Johannes Wiedewelt – en kompliceret kunstner

Af Ulla Kjær, dr.phil. 

 

I 1700-tallets sidste halvdel opstod den moderne tid med dens frihedsideal, offentlige mening, moderne statsdannelse – og nationale kunst. Magthaverne var uhyre bevidste om, at kunst og kultur kunne bruges som udtryk for samfundets formåen, og om, at det kunne betale sig at have sine egne kunstnere. Det førte til oprettelsen af en række kunstakademier. I Danmark blev der i 1738 oprettet en kunstskole, som i 1754 blev nyindstiftet i form af Det kongelige danske Skildre-, Bildhugger- og Bygnings-Academie. Det indledte sin virksomhed med lutter udenlandsk fødte lærerkræfter, og det faldt fint i tråd med, at Danmark – eller den danske konges riger – på dette tidspunkt var en magt af international betydning og med åbne grænser. Udlændingene var indkaldt for at ophjælpe Danmark, men i takt med at det lykkedes, kom de til at overflødiggøre sig selv til fordel for indfødte danskere. I pjecen Brev om Kierlighed til Fædrenelandet fra 1767 skrev juristen Eiler Hagerup, at patriotiske skribenter endnu fornøjer sig over at kunne nævne en række navne på ”fremmede, der danner vores smag”, men at det nu må være på tide at rose sig af navne på danskfødte som blandt andet Harsdorff, Wiedewelt, Als og Cramer (Feldbæk, pp. 153-59).

Billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der 30 år gammel i februar 1761 blev det nystiftede akademis første danskfødte professor, kom til at opleve, hvordan tiderne skiftede: Fra Frederik V’s regeringsperiode (1746-66), hvor udlændingene kappedes om at gøre Danmark kendt og kunsten havde en sikker plads på den kongelige indkøbsliste – og til årene fra 1766, da nationalitetsbegrebet i stigende grad slog igennem, men hvor det på grund af den nye konge, Christian VII’s, psykiske ubalance var noget omskifteligt, hvem der havde magten og dermed et behov for kunst. Wiedewelt gik i høj grad ind for det nationale, eller som han skrev i 1775, for at gøre ”tanken national”. Det betød selvfølgelig, at han, som der slås til lyd for i Johannes Wiedewelt side 18, fulgte ”Winckelmann’s admonitions to ’bring the Greek beauty under Cimbrian skies’”. Men også, at han gjorde det i anvisningens fulde udstrækning: Winckel-mann satte kunsten ind i en social sammenhæng og vurderede et givet værks skønhed som et resultat af en fusionering mellem kunstnerens talent og hans tids klimatiske, kulturelle og politiske konditioner. Dermed måtte det omvendte også gælde, og kunstneren tilstræbe udtryk, der beskrev den aktuelle tid ud fra det givne sted. Dermed var Wiedewelt også en sand nyklassicist, forstået på den måde, at han ønskede en ny stil, men ikke en, der bare kopierede antikken; dette ville, som han selv skrev, kun være som at ”leve efter Døde, og at giøre Arbeyde som ikkun tiener till at opfylde ledige pladser”. Han ville ”give Eftertiden Beviis om en Standfast Smag af en Periode” og med naturen og antikken som sine vejvisere oplede den originale tanke – ”thi den som bestandigen træder udi en andens Fodspoer, kommer aldrig foran” (Wiedewelt, 1762).

Wiedewelt var en kompleks og kringlet personlighed, men også en kunstner, der med sin stædige stræben efter et tids- og stedssvarende udtryk spiller en betydningsfuld rolle i den danske kunsthistorie. På dansk er han biograferet af F.J. Meier i 1877 og i et katalog til en udstilling på Sophienholm i 1985. Blandt andre publikationer om hans virke er K.W. Tesdorpfs relativt ukendte biografi fra 1933. Men som det hedder i Johannes Wiedewelt, kan det undre, at denne vægtige kunstner ikke i højere grad er gjort til genstand for studier.

