En nordisk kirkekunstner

Af Ulla Kjær, dr. phil.

Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen Redaktion: Malene Linell Ipsen. Kerteminde: Johannes Larsen Museet, 2012. I samarbejde med Museet for Religiøs Kunst, Nivaagaards Malerisamling, Oluf Høst Museet, Ribe Kunstmuseum, Schæffergården, Sophienholm og Ærø Museum. 190 sider.

Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen
Redaktion: Malene Linell Ipsen. Kerteminde: Johannes Larsen Museet, 2012. I samarbejde med Museet for Religiøs Kunst, Nivaagaards Malerisamling, Oluf Høst Museet, Ribe Kunstmuseum, Schæffergården, Sophienholm og Ærø Museum. 190 sider.

Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, Nordisk længsel – møde med folkekulturen i Sven Havsteen-Mikkelsens rejsedagbøger og billedverden Kerteminde: Johannes Larsen Museet, 2012. 163 sider.

Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, Nordisk længsel – møde med folkekulturen i Sven Havsteen-Mikkelsens rejsedagbøger og billedverden
Kerteminde: Johannes Larsen Museet, 2012. 163 sider.

I Folding kirke omtrent midtvejs mellem Ribe og Kolding står en renæssancealtertavle med et maleri, der breder sig ud over både storfeltet og de to sidefelter. Det er bevægende. Blå og brune farver brydes og bliver til bølger med hvide toppe. Alt er i oprør. Men midt i det frådende hele af hav og himmel står en lille, klippefast skikkelse i rødt og med løftede arme: Jesus i øjeblikket lige før han stilner stormen på Geneserat Sø.

Skitsen til dette billede udgør indledningen til den ene af de to bøger, der udkom i anledning af 100-året for kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsens fødsel den 16. september 1912, nemlig Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen.

Den samme bog sluttes af med et fotografi af Sven Havsteen-Mikkelsen på vej ud af en dør, og spændt ud mellem det centrale maleri og manden, der udførte det, kommer læseren hele vejen rundt om Havsteen-Mikkelsens kunst. En udmærket indledning giver hovedlinjerne i hans liv, og den suppleres med en biografi og en række familiebilleder, der dog skjuler sig før den samlede litteraturliste samt en række noter til bogens forskellige afsnit.

Det er lidt svært at gennemskue den rækkefølge, hvori de enkelte bidrag til bogen forekommer, og det kan selvfølgelig være en anke. Omvendt medfører denne disposition et vist spændingsmoment; man ved aldrig, hvad der gemmer sig i den næste artikel, og læser dermed bogen som en ren roman. I redaktionel henseende kunne det have været fikst, hvis der havde været en større konsensus med hensyn til, hvordan bogens hovedperson skal omtales; der bruges således alle muligheder fra hans fulde navn over Havsteen-Mikkelsen, Havsteen, SHM til Sven – for slet ikke at tale om, at han i Malene Linell Ipsens artikel om kunstneren i Kerteminde samt i halvdelen af billedteksterne til familiebillederne omtales som Sven Mikkelsen eller bare Mikkelsen. Da det i disse tilfælde handler om kunstnerens unge år, er det principielt korrekt, men det kræver, at læseren husker, at det i indledningsartiklen hed, at ”der skulle gå mange år, inden Sven Havsteen-Mikkelsen tog begge sine fædres efternavne”, det vil sige både den biologiske fars Havsteen og adoptivfaderens Mikkelsen. Og så skal tungen lige i munden for at afgøre, hvornår ”Mikkelsen” er Sven, og hvornår det er hans adoptivfar Ejnar. Det fremgår ikke af biografien, hvornår Mikkelsen blev til Havsteen-Mikkelsen, men i bogens næstsidste kapitel oplyses det, at det skete med en tilføjelse af en bindestreg midt i 1930erne.

Det ville også have været rart med en liste over de enkelte bidragyderes baggrund. Det tager eksempelvis et øjeblik, før man som læser gennemskuer, at Estrid Brandrup er Havsteen-Mikkelsens datter. Men ligesom nogle få tossede stavefejl såsom ”vandrerudstilling” og hele tre forskellige årstal for hvornår Havsteen-Mikkelsens hustru døde, er dette småting i forhold til de mange spændende oplysninger i de forskellige artikler.

En række af bidragene trækker på Havsteen-Mikkelsens egne dagbogsnotater. Det gælder både kapitlet ”Optegnelser fra Grønland”, hvor kunstneren stort set selv har ordet; Malene Linell Ipsens to artikler om kunstneren i henholdsvis Kerteminde og Lopra på Færøerne såvel som Jens Sandbergs bidrag om Havsteen-Mikkelsen og Oluf Høst, foruden naturligvis Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsens ”Nordiske rejsedagbøger”.

