Af Lulu Salto Stephensen, fil.dr.

 

Kan man betragte den pompejanske bevægelse i 1800-tallets Danmark som ideologi, som propaganda, livsstil eller statussymbol? Eller skal man koncentrere sig om rumudsmykningen som et kunstnerisk fænomen? spørger Kirsten Nørregaard Pedersen. Hun har selv valgt det første.

Den pompejanske dekorationskunst fandt fodfæste i Danmark allerede fra 1700-tallets slutning sideløbende med udgravninger i antikke byer i Italien. Den pompejanske stil fascinerede, dels på grund af en forestillingskraft og et vidnesbyrd om antik storhed, dels som studieobjekt i en ny behandling af polykromien og den indbyggede dybdevirkning samt motivernes disposition af vægfladen, der havde en ny indvirkning på rumopfattelsen. Studiet af antikken havde længe været populær. Med opdagelsen af blandt andet Pompeji og Herculanum kom der pludselig et synligt vidnesbyrd om antikkens dagligdag, en i sig selv helt usandsynlig tale over århundreder, der ikke underligt blev genstand for studier langt ud over fag- og landegrænser.

En sammenligning mellem de pompejanske originaler og de danske vægdekorationer viser dog, at stilen har ændret sig på vej op til det nordiske lys. Der er kommet noget umiskendeligt dansk i udtrykket, selvom de afbildede personskikkelser ofte hentes i den antikke verden.

Fascinationskraften er der endnu, men der har nu sneget sig noget tørt og viljebestemt ind i det lette,  yndefulde udtryk. Den pompejanske rumudsmykning i Danmark tegner dog et markant billede i rumudsmykningens historie.

Selvfølgelig gør den indtryk. Se bare hvad vestibulen i Københavns Universitet (ca. 1844) gør ved én, så snart man træder ind i det højloftede rum, eller hvordan den smyger sig omkring én i de lavloftede stuer i Materialgården (1830-36), Frederiksholms Kanal – Hermann Ernst Freunds hjem, der vedblev at være forbillede for eftertidens dekorationsmaleri – eller i Bispegårdens stuer (1851), Nykøbing Falster. Eller hvad med herregården Gyldenholm (1867-68), hvor indvirkningen er ganske anderledes med store sale, aftvingende en særlig leveform, eller hvad med den yndefulde spisesal i Sorø Akademi (1861-62) – man spiser næppe upåvirket dér – eller hvad med den robuste, alvorstunge på Landbohøjskolen (1857-59)? Alle er de gode eksempler på den pompejansk inspirerede rumudsmykning. Thorvaldsens Museum (1843-46) ikke at forglemme.

Det foreliggende trebindsværk anskuer den danske version af denne dekorationskunst som en mulig fælles værdinorm for den politiske bevægelse, der førte til demokrati i Danmark. I sit skrift om maleren Georg Christian Hilker fra 1908 anede Vilhelm Lorenzen allerede en sammenhæng (p. 1032), men nærværende bog har sat sig for at undersøge denne nærmere.

 

Pompejanske drømme

Kirsten Nørregaard Pedersen præsenterer i Pompejanske rumudsmykninger i 1800-tallets Danmark historien om danske kunstneres og politiske lederes drømme om et demokratisk fædreland – et demokrati, som kunsten skulle bidrage til skabelsen af. På de mere end 1000 sider gennemgås omfanget af pompejansk inspirerede interiører i både private boliger og offentlige bygninger i Danmark, først og fremmest i perioden 1830 til ca. 1890. Alle bind er gennemillustrerede med kunstnernes farvelagte dekorationsudkast, eksempler på periodens billedkunst, ældre fotografier af nu forsvundne ejendomme og dekorationer samt nye fotografier af bevarede udsmykninger fra perioden.

Dette stykke dekorationshistorie udfolder sig på baggrund af danske kunstneres og arkitekters studierejser til Italien, hvor de hentede ny inspiration ved udgravningsstederne. Samtidigt vågnede de liberale og senere de nationalliberale frihedsbevægelser i Danmark, som afsluttede det enevældige kongedømme og skabte et folkeligt demokrati og en frihedsforsvarende grundlov. Ifølge forfatteren forenedes disse to strømninger i perioden i en kunstart, som berigede privatboligen med dekorationer og kunst og opløftede de offentlige institutioner rundt om i landet med den ”antikke” ånd.

De tre bind introducerer hvert årti med en danmarkshistorisk rammefortælling. Heri redegøres der både for kunstnernes egen rolle og deres kamp for liberale reformer på Kunstakademiet, ligesom oprettelsen af en skole for dekorationskunsten beskrives.

Det er forfatterens håb, at hun med den ny viden, der her fremlægges, kan inspirere efterfølgende generationer af forskere til at gå på opdagelse i det righoldige materiale. Værket er også tænkt til at tjene som indgang til mange af periodens dekorationsudkast fra offentlige og private samlinger.

 

Kunst eller ideologi?

