Udstillingens kurator Matthias Wivel viser os rundt i udstillingen og fortæller om arbejdet med udstillingens tilrettelæggelse.
Michelangelo Buonarroti (1475-1564) skabte moderne kunst. Skulle man pege på én kunstner, der har været ansvarlig for den i dag veletablerede forestilling om kunst som selvudfoldelse, ville det være ham. Og han gjorde det i en målestok, som ingen andre i samtiden kunne matche. På trods af sine succeser inden for andre kunstformer, betragtede Michelangelo sig primært som billedhugger.
Udstillingen Michelangelo Imperfect viser SMK’s enestående samling af historiske afstøbninger af Michelangelos skulpturer sammen med helt nye reproduktioner, originale tegninger og skulpturmodeller. På den måde kan man opleve størstedelen af alle Michelangelos skulpturer på ét sted – noget, der ville være umuligt med originalerne, som aldrig flyttes. Samlet set er der tale om den mest omfattende præsentation af Michelangelos skulpturelle værk i 150 år og den største udstilling af hans værk i Danmark nogensinde.
Michelangelos fokus som billedkunstner var næsten entydigt menneskekroppen. I den fandt han uanet mulighed for at udtrykke de tanker, følelser og spændinger, der præger os som mennesker. Han stræbte altid efter det største og ofte umulige, men hans kunst kredser også om det uperfekte, om at være undervejs, ængstes og tøve. Splittelsen mellem det jordiske, kropslige liv og åndens evighed, hinsides døden, var den centrale spænding i hans arbejde, hvoraf meget står som ufuldendt. Uforudsete begivenheder og urealistisk høje ambitioner kom i vejen, men han arbejdede også kreativt med det ufærdige.
Allerede i sin samtid blev han beskrevet som ‘divino’ – guddommelig, og opfattelsen af ham som et geni har defineret hans eftermæle helt frem til i dag, hvor forestillingen om geniet og måden, vi har skrevet kunsthistorie på, er under revision. Ikke desto mindre spiller han fortsat en hovedrolle. Nu som altid er det umiddelbare, følelsesmæssige nærvær grundlæggende for hans kunst. Den måde, han i sine figurer finder frem til vores sammensatte tanke- og følelsesliv. Det uperfekte sind i den perfekte krop.
Praktisk info:
Vi mødes i forhallen, og omvisningen begynder præcis kl. 15.00. Vær opmærksom på, at der skal betales entré, medmindre man har årskort til museet eller ICOM-kort.
Tilmelding senest mandag d. 23. juni.
Illustration: Gipsafstøbning efter Michelangelo Buonarroti, Dag (Giorno). Original ca. 1524-25, afstøbning 1897. Den Kgl. Afstøbningssamling, SMK. Foto: SMK.