Svaret gives til dels i bogen selv. Wiedewelt spændte over så meget, at det kræver et tilsvarende spekter af kompetence at fange ham ind. Derfor virker det indlysende at give bogen den givne ramme, nemlig at lade den være baseret på et seminar af fagfolk med mange forskellige specialiteter. Forskellige mennesker er dog forskellige, og når en række seminarindlæg på denne måde bruges som en samlet biografi om en vigtig kunstner, opstår der let en fornemmelse af, at der er givet en masse gode indblik, men at det ikke er så let at sætte dem sammen til et helhedsbillede. Dette indtryk udspringer også af, at bogen ikke kan opfattes som et egentligt kunsthistorisk værk. Den er udgivet i serien Acta Hyperborea, som oftest omhandler emner inden for klassisk arkæologi, og den synes sine steder i lidt for høj grad at tilpasse sig denne ramme. Marjatta Nielsens bidrag: ”For King and Country: Johannes Wiedewelt’s Roman Drawings in His Artistic Practice” rummer eksempelvis langt mere spændende og generelle tanker om Wiedewelts kunstteori, end artiklens romerske afgrænsning antyder.

Værre er det, at det – måske på grund af rammen? – tilsyneladende har været svært at få indhentet den ganske store økonomiske støtte, som er nødvendig, når det gælder kunsthistoriske værker. Formidling af kunsthistorie kræver billeder, og professionelle optagelser, køb af billeder, copyright og billedbehandling er så dyrt, at der af mangel på penge til stadighed må udgives vægtige kunsthistoriske værker, hvor billederne langt fra står mål med teksten. I Johannes Wiedewelt synes billedmaterialet typisk leveret af de enkelte forfattere. Kvaliteten er i al fald meget springende og yder som helhed ikke Wiedewelts værker fuld retfærdighed. Der er ingen tvivl om, at en professionel fotograf kunne have gjort underværker for bogen ved at få de gengivne skulpturer til at fremstå med hele den distinkte detailrigdom, hvormed de er skabt.

Bogen er valgt udgivet på engelsk. Det er med god ret begrundet med, at Wiedewelt har fortjent at blive kendt af en større kreds, og det har gjort det rimeligt at medtage et par bidrag, som er baserede på tidligere publikationer på dansk, men som belyser vigtige sider af Wiedewelt, nemlig Karin Krygers artikel om Wiedewelt og allegorien og Erik Westengaards om det frimureriske symbolindhold i Wiedewelts monumentlund i haven ved Jægerspris. Det kan dog være forbløffende svært at publicere et dansk materiale på et verdenssprog på en måde, så indholdet kommer til at leve op til sproget. Det kræver en bevidst udenforstående holdning, som i denne sammenhæng passende kan illustreres ved den Danmarkshistorie på det europæiske hovedsprog fransk, som Wiedewelts jævnaldrende, den indkaldte schweizer Paul-Henri Mallet, udgav i 1750’erne. Mallet var både grundig og seriøs, og fordi han selv kom udefra, lykkedes det ham i hidtil uset grad at give udlandet et indblik i nordisk historie, kunst og mytologi.

Når Johannes Wiedewelt ses gennem denne type briller, kan den en del steder virke så indforstået dansk, at det bliver lidt futilt, at den er på engelsk. Det er tilfældet i Marjatta Nielsens indledende kapitel, ”An Introduction to the Life and Work of Johannes Wiedewelt”, hvor mange meget specifikt danske forhold forudsættes bekendte, og hvor forfatteren også har det problem at skulle tage højde for, at bogen er dedikeret til billedhuggeren Eric Erlandsen (1934-2003), der restaurerede en del af Wiedewelts skulpturer, og som døde samme år, som det ovennævnte seminar blev afholdt. Således føles det ret abrupt, når en beskrivelse af Wiedewelts arbejder i Fredensborg Slotspark afbrydes med ”From unprinted documents we can see that Eric Erlandsen is quite right: Wiedewelt wished to use Bremen sandstone […]”, hvorefter de næste par afsnit domineres af en velment og velfortjent, men på dette sted umotiveret, anerkendende fremstilling af Erlandsens indsats.

