The Art of Taking Part

Af Henrik Holm, ph.d.

ARKEN Bulletin: The Art of Taking Part, vol. 7, 2017. 168 sider. Redaktion: Christian Gether, Stine Høholt og Camilla Jalving.

ARKEN Bulletin: The Art of Taking Part, vol. 7, 2017. 168 sider.
Redaktion: Christian Gether, Stine Høholt og Camilla Jalving.

 

Affektiv tilbageholdenhed

Hadet til demokratiet har hersket midt i det, siden Sokrates blev dødsdømt af en folkeforsamling i Athen i 399 f.v.t. Kunsten og museerne er sokratiske institutioner. Kunsten spørger til dit og dat, ude og inde, men museer holder af armslængdeprincipper og er ikke styret af demokratiske processer i deres praksis. Folket spørges ikke om, hvilke udstillinger der skal produceres, eller hvilke kunstnere der ikke skal købes.

Men der udfoldes dog visse mere eller mindre demokratiske eksperimenter i museernes sokratiske rum. Når relativt mange museer går ind i eksperimenter med brugerinddragelse, skyldes det selvfølgelig, at der udloddes statslige midler, som er dikteret af, at projekter skal være brugerinddragende. Der kan også ligge en politisk og strategisk, markedsbevidst interesse for opbygningen af communities omkring museer og deres virke bag. Imens diskuteres begreber og praksis.

Det forhold, at det overhovedet anses for et særligt greb at arbejde participatorisk, peger på problemet. Noget, der i vores samfund burde være en selvfølge, er en kunstart i sig selv ifølge ARKEN Bulletin: The Art of Taking Part. Co-creation er en bølge, der skyller ind over os og samtidig får hadet til deltagelse i demokratiet til at blusse op, som når kunsthistoriker og kritiker Hal Foster i det første citat i Bulletinen velformuleret, men hørligt bare brækker sig over, at alle museer med alle midler vil aktivere publikum i museernes fortvivlede forsøg på at aktivere sig selv. Det er karakteristisk for det høje niveau i Arken Bulletin, at Foster ikke får lov at stå alene, men straks konfronteres med andre intellektuelles radikale krav om, at selv den højhellige, monopoliserede indholdsproduktion på museerne udsættes for demokratiske processer. Det er ligeledes karakteristisk, at en revisionistisk tendens viser sig som bærende i Bulletinens tekster, en konservatisme, der skal sikre, at institution og magtfordeling ikke for alvor udsættes for forandringer. De skal nok komme, men det kommer til at ske gennem det repræsentative demokratis løbende besparelser og omprioriteringer.

Redaktør Camilla Jalving sætter sit stærke præg på nummeret ved at demonstrere sit imponerende intellektuelle overblik og sin enestående evne til at formulere nye tanker og skabe begreber. Nummerets, og Jalvings, bærende tese er, at kunstværker (og museer) i sig selv er aktiverende, beskrevet med begrebet ”affektiv performativitet”. De har ikke nødvendigvis brug for 3D-animationer, markedsføringsstrategier for outreach, politisk indblanding eller for radikal brugerinddragelse, men kan forlade sig på ”the affective encounter and the presence of materiality (…)” (s. 11-12). Jalving demonstrerer en usvækket tro på værkets immanente og fænomenologiske potentiale, som jeg tolker som en form for revisionisme. Men hun kan skære et felt til, så alle læsere trygt kan stole på, at de får en virkelig kompetent indføring i, hvad der rører sig i det hele taget i feltet. Her nævnes for eksempel Nico Carpentier, der beskrives som ”radikal” i sin inddeling af deltagelse i et hierarki, hvor ”access” er nederst og passivt, ”interaktion” er i midten og relativt inddragende, mens reel ”participation” er øverst og betegner en egentlig systemforandrende aktivitet (s. 9). Det er ikke Carpentiers systematik, der kategoriseres efter i Bulletinen, hvor man cirkler om affektiv performativitet, som jeg vil skyde på ligger lavere i access-kategorien hos Carpentier. For Jalving og co. er der derimod tale om noget basalt og om et absolut bredt tænkt oplevelses-, erkendelses- og forandringsfundament for alle former for participation. Flere bidragydere tygger sig igennem, hvad andre har sagt om emnet og forholder sig til Jalvings affektive performativitetsbegreb, uden at de bidrager med nyt. Men der er undtagelser, især fra de ikke-danske bidragyderes side.

