Det foranderliges kunst

Af Martin Søberg, mag.art., ph.d.

Som det blå. Arbejder af landskabsarkitekten  Torben Schønherr. Redaktion: Bente Bramming, Tine Nielsen Fabienke, Anne Højer Petersen og Torben Schønherr.  Toreby: Fuglsang Kunstmuseum; Ribe: Ribe Kunstmuseum; Århus: Schønherr A/S, 2013. 132 sider.

Som det blå. Arbejder af landskabsarkitekten
Torben Schønherr.
Redaktion: Bente Bramming, Tine Nielsen Fabienke, Anne Højer Petersen og Torben Schønherr.
Toreby: Fuglsang Kunstmuseum; Ribe: Ribe Kunstmuseum; Århus: Schønherr A/S, 2013. 132 sider.

 

Det hører så absolut til sjældenhederne, at danske museer viser udstillinger om landskabsarkitektur og havekunst, endsige udgiver kataloger i samme anledning. Udstillingen Som det blå. Arbejder af landskabsarkitekten Torben Schønherr, vist på Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum i 2013-14 i anledning af Schønherrs omdannelse af landskabet omkring Fuglsang Gods og Kunstmuseum (2005-08) og af Ribe Domkirkeplads (2013), er en ensom svale og kataloget dermed noget ret enestående.

Med sine 132 sider i landskabsformat og lækker lærredsindbinding giver kataloget indsigt i denne det foranderliges kunstart og en række bud på indgange til Schønherrs arbejde igennem artikler, kortere essays, fotografier af realiserede projekter, et interview med arkitekten og dennes egne håndskrevne- og tegnede digte og skitser. Som det blå er solid formidling af en kunstart og et oeuvre, dog uden plads til mere omfattende værk-analyser og kontekstualiseringer. 

At man i Som det blå finder et afsnit med titlen ”Hvad er landskabsarkitektur?”, er ganske tankevækkende. Man forstiller sig vanskeligt, at noget tilsvarende ville gøres til del af et katalog om en billedkunstner: ”Hvad er kunst?” Er denne kunstart så fremmed for os, at den først må defineres? Måske er det landskabsarkitekturens lod, at den, når den er bedst, ofte er usynlig. Fuglsang og Ribe Kunstmuseer skal i så fald have tak for at kaste lys over denne diskrete kunstart, skønt man må ty til andre kilder, hvis man vil have nuancerne i en aktuel teoretisering af landskabsarkitekturen med, eksempelvis Malene Hauxners Supernatur (Hauxner, 2011, anmeldt i Kunsthistorisk Bogliste, nr. 2, 2011) eller den for nyligt udkomne antologi Landscript 3: Topology (Girot et al. (red.), 2013).

Torben Schønherr (født 1943) er landskabsarkitekt med egen virksomhed – én af Nordens største af sin art – grundlagt i 1984 og i dag med kontorer i Århus og København. I Schønherrs værker møder man en tro på det store, enkle greb. I den forstand ligger tegnestuens poetik i forlængelse af et moderne paradigme. Kun i ringe grad har tegnestuen gjort brug af pangfarver, gummibelægning og supergrafik i arv fra popkunsten; elementer, der ellers med større eller mindre berettigelse har præget dele af international landskabsarkitektur igennem de sidste 10-15 år. Men landskabsarkitektur er for Schønherr nu heller ikke blot et spørgsmål om at løse funktionelle krav og at rydde op i den hob af praktisk inventar, som byens rum let fyldes af: skraldespande, skilte, pullerter, bænke, træer, støttemure og vejbump. I stedet understreges en etisk dimension, en humanisme; fortællingen om landskabsrummets lange varighed.

