Heerups mange facetter

Af Liza Kaaring, mag.art., ph.d.

Anni Lave Nielsen, Henry Heerup. Motivets magt Rødovre: Heerup Museum, 2015. 350 sider.

Anni Lave Nielsen, Henry Heerup. Motivets magt
Rødovre: Heerup Museum, 2015. 350 sider.

Anni Lave Nielsen, leder af Heerup Museum i Rødovre, har med biografien Henry Heerup. Motivets magt, lagt et stort materiale om Heerup frem for læseren, der giver en grundig og nuanceret præsentation af mennesket, kunstneren og hans værk, med et særligt fokus på begrebet folkelighed.

Bogen om Henry Heerup er skrevet som en klassisk kunstnerbiografi, der ved brug af citater og notater fra kunstneren, breve, anekdoter, udsagn og tekster af familie, venner og kollegaer etc. søger at komme så tæt på hovedpersonen som muligt. Forfatteren bygger således fortællingen om privatpersonen, familiemennesket og kunstneren op via en dokumentarisk inspireret tilgang, der også behandler de forskellige kunstnermiljøer og -grupperinger, som Heerup indgik i samt hans relationer til nære kollegaer som fx Asger Jorn. Der trækkes i særlig grad på Heerup Museums eget arkiv bestående af breve, kalenderbøger, skitser samt kunstnerens egen artikel- og bogsamling. Samtidig forfølges bogen igennem et receptionshistorisk perspektiv, der løbende beretter om, hvordan Heerup blev modtaget og forstået i sin samtid, af pressen, af kollegaer, af almindelige mennesker og af forskellige virksomheder, der ønskede at låne Heerup-brandet til markedsføring af deres produkt.

Biografien blev udgivet samtidig med, at Heerup Museum i samarbejde med Sorø Kunstmuseum og  Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum satte fokus på Heerup under det fælles udstillingssamarbejde ”Henry Heerup og avantgarden”. Et samarbejde, der resulterede i en antologi med samme titel, bestående af seks artikler, der undersøger Heerups kunst ud fra forskellige vinkler i en avantgarde-teoretisk sammenhæng sammenstillet med en række småtekster af kunstneren selv og en enkelt af Albert Mertz. I antologien undersøger de forskellige forfattere nye metodiske tilgange og analysegreb i forhold til Heerups værker, og den supplerer således Anni Lave Nielsens biografi med nogle grundige og nyfortolkende læsninger af Heerups værker, som ikke findes i biografien. Med deres forskellige tilgange taler de to udgivelser til forskellige læserønsker og supplerer således hinanden godt.

Læsning i flere tempi

Biografien går hovedsageligt kronologisk til værks og arbejder sig igennem Heerups liv og værk fra opvæksten med den enlige mor på Nørrebro til hans død i 1993. Undervejs brydes hovedfortællingen dog af en række forskellige temanedslag, der behandler motiver og andre emner på tværs af tid. Temaerne fokuserer fortrinsvis på motiver som eksempelvis “skraldemanden”, “livshjulet” og “mor og barn”, men inkluderer også emner som Heerups stenskulpturer, hans signatur og hans udsmykningsopgaver. Sammen med bogens fine layout og mange store illustrationer og helsides-citater inviterer temanedslagene til en mere uforpligtende lystlæsning end hovedtekstens længere kapitler. Der er således tale om en udgivelse, der vil flere ting på én gang. Lækker coffee table-bog, der lægger op til en flanerende vandring gennem teksten, på den ene side og grundig og dokumentarisk kunstnerbiografi på den anden side. Jeg synes, at bogen lykkes på begge niveauer, og at det fungerer godt, at den kan indtages ud fra forskellige ambitionsniveauer.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og matcher på den måde Heerups let-aflæselige og ukomplicerede billedsprog. På samme måde undgår forfatteren stort set at teoretisere, og Lave Nielsen holder sig således i sin tilgang til en form, der er loyal over for Heerup selv, der, med hendes ord, generelt ikke var til analyse og teorier. I stedet holder Lave Nielsen sig ret konsekvent til Heerups egen stemme og tankeverden, der perspektiveres med familiens, kollegaers og samtidens blik på ham.

Heerup og folkeligheden

Parallelt med den kronologiske fortælling løber en række emner, som forfatteren behandler i forhold til forskellige perioder af Heerups kunst. Det drejer sig blandt andet om Heerups forhold til forbillederne Rembrandt, Thorvaldsen, H.C. Andersen og Kai Nielsen. Ligesom det i høj grad drejer sig om hans forhold til hverdagen, om hans forhold til motivet og om hans ståsted i forhold til det abstrakte kontra det figurative. Men først og fremmest handler det om det folkelige, om Heerups egen opfattelse og brug af begrebet og lige så væsentligt om andres forståelse af hans kunst og praksis som værende folkelig. Begrebet folkelighed er ifølge bogens forfatter ”uundgåeligt som omdrejningspunkt i en biografi om kunstneren Henry Heerup”, og det behandles derfor løbende bogen igennem i forhold til hans forskellige udtryk og i forhold til de forskellige kunstneriske konstellationer, som han indgik i. Der gøres ikke noget forsøg på at indkredse en enkel definition af begrebet eller låse begrebet fast i en bestemt betydning. Tværtimod understreger Lave Nielsen med sin tilgang, at der er tale om en kompleks størrelse, der løbende antager nye betydninger alt efter hvilken fase i Heerups kunst, der er tale om, og afhængigt af, om begrebet bliver brugt i forbindelse med kunstnerens brug af materialer, bearbejdningen af et værk, eller om det eksempelvis bliver brugt i forhold til, hvordan Heerup inddrager eventyret og hverdagen i sin motivverden.