Participation som mainstream museumslingo

Stine Høholt beskriver brugerinddragelse som et strategisk redskab for museet, der kalkulerende kan tages i brug for at nå størst muligt publikum. Høholt kan sit embedsmandssprog, og hun kan dele oplevelsesøkonomiens forbrugere op i kategorier, så både kollegaer, politikere og Gallup ville blive imponerede. Hendes konklusioner ender i mainstream museumslingo. Her er brugerinddragelse uden blusel identisk med den kritik, der fremføres af Mikkel Bolt, en lunken kalkulation uden egentlige risici for institutionens selvforståelse og fortsatte magtudøvelse, som Høholt beskriver således: ”(…) the success criterion for museums is not that everyone participates (…) [Museums should] work with different participation formats so that those who might not be interested in participation still encounter a museum they find relevant.” (s. 30). Demokratiet fungerer altså som det skal, og frem for alt skal intet forandres her. I min optik er det et eksempel på den tilbageholdende attitude, der gør brugerinddragelse til et konserveringsmiddel uden agens til egentlig forandring.

I god forlængelse af den systembevarende holdning i de fleste af ARKEN Bulletins artikler, skrevet af danske museumsprofessionelle, følger Maj Klindts, som handler om Nico Carpentiers beskrivelse af radikale forandringsforsøg som Nina Simons, der afskrives som ”over-stretching” af konceptet. Brugerinddragelse hos Klindt er blot en begrebsliggørelse af museumsbusiness as usual, med hendes fokus på “experience” og “education” i fokus: ”(…) an invitation to socialise and interact with others around the content and resources of the museum.” (s. 42). Mere fernis hældes på.

Ud-af-huset – oplevelser med og uden konsekvenser

Michael Birchall, Curator of Public Practice ved Tate Liverpool, står for en diskussion af den brugerinddragende kunst og den aktivistiske institution. Han er englænder, og her brydes der delvist ud af museumsfolkenes defensive cirkel. Hans artikel overflyver en række projekter, der handler om at have socialt engagerede kuratorer, der er mere interesserede i at forandre områder og menneskers liv uden for museet, ved hjælp af værker og kreative processer, end i at producere udstillinger. Kunstinstitutionerne er dog stadig facilitatorer, og projekterne bakkes op fra politisk og socialt hold. I en periode blev projekterne ødelagt af offentlig kontrol, men så snart man lagde ansvaret tilbage i kunstnernes hænder, som det er mere normalt nu, blev det bedre, skriver Birchall. Her er intet had til demokratiet at finde, men måske virkelig community building på borgernes og demokratiets vegne. Har Danmark overhovedet sådan nogle kuratorstillinger som Birchalls? En del gode kunstnere arbejder derude med den her slags projekter, men de er ikke ligefrem fastansatte.

Dorthe Juul Rugaards artikel beskriver et projekt, der er drevet af de samme ideer om et frugtbart møde mellem kunstnerisk fornemmelse for form og minoriteter i Karoline H. Larsens projekt Collective Dreams, hvor navngivne, etniske danskere engagerer en gruppe kvinder med en anden kulturel baggrund, der forbliver påfaldende anonyme i artiklen. Sidstnævnte har aldrig været på Arken eller i naturområdet, hvor Larsens sammensatte garnkonstruktioner, som de anonyme har produceret, skal sættes op. Der er ingen ende på de positive begrebsanvendelser, projektet afstedkommer, fra individuel lykke over kollektivt samvær til en social, relationel proces (s. 80), og det er jo fint. Jeg mangler at høre mere til de anonyme deltageres oplevelser, men jeg får at vide, at Larsen siger direkte til dem, at ”I’m the artist and I’ll get the most credit.” Det er nok så som så med empowerment af de øvrige deltagere, men forfatteren mener, at dette projekt er eksemplarisk for Jalvings affektive performativitetsbegreb.

