Spor efter menneskers bevægelse: kuratering i interkulturelle kontaktzoner

Af Ann-Sofie N. Gremaud, ph.d.

Migration: Contemporary Art from India  ARKEN Bulletin vol. 6. Redaktion: Christian Gether, Stine Høholt og Camma Juel Jepsen. Ishøj:  ARKEN Museum of Modern Art, 2013. 96 sider.

Migration: Contemporary Art from India
ARKEN Bulletin vol. 6. Redaktion: Christian Gether, Stine Høholt og Camma Juel Jepsen. Ishøj: ARKEN Museum of Modern Art, 2013. 96 sider.

Artikelsamlingen i ARKEN Bulletin tager udgangspunkt i erfaringer med migration, neokolonialisme, glokalisering og transkulturel kuratering og tager dermed livtag med nogle af kunstvidenskabens største aktuelle spørgsmål.

 

Som en drøm, som et teater

Den sjette udgave af den rigt illustrerede, engelsksprogede ARKEN Bulletin, som udkom første gang i 2002, dedikeredes i 2013 til udstillingen INDIA: ART NOW, som blev afholdt i efteråret 2012 på Arken. Bulletinen indeholder artikler af kuratorer og forskere, som beskæftiger sig med migration, kunst og globalisering. Udover at forholde sig til udstillingen, behandler artiklerne nogle af de mest presserende spørgsmål for alle, som beskæftiger sig med kuratering, produktion og salg af samt forskning i samtidskunst. Disse spørgsmål adresseres allerede i den indledende editorial af museumsdirektør Christian Gether:

Human mobility today is taking increasingly complex and dynamic forms, breaking down traditional concepts of home, belonging, cultural identity and cultural memory.
(Gether, p. 9).

De samme forhold udfordrer til stadighed, hvad vi tænker og skriver om kunst – eller det burde de – er bidragenes samlede udsagn. Indernes liv er prægede af migration. 25 millioner indere lever i mere end 100 lande fordelt over samtlige kontinenter, og det er da også visuel kunst fra migrantperspektivet, som blev udstillet på Arken, og som undersøges i bulletinen. At kunstvidenskabelige og kuratoriske diskussioner også kan bidrage til det voksende felt for migrationsstudier, er en af Gethers vigtigste pointer.

Mieke Bal bidrager til hæftet med artiklen ”Art Moves”, hvor hun reflekterer over Bergsons teori om kunstens spatiotemporalitet og over hvorledes interkulturel kuratering skaber rum med affektivt potentiale. Bals udsagn er på linje med de teser om affektivt rum, som er blevet fremsat af blandt andre Jill Bennett og Simon O’Sullivan. Sidstnævnte betegner kunstens potentiale som “a creative deterritorialisation into the realm of affects” (O’Sullivan, 2001, p. 30). Hos Bal er det udstillingen som et hele, der udgør rammen om det spatiotemporale potentiale, som hun kalder den bergsonianske begivenhed. Med udgangspunkt i Baumgartens oprindelige teori om æstetik som en offentlig oplevelse med politisk potentiale, bliver udstillings- og kunstoplevelsen for Bal primært til et møde med spor efter folk i bevægelse. Hun peger på at sporenes deiktiske og dermed åbne og dialogiske egenskaber kan understøttes af en kuratering med blik for dette interkulturelle, politiske rum. Dermed muliggøres et rum, hvor flere øjeblikke og erindringer er til stede samtidig i et heterogent, multipelt, fiktivt-og-reelt rum.

Bal tager udgangspunkt i den pluralisme, som opstod kølvandet på 1960ernes kunstneriske oprør og kolonialismens afvikling. Her er termer som det globale og det lokale ikke tilstrækkelige til at begribe den udvikling, som sidenhen har fundet sted. ”Art moves”: kunsten er i bevægelse og bevæger. I kontaktzonen, minder Bal os om, er alt i bevægelse, og når kunst anskues som tanker, der aktualiseres i mødet med beskueren, bliver udstillingen til en performance i et rum spændt ud imellem det familiære og det ukendte, som drømmens eller teaterets rum. Den interkulturelle kuratering opfylder dermed vores basale behov for interaktion, dialog og forståelse.

Bals artikel figurerer i hæftets første afsnit, Migrating Concepts, som også indeholder en artikel af antropolog Saloni Mathur. Udgangspunktet i Mathurs artikel er Terry Smiths tese om, at kunsten for første gang kommer fra hele verden og forsøger at tematisere verden som en sammenhængende struktur. Det var en central pointe i Arkens udstilling, at megabyen er emblematisk for globaliseringen. Samtidig med, at hun peger på, at der eksisterer et noget ensidigt fokus i vestlig kuratering på metaforer, som understøtter de neoliberale udviklingsdiskurser, anerkender Mathur, at bevægelse, migration og megabyer er centrale temaer i sydøstasiatisk kunst. Mathurs pointer angående migrationens stærke påvirkning af avantgardebevægelserne bringer hende blandt andet, via Raymond Williams’ udsagn om vigtigheden af dynamikken imellem land og by fremfor den nationale ramme, frem til en tese om en verdensmodel med fokus på global bevægelse, dynamik og udveksling som den optimale ramme for forståelse af modernitetens kunst. Hun fremhæver i denne forbindelse de udfordringer, som dette system, og særligt de uligheder, det også medfører, repræsenterer for skabelsen af gyldige definitioner af kunst og agiterer for, at udstillingens rum skal være en platform for udforskning af uligheder, udvekslinger og undvigelse af klichéer.