Annemarie Lunds bidrag er en oversigtskabende artikel, der sætter tegnestuens vigtigste arbejder i relation til hinanden. Præcist og nøgternt gennemgår Lund projekterne og udpeger centrale temaer og stærkt varierende inspirationskilder, fra den menneskelige krop og galaksesystemer til vikingeborgen Fyrkat og Bramantes Belvederegård i Vatikanet. Ellen Braae beskriver tegnestuens arbejde med byudvikling og transformation af eksisterende byområder som værende præget af en poetisk monumentalitet, der udfordrer efterkrigstidens fokus på funktionsopdelinger og segmentering i ”grønne” og ”blå” områder. Nutidens byudvikling, helt generelt og nationalt som internationalt, forudsætter ifølge Braae snarere en forståelse for dynamikken imellem forskellige funktioner og imellem fysiske, kulturelle, økonomiske, tekniske og sociale parametre. Hos Schønherr kombineres løsningen af tekniske udfordringer, eksempelvis bæredygtig regnvandshåndtering, således med det monumentale, der introducerer en ny fortælling om netop dette sted.

Som det blå indeholder følgende bidrag:

Anne Højer Petersen og Dagmar Warming, ”Forord”

Wikipedia og Torben Schønherr, ”Hvad er landskabsarkitektur?”

Annemarie Lund, ”I al sin enkelhed”

Som flere af katalogets forfattere understreger, er landskabsarkitekturen karakteriseret ved at bero på et tidsligt aspekt. Dette at årstiderne og vejret skifter, at planter gror og forandrer sig. Landskabsarkitektur opleves multisensorisk, blandt andet igennem bevægelse, altså i kraft af andre former for perception end blot den visuelle. Dette er en betingelse, der kan vanskeliggøre repræsentationen af landskabsarkitekturen; måske derfor den manglende interesse blandt kunsthistorikere. Hvordan griber man alle de forskellige stadier, der optræder i værket, og hvor et enkelt billede kommer til kort i forhold til en rumlig og tidslig kompleksitet? Vi må påberåbe os et dynamisk værkbegreb, argumenterer Peter Holst Henckel for i sit lille essay med henvisning til Umberto Ecos begreb om det åbne værk. Proces og dette, at beskueren er inddraget, er afgørende. I den forstand ligner landskabsarkitekturen samtidskunsten.

Billeder kan imidlertid også stimulere forståelsen af det enkelte værk. Som det blå rummer fotografier af nogle af de fremmeste danske arkitekturfotografer, heriblandt Christina Capetillo og Jens Lindhe. Sidstnævntes panorama af Schønherrs projekt på Vestre Kirkegård i København set i regnvejr er indsat i kataloget med udfoldelige sider, der lader læseren opsluges såvel af den centralperspektiviske akse af kirsebærtræer med fikspunkt i et ruinøst kapel som af regndråber på mælkebøtterne i græsset: Mellem den helt store og den helt lille skala. Dette er netop landskabsarkitektens arbejdsfelt, at skulle bevæge sig fra den enkelte plante til den uendelige akse, der strækker sig igennem landskabet eller byen. Landskabet og byen forstås derfor gerne som felter af forskellige intensiteter og kvaliteter snarere end den sammenhængende komposition, tidligere tiders planlæggere og arkitekter fremlagde som idealet i mere eller mindre utopiske projekter.

Det kan meget vel være, at det også er disse forbindelser mellem stort og småt, det synes at give Schønherrs projekter – og kataloget – en vis alvor, skønt Torben Schønherr i interviewet bemærker, at ”det skal være sjovt”. For værkerne fremstår overvejende som serious business, nok sanseligt appellerende, men præget af en vis tilbageholdenhed, en stramhed i brug af virkemidler. Hvad der indimellem må balancere på kanten af det bevidst usynlige, fremstår imidlertid som en viljefast grund, når det lægger rum til værker af billedkunst. Netop i samarbejdet med billedkunstneren Ingvar Cronhammer (Vejle Rensningsanlæg, 2009), billedkunstneren Jørn Larsen (Bertel Thorvaldsens Plads, 2002) eller med arkitekten Carsten Juel-Christiansen og billedkunstneren Marianne Hesselbjerg (Vestled, Hvide Sande, 2003-6) viser Schønherrs arbejder deres styrke: En rå enkelthed, der på poetisk vis forandrer stedet mere end blot nu og her.

 


Litteratur

Girot, Christophe et al. (red), Landscript 3: Topology (Berlin: Jovis, 2013).

Hauxner, Malene, Fra naturlig natur til SUPERNATUR. Europæisk landskabsarkitektur 1967-2007 set fra Danmark (Risskov: Ikaros Press, 2011).