Affekt som begreb og fænomen har sit helt eget afsnit i Bulletinen, som indledes af Mette Thobo-Carlsen, som har det taknemmelige eksempel i Yayoi Kusamas plettede og prikkede verden, der, som Thobo-Carlsen skriver ”(…) strive[s] to have an impact on my sensory, living body” (s. 101) i en paradoksal gestus, hvor både kunstner og betragter nemt udslettes i de uendelige stimuli. Også her bekræftes begrebet om den affektive performativitet, men selve demokratibegrebet eller magtstrukturer diskuteres ikke.

Jalving selv kaster sig i sin artikel ud i en analyse af duoen Randi og Katrines Between Towers fra 2015. Den for mig at se postulerede og hurtigt forbipasserende erindring af nu forsvundne elstationer i landskabet, som duoen udstiller i det kolde museumsrum på Arken, er en stor oplevelse for Jalving. Hun kan bruge værket til at rulle hele sit fintunede begrebsapparat ud, hvilket for mig er langt mere fascinerende, end værkerne er. Den semiotiske reference til elinstallationer i landskab er ikke så vigtig, siger Jalving (til trods for at kunstnerne har overbroderet deres værker-som-tegn med tegnbærende substrukturer). Det vigtige er værkernes gøren, når de opbygger en base, hvor betragter og værkets kontekst interagerer (s. 117). Her har hun tidens teoretiske darling, Jacques Rancière med sig, som skriver, at aktiv medskaben er normalsituationen, ikke undtagelsen (s. 120). Hvor medskabelsen stopper, og hvor den fører hen, ved jeg ikke. Men i tider med fake news og alle former for ekstremisme, giver jeg både Jalving og Rancière ret i medskaberiet som en permanent – men hysterisk tilstand. Jeg mangler nok en etisk dimension her og en interesse for, hvornår udsagn fejler eller ”misfires”, som performativitetsteoriens grundlægger, J.L. Austin, ville sige.

Stops, gaps, cracks og uro i ”Multituden”

Lise Sattrup fortsætter Bulletinens relativering af participationens potentiale til at forandre politisk demokrati og magtudøvelse med en artikel om undervisning og museer som generatorer for opbyggelse af en form for almenmenneskelig, sansebåret sensibilitet. Hun har udviklet sit eget fokus på ”Stops, Gaps og Cracks” i mødet med værket, og det er både museets og underviserens opgave at kigge efter steder og situationer, hvor de findes, og så samle opmærksomheden på dem, ikke på hvad kunstværket betyder (s. 146). Det er et godt fokus at bruge en omvisning eller en undervisningstime på. Men jeg tror, vi er henne ved den affektive performativitets mulige selvsving, igen.

Sidste artikel, skrevet af Helen Graham, indeholder en hårrejsende langhåret gennemgang af forskellen på ”public” og ”common” set i lyset af Hardt og Negris multitude-begreb tilsat et konservator-synspunkt. Her kommer det frem, at museer kun fungerer halvvejs på offentlighedens demokratiske præmisser (s. 161). Museers succes er betinget af, at publikum finder sig i at være defineret som sådan, og af at museumsgenstandene bevares intakte. I denne proces afskæres objekterne fra brug, og dør, mens publikum aldrig får det potentiale, de kunne have som ”multitude”. Museet som mausoleum er en reel trussel mod institutionen, som viser, hvorfor co-creation som modsvar er blevet så hot. Løsningen på mausoleet går kort fortalt ud på at skabe communities af interesserede, der må få adgang til værkerne og bringe dem i spil, så de ikke går helt ud af brug (s. 163). Jeg er selv en varm tilhænger af denne model, hvor den participatoriske proces kan lede til reel indflydelse på såvel indhold som udtryk.