En kronologisk oversigt over de vigtigste begivenheder i Wiedewelts liv, inklusive en selektiv værkliste, kunne i alle tilfælde have været et nyttigt supplement til denne introduktion.

Af bogens øvrige artikler henvender Kirsten Lindbergs ”Meetings with Wiedewelt through the years” sig med sin subjektive indfaldsvinkel i så høj grad til et dansk publikum, at den falder lidt uden for rammerne af en engelsksproget publikation, mens en række andre bidrag bestemt har international interesse. Eric Erlandsens artikel om Wiedewelts skulpturer i Fredensborg Slotsparks Brede Allé, ”The Sculptures, the Mythology, and the Stars”, er en kompetent, kollegial vurdering af billedhuggerens brug af symbolerne. Jan Zahles lange artikel: ”Wiedewelt and Plaster Casts in Copenhagen” er solid grundforskning om kunstakademiernes og kunstnernes – her Wiedewelts – anskaffelse af de vigtige gipsafstøbninger. Anne Haslund Hansen, Vinnie Nørskov og Hanne Thomasens ”Artist and Antiquary: Wiedewelt’s Catalogue of Egyptian and Roman Antiquities”, Helle W. Horsnæs’ ”Johannes Wiedewelt: Designer of Exhibitions” og Karin Krygers ”Wiedewelt the Satirical Dane” løfter sløret for tre mindre kendte, men vigtige sider af Wiedewelts liv. Ikke mindst satirerne kan i høj grad komplettere billedet af denne ambitiøse, myreflittige og pligtopfyldende hofembedsmand!

I de sidste artikler behandles specifikke monumenter: Else Marie Bukdahl sætter med ”Wiedewelt’s Memorial Park at Jægerspris” mindelundens anlæg og monumenter ind i en stilhistorisk sammenhæng, mens Tine Damsholt i ”A Rich and Inexhaustible Source of Grateful Commemoration” beskriver baggrunden for og arbejdet med det patriotiske mindesmærke på Holmens Kirkegård over de faldne ved Slaget på Rheden i 1801. Endelig vover Caspar Andreas Jørgensen sig ud i en lidt håndfast sammenstilling af stilbetegnelserne nyklassicistisk og gotisk i en beskrivelse af Wiedewelts forslag til en restaurering af gravmælerne i Sorø Kirkes kor. Det er bestemt ikke enkelt at ligestille de stilbetegnelser, som kan findes hos kunstnere fra ældre tider, med dem, der bruges i dag. Wiedewelt havde i 1764 således kun hån til overs for de kunststipendiater, der havde været i Rom og straks kaldte enhver af deres petitesser ”à la grec”, mens han bruger betegnelsen ”gotisk” på to helt forskellige måder: om ældre og ikke helt heldigt sammenstykkede bygninger – og i positiv forstand om ægte gotiske værker. Både Westminster Abbey og Salisbury Cathedral vakte i 1769 hans fulde beundring.

Man bliver ikke så nemt færdig med Wiedewelt. Et kapitel om hans litterære indsats og herunder de alenlange forklaringer, hvormed han ledsagede sine skulpturer, kunne være interessant. Et kapitel om hans mange år som direktør for Det kongelige danske Skildre-, Bildhugger- og Bygnings-Academie ligeså. Eller et kapitel om hans samarbejde med arkitekter – og så videre.  Der er stof nok, også fordi Wiedewelt var en moderne kunstner, der indædt kæmpede for, at kunst aldrig blev rubriceret som samlebåndsvare til samlebåndspris. Eller som han selv formulerede sig i sin sære ortografi:

At opfinde og skabe et Monument som skal give en forestilling af en eller anden Ting, bestaar aleene ikke der udi at give en blot Tegning af en slags Decoration som findes hist og her udi nogen gammel eller nye Autor, eller at copiere og samle nogle Dehle af de ælderes Mesteres Arbeyde, for at pryde et städe, men Tanken bør være Original, og udført i en Stiil, som er udsøgt af den sande Kilde til det som kaldes Smagen, hvilket er Antiquitetens Studie og Naturen. Executionen bestaar ey aleene derudi at et Arbeyde haver et Finéret Syn som er uden Caracter, men et Væsen, som alletider maa forstille noget og have en Betydning till Hensigt, kan ikke udføres, uden ved Adskillige Modeller, som ofte maa omdannes og forandres indtil ded bekommer udi det Totale et Syen som bør imponere […] (Kjær, pp. 627-28)

Wiedewelts budskab har fortsat aktualitet. Og skønt Johannes Wiedewelt har et par skønhedsfejl, er der rigelig grund til at glæde sig over, at den er kommet, og at den har sat et så bredspektret spot på ham og hans tid. Måtte den inspirere til, at han blev sat endnu mere i rampelyset!

