Kunsten, kunsthistorien og det nationale

Jens Tang Kristensen, Nationale konstruktioner i dansk kunst og kunsthistorie Aarhus: Antipyrine, 2018. 160 sider

Af Claus Møller Jørgensen, lektor, ph.d. i historie

Jeg skal og kan ikke skjule, at jeg som almindelig historiker har haft svært ved at placere denne bog. Titlen synes at indikere, at der er tale om en undersøgelse, og det er der måske også til dels. Der er anslag til en historisk undersøgelse af kunstens og kunstteoriens – for eksempel N.L. Høyens – konstruktion af det nationale. Her bruges historieskrivningen om ’dansk identitetshistorie’ som rammefortælling, med enkelte indslag af kunstteori og kunsthistorie, men synderlig systematisk er det ikke. Egentlig heller ikke altid lige historisk. Pludselig dukker Hein Heinsen op midt i guldalderkonstruktionen, fordi Heinsens bidrag til den danske kunstkanon 2006 minder om den måde at anskue kunst, som man finder i 1830’erne og 1840’erne. Eller Dansk Folkeparti, Søren Krarup, Asger Jorn eller hvem der helt ude af historisk kontekst kan associeres til. Samtidig har de afsluttende kapitler i bogen mere traditionskritisk karakter og kredser om spørgsmålet om den nationale traditionsdannelse i kunsthistorien og den ifølge forfatteren til dels post-nationale virkelighed, der har afnaturaliseret den nationale tolkningsramme.

Analytisk beredskab

Under det hele ligger et analytisk beredskab, som springer af bogens første tredjedel, der består af en vidtfavnende oversigt over teorier om national identitet, stat og statsapparatet og nationsbegrebets historie. Når jeg formulerer det på den måde, som et beredskab, er det fordi forfatteren ikke eksplicit formulerer en tolkningsramme for det efterfølgende, men lader oversigten stå alene. Der kan dog ikke være den store tvivl om, at tilgangen er kritisk i forhold til den statslige nationalkonstruktion, hvor kunst og kunsthistorie ses som et element i den statssanktionerede kommunikation, der naturaliserer og vedligeholder en etnisk dansk identitetskonstruktion, som understøtter statskonstruktionen.

Historie mm.

Den efterfølgende del indledes med et vue over udviklingen fra 16-1700-tallets kosmopolitiske kunstkamre over de nationalt funderede statslige museer til museerne i transnationalismens æra, som har måttet tage hensyn til nye værktyper og oplevelsesøkonomier. Forskellige syn på Thorvaldsen diskuteres, hvorefter relationen mellem det globale og det nationale og nationalitetstænkningens mulige overskridelse eller ophør overvejes mere principielt. Konstruktionen af danskhedsbegrebet fra 1700-tallet og frem behandles (p. 74-89) uden den grundlæggende forskel mellem oplysningens patriotisme og romantikkens nationale tænkning fremstår særlig klar, hvilket den fra mit synspunkt som historiker burde. At Tyge Rothe i 1759 skulle have pointeret, ”at et fødeland er der, hvor man har valgt at leve” (p. 74) kunne måske ses som en sjov slåfejl, men det kunne også ses som en afspejling af en forhastet fremstilling, der savner blik for centrale historiske forhold og nuancer.

Kunsthistorieskrivning

Bogens anden halvdel er langt mere fokuseret og har fokus på kunsthistorieskrivningen og det nationale i spændingsfeltet mellem det nationale og det transnationale. På den ene side tolkningen af globalisering og risikosamfund som hinsides det nationale og på den anden side det nationales vedvarende betydning som tolkningsramme og en tilsvarende ny kunsthistorieskrivning i modsætning til en traditionel. Den nye kunsthistorieskrivning har sat køn, race og klasse på dagsordenen og har stillet spørgsmål ved naturaliseringen af det nationale som forudsat tolkningsrum. Denne tendens har gjort sig gældende i udlandet, men ikke i Danmark. Her opfattes den ægte og værdifulde kunst som national kunst, der skal beskyttes mod udefrakommende kommercielle massekunster, som det afspejlede sig institutionelt i Dansk Kunstråd efter dets etablering i 1971. En ny kunstopfattelse har derfor institutionelt set begrænset sig til universiteterne med fornyelse af studieordningen og tværfaglige tiltag.