Næsten endnu bedre er de mundtlige overleveringer, som Kjeld Heltoft flittigt citerer i sin kærlige og meget oplysende skildring af sit mangeårige venskab med den næsten tyve år ældre kunstner. I Heltofts bidrag får læseren med Havsteen-Mikkelsen selv som guide en række miniportrætter af kunstnere fra generationen før: den følsomme Edvard Weie, den logiske Ernst Zeuthen, den praktiske Olivia Holm-Møller og den økonomiske Fritz Syberg, for slet ikke at tale om Johannes Larsen, der lagde sig efter Theodor Philipsen og undgik sort på paletten – og som forresten også var ret så kontant: ”det gælder sgu bare om at komme ud til fuglene og se at få dem tegnet, inden de flyver […]” Denne ligefremme naturlighed ”gjorde mig eftertænksom overfor mit personlige engagement i modernismen”, indskyder Heltoft selv, før han atter giver ordet til Havsteen-Mikkelsen og citerer: ”Himmel og hav kræver store pensler”, ”Cobra […] var et sidespor – kun gennemført af grundlæggerne”, og så videre. Set i lyset af, at flere af bogens øvrige bidrag skildrer Havsteen-Mikkelsen som ret fåmælt, føles det som en særlig oplevelse at få lov til at følge ham og Heltoft rundt, få et indblik i deres diskussioner og næsten stå ved siden af, når de arbejdede. Havsteen-Mikkelsen krævede frihed, både når han malede (freskoen var ”alt for saglig en udtryksform til mit temperament […] i oliemaleriet kunne jeg bedre […] indføre dramatiske naturstemninger”) og når han udførte grafik; et medie, der dog krævede en lille omvej for at sikre, at tegning og tryk kom til at vende samme vej (”mit arbejde med landskabet foregår ikke i et artistisk ingenmandsland”).

En anden af bogens gode artikler er Anders Thyrring Andersens ”Kristendom er nu”, der tager sit udgangspunkt i Havsteen-Mikkelsens venskab med Martin A. Hansen, men som især behandler de to kunstneres åndelige og kunstneriske slægtskab og supplerer med en række tankevækkende betragtninger omkring den moderne kirkekunst. I tilslutning til Ole Wivel, der tidligere har biograferet Havsteen-Mikkelsen, mener Thyrring Andersen, at mødet med Hansen blev afgørende for, at de førhen mere adskilte elementer i Havsteen-Mikkelsens billedkunst: landskab, tradition og kristentro, nu smeltede sammen, så moderniteten blev kristnet og kristendommen gen-taget. Fornyelsen kom da ikke til at ligge i bruddet med traditionen, men i en fortsat fortolkning heraf. Hans kunst blev dermed, anføres det, ligesom Hansens, en gendrivelse af den generelle danske idé om, at det ikke lader sig gøre både at være religiøs og moderne. Hansen og Havsteen-Mikkelsen forenede begge et kristent livssyn med et modernistisk formsprog ud fra en fælles forestilling om, at kristendommen er et nu, noget, der kan ophæve afstanden mellem fortid og nutid og mellem det universelle og det personligt erfarede. I Havsteen-Mikkelsens fortolkning blev der virkelig bygget broer. Hans egne iagttagelser af det konkret eksisterende blev til kosmiske abstraktioner; han tegnede et skib til ”Moby Dick”, og det var, som Hansen formulerede det, ”ikke bare tegnet af en kunstner […] det er kaldt op fra de døde af en, som virkelig kender det”. Det lader sig ikke lige afgøre, hvilken label der skal sættes på hans kunst. Og som Thyrring Andersen skriver: ”at befinde sig i dén uafgørlighed er præcis Havsteens mesterskab”.

Mere pragmatisk kan det bemærkes, at denne uafgørlighed også er nøglen til Havsteen-Mikkelsens succes som kirkekunstner. Han favner så bredt, at de fleste kan se deres private tro fortolket i hans billeder. Det er også et interessant aspekt i forhold til det fremtidige forhold mellem religion og modernitet.