I sin egenskab af at indgå i serien Acta Hyperborea rummer Johannes Wiedewelt for resten også en såkaldt ”Forum”-artikel uden nogen sammenhæng med bogens tema i øvrigt: en analyse af ”Cultural Heritage and Italian Politics” ved den italienske klassiske arkæolog og kunsthistoriker Salvatore Settis. Den kan bestemt også læses af bevaringsinteresserede. Men det er en helt anden historie.

 


 

Litteratur

Bukdahl, Else Marie, Johannes Wiedewelt. “From Winckelmann’s vision of antiquity to sculptural concepts of the 1980s” (Hellerup: Edition Bløndal, 1993)

Feldbæk, Ole (red.), “Dansk identitetshistorie I. Fædreland og modersmål 1536-1789″ (København: C.A. Reitzels Forlag, 1991)

Kjær, Ulla, “Nicolas-Henri Jardin – en ideologisk nyklassicist” (København: Nationalmuseet, 2010)

Kryger, Karin, Hakon Lund og Stig Brøgger (red.), “Johannes Wiedewelt.” Udstillingskatalog (Lyngby-Taarbæk: Sophienholm, 1985)

Tesdorpf, K.W., Johannes Wiedewelt: “Dänemarks erster klassizistischer Bildhauer, ein Anhänger von Winckelmann” (København: Munksgaard, 1933)

Westengaard, Erik, “Tankefulde haver. En vandring i tre havers frimureriske symbolverden” (København: Christian Ejlers, 2001)

Wiedewelt, Johannes, “Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed” (København, 1762)

 

Johannes Wiedewelt. A Danish Artist in Search of the Past, Shaping the Future indeholder følgende bidrag:

Johannes Wiedewelt. A Danish Artist in Search of the Past, Shaping the Future inde­holder følgende bidrag:

Marjatta Nielsen, ”An Introduction to the Life and Work of Johannes Wiedewelt (1731-1802)”

Eric Erlandsen, ”The Sculptures, the Mythology, and the Stars: Wiedewelt’s Sculptures in ’Broad Alley’ in Fredensborg Palace Park”

Marjatta Nielsen, ”For King and Country: Johannes Wiedewelt’s Roman Drawings in His Artistic Practice”

Karin Kryger, ”Wiedewelt and Allegory”

Jan Zahle, ”Wiedewelt and Plaster Casts in Copenhagen, 1744-1802”

Else-Marie Bukdahl, ”Wiedewelt’s Memorials in Memorial Park at Jægerspris: ’A Break­through into New Territory’”

Erik Westengaard, ”Johannes Wiedewelt, Sculptor and Freemason: Memorial Park at Jægerspris Castle”

Caspar Andreas Jørgensen, ”Gothic Art and Neo-Classicism: Connecting Aspects in Wie­dewelt’s Restoration Programme at Sorø”

Anne Haslund Hansen, Vinnie Nørskov og Hanne Thomasen, ”Artist and Antiquary: Wiedewelt’s Catalogue of Egyptian and Roman Antiquities, 1786”

Helle W. Horsnæs, ”ohannes Wiedewelt: Designer of Exhibitions”

Karin Kryger, ”Wiedewelt the Satirical Dane”

Kirsten Lindberg, ”Meetings with Wiedewelt through the Years”

Tine Damsholt, ”’A Rich and Inexhaustible Source of Grateful Commemoratin’: Wie­dewelt’s Monument to the Fallen in the Naval Battle of Copenhagen in 1801 and Contem­porary Patriotic Culture”