Den nationale kunsthistorieskrivning

I kunsthistorieskrivningen optræder det nationale i kraft af den vedvarende interesse for at etablere dansk kunsts faderfigur og indskrivningen af nye kunstnernavne og -retninger i en genealogi, der trækker tråde tilbage til denne faderfigur, hvilket sikrer deres betydning og legitimerer deres tilstedeværelse og vigtighed. Eckersberg er dansk malekunsts faderfigur, der sjældent udfordres eller udskiftes med en anden – Thorvaldsen måske – men slet ikke at have en sådan, kommer ikke på tale. Der er et spil om at tildele faderrollen, men slet ikke at have en ligger uden for tænkningens og skrivningens grænser. Kunsthistorikerens rolle bliver således at naturalisere kunsten som et element i den nationale kommunikation og at tilskrive den enkelte kunstner betydning, hvilket sikres ved en konstrueret reference tilbage til romantikken. Et beslægtet tema er udlandsrejser, som kunstneren altid er på for at vende hjem og finde tilbage til sig selv og det danske. Bogens rundes af med en kort og interessant fremstilling af modernistiske kunstnere som Jorn, Gernes og Nørgaard som nationalaktører med afsæt i nordisk mytologi og nationalidealisme. For at opnå anerkendelse fra staten har de ukritisk videreført en national tradition, som de kun overfladisk har forhold sig kritisk til.

Set fra en historikers synspunkt

Bogens anden del efterlader et stærkere indtryk end den første. Den teoretiske indledning har mange gode og tankevækkende observationer, men skyder samtidig i mange retninger, hvilket gør den svær at overskue. Midterdelens historiske indslag er jeg ikke glad ved, selv om jeg efter endt læsning har forstået, hvorfor det har været betydningsfuldt for forfatteren at afklare den nationale traditionsdannelses historie. Hvad jeg helt grundlæggende savner, er et bud på, hvad den nye kunsthistorieskrivning skal bestå i. Handler det om at anlægge transnationale perspektiver, der lægger vægten på, at kunsthistoriske strømninger ikke er bundet op på nationale grænser? Som undersøger forbindelse på tværs af stater og mellem byer i stedet for at forklare alting på langs af den nationale historie? Handler det for kunstens vedkommende om at slippe fri for staten og statsinstitutionerne, der åbenbart afkræver kunstneres nationalitet og danskhed i bytte for anerkendelse, uddannelse og penge? Den sidste bemærkning giver mig anledning til at sætte spørgsmålstegn ved den statsopfattelse som ligger i bogens analytiske perspektiv: Er staten virkelig en monolit, der disciplinerer befolkning til en homogen national identitet? Er staten en samlet disciplineringsmaskine, der æder den frie kunst og de ikke-nationale anslag, som findes i kunsten, og gør den til ukritisk national søbemad? Er det i det hele taget staten, der uddanner, anerkender og udvælger kunst og kunstnere, eller er det den universitetsuddannede kunstprofession og kunsterne med professortitel? Det sidste spørgsmål stillet af en komplet udenforstående.

Afrunding

Bogen giver absolut stof til eftertanke. Undret har det mig, at den litteratur, som den bygger på, på få undtagelser nær er mere end ti år gammel. Diskussionen om nationalstatens endeligt og en ny postnational virkelighed virker ude af sync i dag, hvor det nationale pibler frem fra alle sider. På den måde anlægger bogen et perspektiv og rejser en diskussion, der absolut står uden for tidens hovedstrømning. Denne usamtidighed kan man se som en svaghed, men man kan også vælge at se som en styrke. Og så stopper den med en ufuldendt sætning, der måske skal afsluttes ”har distanceret sig fra”. Jens Tang Kristensen har afgjort distanceret sig kritisk fra en national kunst og kunsthistorieskrivning, mens det er uklart, hvad der skal sættes i dens sted.