Bogen rummer naturligvis også et afsnit om Sven Havsteen-Mikkelsen og den kristne inspiration, og afsnittets forfatter, Krestina Skirl, supplerer sobert Thyrring Andersens overvejelser med en redegørelse for kunstnerens vej til kirkerne, hans motiver og hans ønske om at gøre de kristne motiver nærværende. En bemærkning om, at hans koncentration om Korsfæstelsen bundede i hans ideal om, at kunst skabt til kirken skulle være kristocentrisk og dermed fortrinsvis handle om kristendommens centrale fortælling: lidelseshistorien, kunne dog godt have været uddybet og diskuteret. Lidelseshistorien kulminerede jo ikke med Korsfæstelsen, men med Opstandelsen, og kan det virkelig passe, at Havsteen-Mikkelsen har undladt at male dette motiv, fordi han, som Skirl skriver, kun kunne gengive, hvad han kendte, fordi resultatet ellers blev en løgn? Vel var Opstandelsen bibelsk set uden vidner, men de soldater, der var sat til at vogte Kristi grav, så den engel, der væltede stenen fra graven, og middelalderens kunstnere lod en enkelt af dem også have oplevet selve underet, ligesom de for resten gerne skildrede den tomme grav. Så når Havsteen-Mikkelsen kunne flytte Jesus, der stilner stormen, fra Geneserat Sø til Nordatlanten, burde en teoretisk set uset Opstandelse ikke være noget problem.

Skirls opsummerende citat af Havsteen-Mikkelsen selv står centralt for hans kunst og især for hans kristne kunst: ”Et billede må aldrig blive så færdigt, at tilskueren ikke kan arbejde med på det […] det virkelige billede er ikke det, der er fæstnet til lærredet, men det, der sker i de mennesker, der ser på det […]” Det svarer smukt til datteren Estrids anekdote om Havsteen-Mikkelsens svar til et menighedsråd, der ville vide, hvor lang tid det tog at male et alterbillede. Kunstneren sagde ”hele livet”.

Blandt de øvrige bidrag er Mikael Wivels faktuelle og dog underfundige beskrivelse af Havsteen-Mikkelsens orientering mod det nordiske. Om hans modstand mod EF. Og om hans prompte forlægning til Ærø, da broen fra Svendborg til hans hidtidige hjem på Tåsinge blev bygget. Men først og sidst om hans vej til den kunst, der blev hans, og om den arv, som han efterlod sig. Om hans indlevelse i det nordiske landskab, og om hvordan landskabet i naturen afspejlede landskabet i sindet.

Estrid Brandrup og Mikkel Kühl beskriver begge Havsteen-Mikkelsens problemer med at male, hvis hans omgivelser blev for idylliske. Mikkel Kühl citerer Oluf Høst for at bemærke, hvordan den yngre malers sjæl blev hjemløs i det yndige, og giver også ordet til Havsteen-Mikkelsen selv, der stillet over for den kvælende og omklamrende, sydfynske sødme, jamrede: ”Jeg kunne tegne pipfugle”. Det kan strejfe læseren, at denne indstilling kunne have været sammenstillet med Havsteen-Mikkelsens omhyggelige omgåelse af Opstandelsesmotivet. Men på den anden side føles den fragmenterede fremstilling af kunstneren, som de mange bidrag giver, så logisk og så naturlig for netop denne rigt facetterede mand, at man lukker bogen med en fornemmelse af at være kommet rundt og at være blevet meget klogere.

Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen indeholder følgende bidrag:

Bjarne Nielsen Brovst, Troels Malthe Borch og Malene Linell Ipsen, ”Sven Havsteen-Mikkelsen biografi”

Malene Linell Ipsen, ”Jeg kan sige ligesom Syberg: Der er ingen i verden, der skal få mig fra at male. Sven Havsteen-Mikkelsen i Kerteminde”

Sven Havsteen-Mikkelsen, ”Optegnelser fra Grønland til at male efter ud af min dagbog”

Malene Linell Ipsen, ”Mit forhold til hvalen er av gammel dato”

Jens Henrik Sandberg, ”Den store mands søn”

Anders Thyrring Andersen, ”Kristendom er nu. Om Martin A. Hansen og Sven Havsteen-Mikkelsen”

Malene Linell Ipsen, ”Træsnit og xylografi”

Mikael Wivel, ”Sven Havsteen-Mikkelsen og den norrøne naturromantik”

Estrid Brandrup, ”Erindringer fra familielivet”

Marianne Wirenfeldt Asmussen, ”En nordisk vandreudstilling, 1982-1984”

Krestina Skirl, ”Sven Havsteen-Mikkelsen og den kristne inspiration”

Kjeld Heltoft, ”Maler ved Fyns hoved. Den nordiske baggrund”

William Heinesen, ”Til Sven Havsteen-Mikkelsen. Det muntre Nord”

Ole Wivel, ”Taknemmelig Havsteen”

Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, ”Nordiske rejsedagbøger. Havsteens møde med landskaber og folkekulturer”

Mikkel Kühl, ”Sven Havsteen-Mikkelsens år på Ærø”

Mikael Wivel, ”Biografi”

