Læse- og øjenfryd

Af Jens Peter Munk, mag.art., fagansvarlig for Københavns Kommunes monumenter i det offentlige rum

Ulla Kjær, Fransk elegance og dansk snilde
Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2017. 401 sider

Det var Villum Fonden og Velux Fonden, der i anledning af det danske kongepars guldbryllup tog initiativ til udgivelsen af dette nødvendige og digre værk. Det er en værdig opfølgning af de to vægtige publikationer fra mellemkrigsårene om de dansk-franske kunstforbindelser (Mario Krohn 1922 og Sigurd Schultz 1936-38), og det i et langt prægtigere udstyr med et væld af farvegengivelser af høj kvalitet. Forsiden prydes af 1700-tallets vægtigste værk udført af en fransk kunstner i Danmark, nemlig Salys rytterstatue af Frederik V. Bronzens irgrønne farve er med mindre held forsøgt efterlignet i bindets shirtingryg, men til gengæld er det væsentlige, nemlig det kunsthistoriske indhold, skrevet med en veloplagt pen, med en sproglig rigdom og et begavet overblik, og dog er alt så mundret og naturligt fortalt. Til de få kritikpunkter hører de af og til noget hjemmestrikkede citatoversættelser fra det franske, hvor forfatteren burde have søgt professionel bistand. Den manglende henvisning til illustrationerne i teksten forårsager nogen forvirring, for hvornår skal man se på gengivelserne? Ofte støder man først på billedgengivelsen, når man allerede er i fuld gang med at læse om det næste værk.

Under landets otte enevoldskonger gøres der roligt fremadskridende rede for forbindelserne, der ikke overraskende går især den ene vej, nemlig fra syd til nord. Forfatteren søger at kortlægge, hvorledes forskellige og skiftende samfundsforhold gjorde, at kontakten mellem Danmark og Frankrig blev nærmere knyttet ved rejser, uddannelser og ansættelser i det fremmede. Dette var kun den veluddannede elite med økonomiske og intellektuelle ressourcer beskåret. Det diplomatiske netværk var af allerstørste betydning for den kunstneriske udveksling. Det franske sprog var på forhånd givet og kendt, og i herskerens regi udfoldede der sig en forfinet hofkultur, hvis dragtmoder og habitus blev toneangivende i hele Europa. I den politiske ende var en sidegevinst oprettelsen af dansk-franske alliancekontrakter. Under Syvårskrigen knyttede Frankrig sig således tættere til Danmark, også kulturelt, af frygt for, at Danmark ellers skulle slutte sig til England.

Solkongen og hans hof skinnede ud over hele Europa, og nåede deres stråler ikke helt op til det høje nord, måtte dansken selv finde vejen til Frankrig. En vordende og en fungerende dansk enevoldskonge nåede at besøge det franske hof under Ludvig XIV’s lange regeringstid 1643-1715. Den senere Christian V var kun 16, da han betrådte fransk jord. Måske var han på frierfødder, men målet var desuden at øge kundskaberne i matematik og fægtning. Han stiftede bekendtskab med parforcejagtens glæder, en disciplin, som han senere indførte i Danmark. Med sig hjem under armen havde han også Mignards portræt af den franske monark. Samme kunstner vides at have portrætteret prinsen, men portrættet kendes ikke mere. Som konge modtog han i 1682 fra Ludvig XIV’s egen samling fire vævede tapeter fra Les Gobelins, de såkaldte ministergaver. Man havde gerne hørt lidt mere om disses senere skæbne, eller i det mindste en forklaring på, hvorfor der ikke vides mere, end der gør. Hans søn, Frederik IV fik måske mere ud af sin rejse gennem Frankrig på hjemturen fra Italien. Han var i landet i syv måneder, heraf dog kun fem uger i Paris. Han besøgte en række slotte, heriblandt Chambord og Versailles, og han kan nok have fået en og anden idé til sin senere byggevirksomhed i Danmark, ikke mindst Fredensborg Slot. Ellers stod den på jagter, teater og maskerader, og monarken blev malet af solkongens hofmaler Rigaud. Når talen falder på hans bedrifter som bygherre, levnes der lidt vel rigelig plads til at beskrive de øvrige lande, hvorfra han modtog inspiration til sin byggeglæde. En kendsgerning er det dog, at Le Nôtre fik betydning for det første, ikke udførte projekt til Frederiksberg Slot, godt nok på anden hånd gennem Tessin i Stockholm. Da slottet var færdigbygget, fik førstegenerationsindvandreren Benoît le Coffre med franske forældre opgaven at udsmykke lofterne, og det slap han som bekendt ganske godt fra. Hans bekendte maskeradebillede må have været lige efter kongens hoved, og Ulla Kjær tildeler det en livfuld og rammende karakteristik. Skitsen til en anden pompøs loftsudsmykning, som aldrig blev realiseret, skyldtes Magnus Berg. Han havde i 1698 set Ludvig XIV’s apoteose i Versailles’ spejlsal og ville udføre en lignende til Christian V’s pris. Christian VI indså betydningen af en aktiv kunstpolitik, og i hans sidste regeringsår i 1730’erne og 1740’erne opstod der en ny frugtbar dansk-fransk forbindelse. Denne konge forstod på fransk vis, at overstadighed og pragtlyst i sig selv var udtryk for suverænens storhed. Som bygherre præsterede han ved Laurids de Thurahs hånd blandt andet slottene Hirschholm, Sophienberg, Jægersborg samt Eremitagen foruden en række betydelige ændringer på de allerede eksisterende kongelige slotte. Generalbygmesteren var ikke det mindste fransk, men han kendte nok sine forbilleder, som kun ad omveje var franske. Louis-Augustin le Clerc var blevet indforskrevet fra Frankrig til at forestå byggeriet af Christiansborg Slot. Han indførte rokokoen i Danmark, og i Tyskland havde Thurah desuden kunnet studere blandt andet Francois de Cuvilliés’ bygværker.