Pompejanske rumudsmykninger i 1800-tallets Danmark er et delikat bogværk. Det skyldes ikke alene de mange originaltegninger først og fremmest af G.C. Hilker til udsmykninger ofte udført i samarbejde med Constantin Hansen, men også fotografen Ole Akhøjs fine fotografier og Forlaget Rhodos’ grafiske design og smukke boghåndværk, der er lykkedes med mange gode farvegengivelser (Tarm Bogtryk A/S).

Værket kan læses på tre forskellige måder:

Den ene er en beskrivelse af den pompejanske rumudsmyknings historie i Danmark fra 1830’erne frem til 1880’erne.
Den anden er en dansk politisk historie i samme tidsrum.
Den tredje er et opslagsværk over de mange monumenter; det gælder ikke mindst de private boliger.

Hvad angår det politiske, er det en historiefremstilling, der optager en ganske betydelig del af bogen. Forfatterens fremstilling af 1800-tallets politiske miljø er i sig selv spændende læsning, selvom man til tider føler, at man er kommet ret langt fra emnet, den pompejanske dekorationskunst. Faktisk gennemgås århundredets store krige i detaljer samt andre nationale traumer.

Med hensyn til bogen som opslagsværk, så har forfatteren desværre begrænset den til at dække perioden 1830’erne til 1880’erne, hvorfor opslagsværket ikke er fyldestgørende nok for den pompejanske rumudsmyknings historie i Danmark for så vidt angår den tidlige periode og den efterfølgende periodes interesse for polykromi. Det ville have været naturligt i et storværk som dette. Jeg savner en nærmere analyse af eksempelvis Joseph Christian Lillies hjørnekabinet i Marienlyst slot (1791), som der ikke redegøres nærmere for, fordi man, ifølge forfatteren, i dag ikke med sikkerhed ved, om det ”og andre tidlige interiørudsmykninger bevægedes af nogen form for oppositionel politisk stillingtagen.” (p. 19). Burde hun ikke hellere skrive, at det var højst usikkert, om der var en sammenhæng, og at kunstnernes personlige politiske overbevisning ikke nødvendigvis har noget som helst med deres kunst at gøre? Det vil sige, at aflæsningen af dekorationen som politisk udtryk for forfatteren har vejet vigtigere end kunsten selv, hvorfor den ikke analyseres nærmere. I den anden ende af bogværket savner jeg et monument som Fåborg Museum (1910-15), hvis polykromi dog tog sit udgangspunkt i Thorvaldsens Museum.

Bogens tidsmæssige afgrænsning burde efter min mening have taget udgangspunkt i den pompejanske rumudsmyknings naturlige begyndelse og afslutning – uanset om dette ville have svækket forfatterens teori.

Forfatteren hævder, at den pompejanske dekorationskunst var et signal om demokratiske borgerdyder, og at denne stil i forlængelse heraf også udsmykkede offentlige institutioner helt op til 1880’erne, hvor provisorietiden afløste den nationalliberale epoke. Hun hævder endvidere, at

[…] i den nationalliberale modkultur i enevældens sidste år og under demokratiets spæde start havde kunstnerne og politikerne brug for hinanden for at visualisere det fælles værdigrundlag. Kan man betragte den pompejanske bevægelse som ideologi, som propaganda, livsstil eller statussymbol? Eller skal man koncentrere sig om rumudsmykningen som et kunstnerisk fænomen? Disse betragtninger vil givetvis nuanceres i fremtiden og åbne for nye tolkningsmuligheder. (p. 887f).

Spørgsmålet er centralt, fordi argumentet for at fortælle den fortløbende politiske danmarkshistorie fra forfatterens side har været at undersøge, om der var en sammenhæng mellem den politiske udvikling og den pompejanske rumudsmykning. I dette citat antyder forfatteren, at hun selv er i tvivl om den dybere sammenhæng.

Bogen er i sin omfattende og detaljerede gennemgang af de enkelte temaer en rigtig god bog, og mange vil sikkert finde dens hovedbudskab yderst interessant. Bogen er dog også forførende i sin vedvarende betoning af sammenhængen kunst/politik: i lange partier er man dybt inde i danmarkshistorien og det pompejanske er helt sluppet af syne. Forførende er det også, at bogens egentlige politisk-historiske indhold først afsløres på titelbladet: ”Kulturideologi eller kunstnerisk fænomen?” (p. 3). Det vil sige, at man umiddelbart vildledes, når man står med bøgerne i hånden og lader sig friste af omslagenes yndefulde dekorationer og noget trunkerede tekst.

Med dette værk har vi fået et godt opslagsværk hvad angår pompejansk dekorationsmaleri i Danmark i 1800-tallet. Det er et imponerende arbejde, der er lagt i at registrere og dokumentere hvem, der har været bestiller eller har ejet de enkelte udsmykninger. Det havde dog været interessant, om værket også havde behandlet dem som rumoplevelse og kunstnerisk udtryk. Som forfatteren også selv skriver, så står den kunstneriske analyse stadig åben.