Bogen Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen rummer også et bidrag af Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen. Dennes ”Nordiske rejsedagbøger” er en forsmag på hendes egen bog om Havsteen-Mikkelsen, Nordisk længsel – møde med folkekulturen i Sven Havsteen-Mikkelsens rejsedagbøger og billedverden. Den udgør et fortrinligt supplement til Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen, men bærer på godt og ondt præg af, at bogens hovedperson er dens forfatter endog meget bekendt: Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen er gift med Havsteen-Mikkelsens yngste søn. De grundlæggende biografiske oplysninger om bogens hovedperson bliver således også raskt overstået sidst i dens indledning. Forfatteren er etnolog, og det, der har interesseret hende, er miljøerne i det fjerne Norden; livsformerne, folkekunsten og den materielle folkekultur. Det oplyses, at det har været nødvendigt med en vis afgrænsning af ”malerfeltets tid og rum”, og at valget er faldet på en fokusering på vejene til Norge, Færøerne, Island og det sydlige Grønland, uagtet at eksempelvis Skotland og det nordøstlige Grønland dermed er udelukket. Dispositionen er ikke nærmere begrundet, men enhver udgivelse af en række bidder af en originaltekst holdt sammen af en forklarende prosa må i sagens natur basere sig på det ene valg efter det andet, uden at den bagvedliggende tankegang nødvendigvis er beskrevet.

Men efter at have valgt de geografiske afsnit, hun vil behandle, har forfatteren givet dem en rækkefølge, der, som hun skriver, svarer til den rute, landnamsmændene tog i det nordvestatlantiske kulturområde tusind år tilbage. Dette er forklaret som et udtryk for Havsteen-Mikkelsens  fornemmelse af en stærk slægtsforbindelse til disse vikinger, og omend den udenforstående læser kan finde det lige lovlig symbolsk, er det i udmærket overensstemmelse med bogens overordnede betoning af den biograferedes forhold til de nordlige verdener. Hver af de enkelte afsnit kan i øvrigt læses kronologisk og i høj grad også som et billede på den person, der skriver. Den djærve maler bliver meget menneskelig, når han eksempelvis beskriver en fuglefangst i de færøske fjelde og beretter om, hvordan deltagerne lader sig fire ned ad bjergsiden mod en kogende brænding flere hundrede meter nede, kun holdt fast af en pæl, der var så mør, at den gik i stykker, da den blev banket ned. Et stykke nede var en hylde, hvor to mand kunne stå, og her, skriver Havsteen-Mikkelsen, blev han stående: ”jeg tænkte på pælen – og på Pam og børnene”. Hist og her er det også indflettet lidt kunsthistorie: ”Willumsens badende drenge er storslået”, eller, som i 1958: ”Så Louisiana i formiddag og det deprimerede mig, er fremmed i alt dette eller måske utilstrækkelig […]”. Hverken kunsthistorien eller etnologien er dog voldsomt forklaret, og indimellem opstår der ubesvarede spørgsmål: hvorfor var Havsteen-Mikkelsen for eksempel decideret tegner for arkitekten Knud Krogh fra Nationalmuseet på en rejse i Grønland så sent som i 1965? Men grundlæggende har Nordisk længsel – møde med folkekulturen i Sven Havsteen-Mikkelsens rejsedagbøger og billedverden den samme karakter som Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen: læseren præsenteres for et mægtigt materiale i både tekst og billeder, og så kan hun eller han selv plukke løs og glæde sig over det indvundne. Bøgerne må læses i rækkefølge og Havsteen. Sven Havsteen-Mikkelsen først. Men så supplerer de hinanden på det fornemste.

I 1982 blev der arrangeret en vandreudstilling af den da halvfjerdsårige Havsteen-Mikkelsens værker. I denne sammenhæng blev hans billeder meget passende beskrevet som kunst malet med overtøj på, og på tidspunkter og steder, hvor de mørkerædde og kuldskære ville have foretrukket stuevarmen. Hans kunst bevæger, den er sublim i romantikkens betydning af ordet. I en skrækblandet anelse om ukontrollable kræfter opstår en sansning af grænseløshed og dermed, i et nu, en fornemmelse af et indblik i det uendelige. Set i dette lys giver de to jubilæumsbøger også anledning til en helt anden refleksion, nemlig hvorfor Havsteen-Mikkelsen kun yderst sporadisk optræder i moderne kunsthistoriske oversigter. Er det fordi han primært huskes  som mester for en lang række altertavlemalerier, der takket være så håndgribelige titler som ”Jesus, der stilner stormen” mere betragtes som bibelillustrationer end som ’rigtig’ kunst?  Hvis det er tilfældet, bør bøgerne kunne bidrage til, at Havsteen-Mikkelsen revurderes og hans værker anskues i et nyt, almengyldigt lys.