Om Naturen og Kunsten

Af Margrethe Floryan, ph.d., museumsinspektør, Thorvaldsens Museum

John Erichsen og Luise Skak-Nielsen, Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830 Vesterborg: Forlaget Historismus, 2012. 312 s.

 

”Ofte river jeg mig løs fra byen og flygter ud i ensomme egne; her fjerner naturens skønhed alt ondt fra min sjæl (…); her er jeg lykkelig som en hyrde i Guldalderen.”

Emnet er dansk havekunst 1780-1830 set i nær sammenhæng med et udvalg af de engagerede haveejere og liebhavere, som perioden var så rig på. Og mange af disse personer gjorde, som blandt andre den schweiziske digter Salomon Gessner (1733-88) her skriver. Ikke at de bosatte sig i Guds vilde natur og levede som eremitter, men de virkeliggjorde – som generationer før dem – drømmen om et ’vita suburbana’ eller ’vita rustica’, med hus og have til. John Erichsen og Luise Skak-Nielsens Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830 leverer, efter en fyldig og velskrevet havehistorisk indledning, godt et dusin ’vitæ’ og tilhørende haver.

Forfatternes baggrund er historie, etnologi og kunsthistorie, og begge har tidligere publiceret adskillige bøger og artikler inden for arkitektur og historisk havekunst. Deres fælles begejstring for sidstnævnte emne har været en vigtig drivkraft, og det – i kombination med omfattende kildestudier og studierejser – er med til at gøre deres nye bog til en engageret, vigtig og vedkommende sag. Udstyret er i top med store mængder illustrationer – både historisk kildemateriale og nye optagelser fra de udvalgte haver, suppleret med få, vel egentlig for få, komparative malerier, stik og fotografier fra de europæiske landskabshaver, som der refereres til. Flere af de tyske forudsætninger, herunder Wörlitzer Gartenreich og C.C.L. Hirschfelds forfatterskab, gøres der udmærket rede for. Det sker dog på nogen bekostning af de engelske kilder, der trods alt kom til Danmark, blandt andet via N.H. Jardins og J. Wiedewelts rejse i 1768, samt den som altid betydelige fransk-danske kulturdialog.

Bogens bedste afsnit handler om de to haver på Møn, Marienborg og Lise-lund, vi skylder Antoine de Bosc de la Calmette (1753-1803) – født i Lissabon, af reformert adelig fransk familie, bosat i Danmark, gift med Lisa, kammerherre og fra 1790 amtmand på Møn. Liselund anses med rette for at være om ikke den tidligste, da den fineste af vore landskabshaver. Og her får vi, kildebelagt, velargumenteret og fint illustreret, historien om dette anlæg – om dets placering i landskabet, de forudgående ganske omfattende terrænarbejder, de mange plantninger, havens arkitektoniske sætstykker, meget af den antik og eksotisme, borgromantik og badekultur, poesi og personalhistorie, der knytter sig til Liselund.

Marienborg og Liselund udgør bogens 2. del, mens redegørelsen for de øvrige haver, deres genese og udformning er samlet i 1. del og her fordelt på elleve kapitler, hvor vi færdes mellem grever, officerer, storkøbmænd og præster. Vi kommer godt rundt på Danmarkskortet, fra Slesvig i syd til Ullevål i den nordligste del af tvillingeriget, fra det østjyske Serridslevgaard over Falsters frodige og moderigtige præstegårdshaver til gehejmeråd P.H. Classens have på Østerbro. Og vi kommer tilsvarende godt rundt i de mange karrierer, der knytter sig til disse anlæg. Kongefamilien bliver heller ikke glemt. Den tilkendes endda førstepladsen. De kongelige haver på Frederiksberg er bogens første case, hvilket ikke giver så megen mening – hverken som paradigme, kronologisk eller på anden måde.

Den kulturhistoriske tilgang til stoffet kaster et utal af gode fortællinger af sig, og samtidig lykkes det forfatterne at give samtlige haver krop, idé og sjæl. At forfatternes virkelige force knytter sig til deres studier af haverne Marienborg og Liselund forrykker noget af bogens indholdsmæssige tyngde til dens 2. del. Og så er der endda endnu mere stof at give af, når det kommer til Calmetterne og deres haver. En detailstudie mangler stadig, og den bør både rumme en komplet afskrift af Calmettes beskrivelse af Marienborg og en kildekritisk gennemgang af familiens rejsedagbog, inkl. præcis redegørelse for de konkrete lån Antoine og hans sekretær Detraz gjorde i tidens europæiske havelitteratur, herunder i Prince de Lignes Coup d’Oeil sur Beloeil et sur une grande partie des jardins en Europe (1781).

Meget sporadisk omtales havernes aktuelle tilstand. Emnet falder, på linje med overordnede restaureringshistoriske og -filosofiske betragtninger, uden for undersøgelsesfeltet, men en oversigt over havernes mulige tilgængelighed samt eventuelt større indgreb ville have været nyttig. Haverne repræsenterer, som engang formuleret af Steen Eiler Rasmussen, det langsomme skuespils kunst. De er i stadig forandring, – og ikke kun fordi de gror til. En væsentlig del af Liselund-anlægget og dets attraktioner er som bekendt blevet opslugt af havet, og når der som på Louisenlund bliver indrettet skole og på Dronninggaard firmadomicil, gør det i høj grad noget ved de tilhørende haver.

Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830 rummer nye ord og begreber, såsom det flittigt brugte ”kanalhave”, der imidlertid ikke er heldigt i nærværende kontekst. Som havekunstnerisk motiv hører kanalen så afgjort en anden tid, en anden ideologi til, ref. 1600-tallets Vaux-le-Vicomte, Versailles og Chantilly. En ekstra korrekturlæsning ville have klædt det store og særdeles veludstyrede værk. Så havde vi som læsere undgået forvirringen omkring hans og sin, samt anden ortografisk støj, såsom vanderen for vandreren, sejllads for sejlads, baggage for bagage, adskillelige for adskillige, pictoresque for picturesque, m.v. Og vel eksisterer ordet kartoffelplante, men havefolk sætter eller lægger kartofler.

Med Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830, der rundes af med et kort tysk resumé, har vi fået et værk, der lægger adskillige alen til tidligere publikationer om landskabshaven – eller stemningshaven, som den danske variant meget betegnende også er blevet kaldt. Men hverken Christian Ellings (1947/1979) eller Lulu Salto Stephensens (2000) oversigtsværker er dog overflødiggjort, endsige overhalet.