Participatorisk latecomer-syndrom

Museerne er kvasi-demokratiske, sokratiske institutioner, der på en demokratisk udviklingsskala synes at befinde sig i en tidslomme fra før indførelsen af den frie presse og internettet, når institutionerne i angst for radikale forandringer taler om affektion, strategi og normalitet. Men publikum elsker at blive inddraget på de præmisser, Jalving beskriver, som det sker hver dag i mødet med det fænomenologisk udvalgte og præsenterede materiale, der vises på så voldsomt succesrige kunstmuseer som Louisiana og ARoS. På Louisiana holdt oppe af en imødekommende arkitektur i kultiveret natur, i Aarhus af en uforlignelig brandingindsats. Publikum elsker Det Nye Moesgaards 3D-dramatiseringer, hvilket nok er den form for inddragelse, Hal Foster foragter. Den defensive holdning har trods alt noget for sig, for værkerne kommer i fokus og institutionerne kan drømme om at blive bevaret intakte i en farlig tid. Men for mig at se, er det Nina Simons institutionsforandrende strategi, som bærer en fremtid i sig. Alt andet er en form for latecomer-syndrom, hvor man ikke var med fra starten og bagefter spiller sig initiativet og magten noget af hænde, mens omverdenen kræver større forandringer.

Når såkaldt radikale stemmer fra det participatoriske felt kræver at få reel indflydelse på indhold og form, er det fuldt på højde med, hvad der allerede foregår i enhver debat i medierne og i diverse politiske strømninger, eller på mere ydmyge steder som for eksempel på Forsorgsmuseet i Svendborg. Sidstnævnte inddrager nutidens hjemløse i udstillinger om fattighuset og tillader sig at sammenligne fortidens sociale skævheder med strukturelle forhold, der er på vej tilbage, og meddeler sig om det i medierne. Den form for medskabelse kan give mig gåsehud og har kritisk potentiale langt ud over institutionens rammer.

Det var i 2010, at Nina Simon udgav The Participatory Museum som et bud på, hvilken museumspraksis der skulle til for at skelne mellem fortidens ikke-inddragende museer og dem, der er med på beatet. Tjek selv ud, hvor fantastisk godt det er gået hendes museum i Santa Cruz. At mange institutioner er defaitistiske i deres ønske om fred mellem sig selv og deres publikum, og derfor vil elske et affektivt performativitetsbegreb og gøre det til et strategisk, men systembevarende træk at have lidt co-creation kørende ude i krogene, kan anskues som en form for frygt for forandring. Men forandring vil komme. Den vil komme fra ”vox populi”, fra den disruptive ”multitude” af antielitære populistister. De kan stemme til højre og til venstre, men er måske fælles om at være trætte af, at beslutninger tages hen over deres hoveder og at deltagelse defineres uden at de er blevet spurgt, om de føler sig hørt?

 

The Art of Taking Part indeholder følgende bidrag:

Camilla Jalving, “Introduction”

Stine Høholt, “The Art Museum Today: Participation as a Strategic Tool”

Maj Klindt, “When and How Do We Participate?”

Michael Birchall, “Situating Participatory Art Between Process and Practice”

Dorthe Juul Rugaard, “Co-creation and Affect in Karoline H. Larsen’s Collective Dreams

Mette Thobo-Carlsen, “The Affects of the Artwork: On the Material Art Object and the Affective Encounter in the Art Exhibition”

Camilla Jalving, “Affect and the Participatory Event”

Lise Sattrup, “Democratic Participation in the Art Encounter”

Helen Graham, “Public and Commons: The Problem of Inclusion for Participation”