde med G.B. Piranesi, hvis fantastiske arkitekturfantasier viste antikken på en ny og nærværende måde, synes at underbygge Kjærs tese.

Forestillingen om, at Jardin introducerer en radikalt ny stil, fører imidlertid til, at Kjær lægger meget distance til forgængerne. Jardins interiørudsmykning med forgyldte blomsterstave og trofæer i Eigtveds rokokopalæ til Grev Moltke er til sammenligning således ”først og fremmest ærlig. […] Her er intet simili, kun realistisk gengivne elementer anbragt under hensyn til tyngdeloven.” (Kjær, p. 350). Jardins slot til J.H.E. Bernstorff er ikke – sådan som Kjærs foretrukne Prügelknabe Christian Elling ellers har foreslået – i sin planløsning et typisk eksempel på et traditionelt fransk maison de plaisance. Nej, Jardins løsning med sekundære trapper i gavlene i stedet for indstoppede skjulte trapper og gange, som rokokoarkitekturen var rig på, vidner ifølge Kjær om en radikalt anderledes og pragmatisk tilgang. (Kjær, p. 518). Undertiden kan argumenterne under faderopgørene virke lidt spidsfindige, ligesom de nogle steder i deres indbyggede vurdering, for eksempel gennem brugen af begrebet ærlighed, leder tankerne hen på et latent funktionalistisk arkitekturideal: ”Hans strukturer blev en slags abstrakt skelet, der efter behov kunne udsmykkes.” (Kjær, p. 1053). Ikke desto mindre har Kjær har fat i noget helt centralt, når hun peger på Jardins sans for forenkling, hans pragmatiske tilgang – og ydermere hans evne til at arbejde med bygninger fra andre perioder.

Enkelhedsfortællingen

Jardins pragmatisme, hans forkærlighed for enkle og universelle former og hans åbenhed over for de givne forudsætninger leder videre til en mere lokal, dansk fortælling. Måske ubevidst konstruerede Jardin ifølge Kjær en klassicisme à la danoise:

En fordringsløs sober, og harmonisk stil, baseret på danske materialer og udformet under hensyn til den enkelte bygnings omgivelser. Hans værker føjer sig naturligt ind i landets velkendte række af murstenshuse og bindingsværksgårde med hvad man kunne kalde en ydmyg selvsikkerhed. (Kjær, p. 1090)

Hermed bliver Jardin skrevet ind i det, som inden for kunsthistorien er blevet kaldt naturalismefortællingen. En fortælling, som allerede startede i midten af 19. århundrede med kunsthistorikeren N.L. Høyens agitation for en nationalkunst, og som siden har manifesteret sig i en sejlivet forestilling om en ubrudt dansk udviklingslinje fra det eckersbergske natursyn, over naturalisme og impressionisme og frem til modernismen. (Thrane, 2010; Larsen, 1997). Naturalismefortællingen fremhæver typisk naturalisme, en ukunstlet tilgang, enkelhed og betydningen af regionale inspirationskilder på bekostning af mere komplekse, symbolladede eller manierede udtryk, hvor en dansk proveniens ikke er tydelig. Inden for dansk arkitekturhistorie har den samme fortælling resulteret i, at dansk arkitektur både i det 19. og 20. århundrede konsekvent bliver vurderet i forhold til begreber som mådehold, funktionalitet og enkelhed (Bendsen, 2009). Begreber, som Kjær også anvender i sine analyser af Jardins arkitektur.

Denne fortælling er ikke urigtig; kun problematisk hvis den står alene. Eksempelvis har den i dansk arkitekturhistorie ført til afskrivning af kunstneriske udtryk, der ikke passede ind i fortællingen, fordi de var for komplekse eller manglede et tydeligt lokalt islæt. Jardin har selv været en af fortællingens mest prominente ofre, og Kjærs forsøg på at indskrive ham i det gode selskab er i den forbindelse interessant. Det viser, at en udlænding godt kan være en del af fortællingen, men også at fortællingen fortsat bliver brugt som et slags kvalitetsparameter. Betragter man Jardins Sølvgade Kaserne eller Bernstorff Slot, kan man være tilbøjelig til at give Kjær ret i, at disse værker i deres enkelhed og materialitet peger frem mod nogle lokale karakteristika. Ser man til gengæld på Jardins pyramideformede katafalk til Frederik V eller hans undertiden tvetydige brug af antikke dekorative symboler, virker hans arkitektur piranesisk.

Værk og kontekst

Uanset om man er enig i alle afhandlingens konklusioner, er der tale om et imponerende stykke forskningsarbejde, der bygger på seriøse og langvarige arkivstudier og på omfattende kendskab til Jardins samtid. Afhandlingen giver således et fint indblik i en hel epokes arkitektursyn, der mig bekendt ikke før har været skildret med samme grundighed inden for dansk arkitekturhistorie.

Et sympatisk træk ved afhandlingen er, at Kjær i høj grad inddrager samtidens politiske, kulturelle og ideologiske kontekst. Det er eksempelvis interessant at erfare, hvordan Jardin nærmest arbejder kongenialt sammen med rigets to førende magthavere J.H.E. Bernstorff og A.G. Moltke, og at hans værk er vævet ind i den europæiske kultur, som de tre herrer orienterede sig imod. Det er ligeledes interessant, at Kjær redegør for Jardins møde med den engelske havekunst og som noget nyt afdækker hans sidste tid i Frankrig 1771-99. Enkelte af kontekstbeskrivelserne får imidlertid karakter af ekskurser og bevirker, at afhandlingen bliver meget rig på detaljer, og at man derfor som læser undertiden taber tråden. Det samme gælder for de udførlige gennemgange af byggesagerne, hvor detaljerne kan tage opmærksomheden fra analysernes hovedpointer. Her rummer den monografiske genre en indbygget konflikt mellem på den ende side ønsket om at redegøre for samtlige kunstneriske udsagn og tilskrivninger og på den anden side ambitionen om at tegne en rød tråd.

En sådan kritik ændrer ikke ved, at der er tale om et seriøst skrevet og smukt illustreret bogværk, der kaster nyt lys over en hidtil lidt overset arkitekt og en tid, hvor Danmark var på omgangshøjde med Europas førende kulturcentre. Ulla Kjær har lavet en flot bog om et menneske og en arkitekt i den næsten moderne epoke.

 

Litteratur

Bendsen, Jannie Rosenberg, Enkelhed, mådehold og funktionalitet – en analyse af fremtrædende danske arkitekters udlægninger af dansk arkitektur. Ph.d.-afhandling (København: Københavns Universitet, 2009)

Larsen, Peter Nørgaard, Åndens transcendens og kødets immanens. Dansk figurmaler ca. 1850-1880 i genre og mentalitetshistorisk perspektiv. Ph.d.-afhandling (København: Københavns Universitet, 1997)

Thrane, Lotte, Tusmørkemesteren. 10 kapitler om Lorenz Frølich og hans tid (København: Vandkunsten, 2010)