Bogen rummer også andet interessant om livet under enevoldskongerne, og med nogle omfattende digressioner tabes bogens hovedsigte til tider lidt af syne. Det er et mægtigt stof at tumle, og den store belæsthed, der ligger til grund for bogens udarbejdelse, har forståeligt nok fået forfatteren til fra tid til anden at gå lidt rigeligt ud ad en tangent. Den politiske og dynastiske historie i de to lande får ikke for lidt, og der er mere end rigeligt af de enkelte kongers levnedsbeskrivelser. Der kan undertiden være noget tvungent i måden, talen ledes hen mod det egentlige emne. Som nu historien om de franske reformertes indtog i Danmark i kølvandet af Nantes-ediktets ophævelse i 1685, der breder sig en del, førend vi når frem til opførelsen af Reformert Kirke fire år senere. Spækket som bogen er med historiske facts og anekdotisk stof kan det komme til at virke som fyld på den tynde emnetråd. Der redegøres for mangen en kulturel, åndelig, videnskabelig, økonomisk og politisk strømning mellem de to stater, ikke mindst i Oplysningstiden, hvor encyklopædisternes råden og fremmarch var mærkbar i begge lande. Der er vel ikke så megen ny forskning at hente, men i sin helhed rummer fremstillingen en kompilatorisk indsats af imponerende dimensioner. Strækkende sig over flere århundreder bliver fremstillingen samtidig en slags tour de force i dansk kunsthistorie. Men destillerer man alle de mange bestræbelser henimod det franske gennem dette lange tidsforløb, er essensen dog alt i alt ret skuffende for den danske kunst.

Som en rød tråd gennem fremstillingen går portrætterne af de danske konger, der alle som én er blevet portrætteret af franske kunstnere, enten på stående fod eller til hest, og om ikke andet, så dog en miniature. Denne sidste ære tilfaldt i flere tilfælde også deres dronninger. Blandt fyrsteportrætterne skal fremhæves Hyacinthe Rigauds af den unge kronprins, den senere Frederik IV, fra 1693. Det kan Le Coffres salvingsportræt i hel figur af samme mand slet ikke hamle op med, al pragten til trods. Lamoureux’ rytterportræt af faderen Christian V til hest på Kongens Nytorv er nu heller ikke at kimse ad. Nævnes bør også Louis Tocqués helfigursportræt af Frederik V fra 1758-59 i Moltkes Palæ på Amalienborg, skønt vi jo hellere vil se ham i den pilo’ske udformning. Smukt er nu også van Loos halvfigursportræt af Christian VII fra 1768. Den sidste af kongerne, der nød fransk portrætbevågenhed, var Christian VIII, der sidder sammen med Caroline Amalie i salvingsdragt, udført af den ikke betydelige kunstner Court, med et tumpet, lettere karikeret resultat til følge. Han har malet bedre billeder end dette, men helt god er han dog ikke og slet ikke en enevældig konge værdig. Men vi er nu også reverenter talt trådt ind i en helt anden, borgerliggjort epoke, hvor absolutismen som idé længe havde ligget og rallet.

Nok var der flere franske kunstnere, der ikke uberettiget nød begunstigelse i Danmark frem for, hvad der omvendt var tilfældet for danske kunstnere i Frankrig. Men der er dog også en hel hoben af franske kunstnere, som man næppe kendte af navn før denne læsning, og som så klart ligger i 2. og 3. geled mht. kvaliteten af deres værker. Det glæder os til gengæld at læse, at astronomen Ole Rømer var på den franske konges lønningsliste i hele ni år og havde ansvar for springvandene i Versailles og udarbejdelsen af astronomiske maskiner, og så var der lige det med lysets hastighed og ikke mindst tøven. Vi synes også, det er morsomt at vide, af det at spise ”en eremitage” faktisk var en dansk opfindelse, som først bredte sig til Frankrig i 2. halvdel af 1700-tallet. Især henimod slutningen af perioden bliver der lidt langt mellem snapsene mht. de bilaterale kunstneriske forbindelser. For eksempel tales der under Frederik VI om franske vugger og faldhatte samt om kronprinsens franskprægede opdragelse, så noget spinkel er den dansk-franske kunstforbindelse efterhånden blevet. Forfatteren tillægger N.L. Høyen skylden for, at forbindelsen stort set blev afbrudt, måske en lidt voldsom anklage at lægge på den gode mands skuldre, selv om han som bekendt var ganske indflydelsesrig. Efter sit besøg i Frankrig i 1836 viste han jo dog beundring for såvel Vernet som Delaroche, og ikke mindst franskmændenes sans for bygningsbevaring, som dog ikke er faldet i eftertidens smag. De fejlslagne bygningsrestaureringer af for eksempel Viborg Domkirke var jo uden tvivl inspireret af Viollet-le-Ducs mildest talt radikale metoder til at tilbageføre bygningsværker til et såkaldt oprindeligt udtryk.

Med disse få punktnedslag har jeg villet illustrere såvel styrkerne som svaghederne ved dette projekt. Men som allerede antydet bibringer bogen en berigende læseoplevelse og en udstyrsmæssig øjenfryd; med jævne mellemrum vil man få lyst til at konsultere værket for at indhente eller genopfriske denne eller hin oplysning. Tydeligst træder forbindelsen fra Frankrig til Danmark frem i bygningskulturen og havekunsten. Og så må man se stort på, at de kunstneriske forbindelser den anden vej langt hen ad vejen er et postulat.