I forfatterens redegørelse for Heerups egen opfattelse af begrebet folkelighed peger hun på hans tidlige inspiration fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der var medvirkende til, at Heerup tænkte folket som en inkluderende frem for en ekskluderende størrelse, der ikke var defineret i modsætning til noget andet, men som derimod på én og samme tid omfattede den fine dame, arbejderen og tiggeren. Et andet vigtigt element i Heerups folkelighedsbegreb var, at han så sig selv som en del af folket. Dette betød, ifølge Lave Nielsen, at Heerup på en og samme tid kunne være sig selv og skabe kunst for folket. At han så en sammenhæng mellem den frie kunst og kunsten for folket betød ligeledes, at han på en og samme tid kunne kæmpe for den frie kunst og den folkelige kunst. Det havde stor betydning for Heerup, at arbejdet som kunstner havde den samme status som for eksempel håndværkerens arbejde, og på denne baggrund gav det, at kunsten var for folket, hans eget arbejde en berettigelse. Som forfatteren skriver: “Legitimiteten lå i ham selv som kunstner af folket, en rolle, han udlevede resten af livet.”

I 1944 skrev han teksten “Al Kunst Bør Være Folkelig” til tidsskriftet Helhesten. Her pegede han på det kunstneriske i mange af hverdagens visuelle udtryk som filmen, kagerne og fortidens stenudsmykninger, hvormed han søgte at udviske skellene mellem kunsten, hverdagen og de folkelige udtryk. I lighed hermed gav han i 1934 i tidsskriftet linien en opskrift på, hvordan man laver en skraldemodel og lagde dermed op til, at alle kunne lave kunst, hvormed han, som Lave Nielsen skriver, “udviskede skellet mellem sig selv som professionel kunstner og læseren.” Man kan sige, at det på et overordnet plan var den samme intention om at bringe kunsten og folket tættere på hinanden, der lå bag hans arbejde med at fjerne skulpturens sokkel og dermed dens ophøjethed, hans engagement i Arbejdernes Kunstforening, hans mange udsmykningsopgaver, designs til kommercielle produkter, kunstnermapper etc.

Biografiens næstsidste kapitel afslutter bogens gennemgående og vidt forgrenede undersøgelse af Heerup og folkeligheden under overskriften “Folkekær og folkeeje” ved at pege på, hvordan der skete en bevægelse i den offentlige forståelse af Heerup fra det folkelige, som en egenskab ved hans kunst, til afledningerne folkeeje og folkekær, som i de sene år blev hæftet på personen Heerup. Kapitlet beskriver også, hvordan Heerup fra midten af 1960’erne var blevet et stærkt brand, som mange institutioner og virksomheder gerne ville benytte. Hans motiver kom således ud til “folket” på mange af Irmas produkter, på Georg Jensens Mors Dag-platter og via dyremotiver, tegnet for Verdensnaturfonden. Ligesom han tegnede logoer med mere for en lang række store virksomheder som DSB og Dansk Flygtningehjælp. Biografiens gennemgående fokus på folkeligheden betyder, at den på mange måder fremstår som en lang og vigtig diskussion af dette centrale aspekt af Heerups virke, der ikke tidligere har været udfoldet så nuanceret.

Biografien foretager desuden en række væsentlige myte-drab og opgør med misforståelser. Et af drabene går på en vedholdende fortælling om Heerup som en uskolet og autodidakt kunstner, der bygger på en historie om, at Heerup blev smidt ud af Kunstakademiets Billedhuggerskole, fordi han simpelthen “savnede forudsætningerne for at blive billedhugger”. I virkeligheden gik Heerup aldrig på billedhuggerskole, og historien er således en misforståelse, der blev fastholdt, fordi den af hans kunstnerkollegaer i linien kunne bruges til at forklare, hvorfor han passede godt ind i deres projekt. Lave Nielsen understreger, at Hee-rup i stedet var en flittig studerende under Kunstakademiets professorer Ejnar Nielsen og Aksel Jørgensen.

I bogens forord peger forfatteren selv på, at biografien er en mulig biografi ud af mange. Den er et resultat af den viden, vi har om kunstneren i dag, og af vores tids blik på ham, og den er, som hun skriver, ikke et facit, men et bud, en åbning. Formålet har været at åbne for en mere differentieret forståelse af kunstneren set i forhold til hans samtid. Det, synes jeg, er lykkedes.