UDSTILLINGSBESØG

Ditlev Blunck: Mareridt. 1846

Ditlev Blunck: Mareridt. 1846

DITLEV BLUNCK. EN ANDERLEDES GULDALDERMALER

Tirsdag den 16. maj 2017. Kl. 17.00 – 18.15
Nivaagaard, Gammel Strandvej 2, 2990 Nivå

Mareridt fra 1846 er ikke et klassisk guldaldermaleri, og ophavsmanden, Ditlev Blunck (1798-1854), en outsider i dansk kunst. Dette også med tanke på, at det næsten lykkedes at skrive Blunck ud af den danske kunsthistorie, efter at han i 1848 valgte at kæmpe på hertugdømmernes side i treårskrigen. Men hvem var denne unge, lovende kunstner, der tidligt i karrieren mestrede både det nye genremaleri og det traditionelle historiemaleri? Som en af de få guldaldermalere blev han tildelt Akademiets store guldmedalje og med denne anerkendelse fulgte også det attraktive rejselegat, der satte han i stand til at rejse ud i Europa for at videreuddanne sig. Han nåede Rom, hvor han i 10 år var en del af kunstnerkredsen omkring Bertel Thorvaldsen. Og da den danske konge i 1838 sendte fregatten Rota til Italien for at hente billedhuggeren og hans værker hjem, så var Blunck blandt Thorvaldsens ledsagere på sørejsen tilbage til København. Alligevel måtte Blunck få år senere forlade landet, da han blev erklæret uønsket i Danmark.

Blunckforsker og forfatter Karin Bechmann Søndergaard viser rundt i udstillingen og fortæller om sin banebrydende forskning i denne forunderlige maler fra den danske guldalders glansperiode. I forbindelse med udstillingen er den første biografi om Ditlev Blunck udgivet. Den kan købes på museet og koster 325 kr.

Tirsdag den 16. maj holder Nivaagaard åbent helt til kl. 20.00, og der er mulighed for at spise i cafeen. Husk at bestille bord på forhånd telefon 53851017.

Tilmelding senest den 14. maj 2017, eller så længe der er ledige pladser.

Se mere om udstillingen på www.nivaagaard.dk

 

Der er nu lukket for tilmelding.