Kunstneren som migrant

I afsnittet Transcultural Perspectives undersøger Marie Laurberg og Anne Ring Petersen henholdsvis det, der betegnes som “localization strategies”, og kunstneren som migrant i den globale kunstverden. Også disse artikler beskæftiger sig med alternativer til det nationale som ramme for forståelse af kunsten, stedsoplevelsen og kunstneren, som beskrives som en nomade i en transnational zone. Her bliver det efterhånden tydeligt, at den redundans, som præger den samlede læsning af bulletinen, med fordel kunne have været begrænset. Bærer man over med dette, har en samlet læsning af alle bidrag dog også fordele, idet artiklerne beskæftiger sig med mange af de samme kunstnere og spørgsmål. Ring Petersen adresserer blandt andet behovet for en ny metodologi til studier af migrantsubjektet og det tværkulturelle felt, som sammenholder steder og fænomener, som tidligere har været adskilt disciplinært. I flere artikler pointeres det, hvorledes kunsten kan tematisere migrantens erfaring som insider og outsider i forskellige kontekster, samt det forhold at selvom kunstverdenen er global, opleves kunsten stadig fra en forankret position: fra et sted i en krop – en livssituation, som Laurberg formulerer det.

Den globale kunstverden er fortsat præget af eurocentriske dynamikker, som diskuteres af blandt andre Laurberg og kurator Gayatri Singha. Det påpeges, hvorledes dynamikken imellem det vestlige marked og kuratorerne på den ene side og de ikke-vestlige kunstnere på den anden fører til selv-eksotisering og nationale stereotyper som en måde at rammesætte kunsten på både eksternt og internt. Dermed rejses en problematik, som var central i Pia Arkes tese om etnoæstetikkens lukkede system, hvor valget står imellem en positionering som ”etnisk kunstner” eller som udøver af kunst, som genkendes som universel (vestlig). Singha positionerer sit bidrag i relation til Amartya Sens kategorier for vestlige publikationer om Indien – den eksotiserende, autoritære og kuratoriske – og placerer sig ikke overraskende i den sidste. Hendes bidrag fremstår som en påmindelse om iboende problematikker midt i en artikelsamling, hvor optimismen og begejstringen dominerer. Her er fokus på neokolonialismens konsekvenser samt på interne problemer i den asiatiske og afrikanske kunstverden, som har rykket fokus en smule fra relationen til Europa/europæisk kunsthistorie:

the great Asia region is seeing a surging discontinuous loop of destruction, attempted repatriation and new sites, creating a remapping of aesthetic territories.
(Singha, p. 61)

Med sit bidrag minder Singha om dissonans og ustabilitet som vigtige aspekter af det transkulturelle. Denne destabilisering ankommer ifølge Singha til Vesten med den ikke-vestlige kunst, som destabiliserer synet på såvel historien som kritikken. Dermed bringes både den postkoloniale optik og en optik, som fokuserer på verdenskunstens tematiske og motiviske cirkulation – som det også ses i verdenslitteraturteorien – i spil i artikelsamlingen.

Afsnittet Artistic Positions indeholder, foruden Gayatri Singhas artikel, bidrag fra kuratorerne Mathias Ussing Seeberg og Dorthe Juul Rugaard samt undervisningsansvarlig Christina Papsø Weber. Mathias Ussing Seeberg adresserer, hvorledes den vigtighed, som spørgsmålet om nationalitet og hjemland stadig tilskrives, ofte betyder, at immigranten ofte kun tillades et begrænset tilhørsforhold. Den amerikansk-indiske kunstner Rina Banerjee tematiserer i sine værker den forskydning og rodløshed, som geografiens kolonisering af identitetsfølelsen har bevirket. Banerjee skaber eventyrlige hybridfigurer med referencer til de stivnede nationale klichéer, som overlever som souvenirs på grund af globaliseringens turistøkonomi. Som flere af de udstillende kunstnere, forsøger hun at arbejde sig igennem stereotyperne via dialektiske værker, som indeholder både det eksterne blik og det eksotiske objekt.

ARKEN Bulletin vol. 6 indeholder følgende bidrag:

Mieke Bal, ”Art moves”

Saloni Mathur, ”Cities, mobilities, contemporary art”

Marie Laurberg, ”Strategies of localization”

Anne Ring Petersen, “The artist as migrant worker?”

Gayatri Singha, “Transcultural curating of art from India”

Mathias Ussing Seeberg, “No place like home”

Dorthe Juul Rugaard og Christina Papsø Weber, “Performing in transit”

I bulletinens sidste artikel tages læseren af Rugaard og Weber med på en omvisning og helt ind i det interaktive værk THE ESCAPE! Resume/Reset (2012) af Thukral og Tagra. Fortsat er det migrationen som tematiseres med fokus på den transit og flugt, som er en central erfaring for mange indere, og det rum, som udgør rammen om mødet imellem mennesker i transit, hvorved værket skaber det transkulturelle rum, som Mieke Bal berømmer i sin artikel. I den simulerede flykabine undersøges identitetsdannelse metaforisk via spil, ligesom turisme-tematikken bliver en metafor for museumsoplevelsen.

Igennem bulletinens artikler belyses mulighederne for at skabe kuratering, som muliggør mødet med det, Bal kalder ”migratory aesthetics”: æstetik forstået som et møde i rum, hvor mobilitet er givet, og hvor subjektet engageres kropsligt og dermed stimuleres til refleksion over, hvad identitet kan være. Samtlige artikler bidrager således med yderst relevante refleksioner over spørgsmål om, hvorledes migration og globalisering påvirker vore dages menneskeliv, og hvorledes kunsten – i dette tilfælde med fokus på Indien – forholder sig til og behandler disse forhold.

 


Litteratur

O’Sullivan, Simon, ”The Aesthetic of Affect. Thinking Art Beyond Representation”, Angelaki, 6.3. (2001)