En mursten af et gedigent stykke kunsthistorie

Anne Christiansen, Anne Marie Carl-Nielsen født Brodersen Odense: Odense Bys Museer, 2013. 424 sider.

Anne Christiansen, Anne Marie Carl-Nielsen født Brodersen
Odense: Odense Bys Museer, 2013. 424 sider.

 

Af Jens Peter Munk, mag.art. i kunsthistorie, fagansvarlig for Københavns Kommunes monumenter i det offentlige rum

 

Anne Christiansen har med Anne Marie Carl-Nielsen født Brodersen begået en væsentlig biografi om en kæmpende kunstner, der på mange måder måtte stå i skyggen af sin mere berømte mand, men som ved sin store personlighed alligevel var mand for sin hat.

Grundlaget for dette solide og digre bogværk er et omfattende kildemateriale bestående af bl.a. breve, regnskabsbøger, kataloger og fotos. Der har været forholdsvis let adgang til dette righoldige materiale fra både Carl Nielsen Museet og Carl Nielsens Arkiv i Det Kongelige Bibliotek. I museet findes langt de fleste værker, der er gengivet i bogen, og John Fellow har siden 2005 fået udgivet bind på bind i Carl Nielsen Brevudgaven. Fellow manglede at udgive et par bind af sit værk, inden Anne Christiansen i 2013 afsluttede redaktionen af sin bog. Hun skriver selv, at hun af den grund ikke fik tid til at gennemgå korrespondancerne fra de sidste to år af Carl Nielsens liv. Den undskyldning er svær at sluge, med mindre forfatteren ikke har haft adgang til materialet. Det kunne man så bare sige. Der trækkes naturligt nok også på Anne Marie Telmányis biografi om moderen fra 1979. Bogens fotografier udgør et værdifuldt supplement til karakteristikken af kunstneren og mennesket Anne Marie Carl-Nielsen (herefter benævnt AMC-N). De taler deres eget sprog om en stolt kvinde med nogen selvfølelse, men også om hendes ydmyghed over for den skabende kunst.

Fremstillingen er kronologisk fremadskridende, og hvert kunstværk er grundigt behandlet og sat i relation til tiden, dens strømninger og normer. Et sympatisk træk ved den biografiske fremstilling er de mange små glimt af de daglige sorger og glæder i Nielsen-familien. Der redegøres sobert for parrets langvarige ægteskabelige krise, hvor de trods alt loyalt støttede hinanden i kunstneriske anliggender. Der er en klar kønsspecifik vinkling på stoffet, og man må lægge øre til den gamle traver om, hvor svært det som kvindelig kunstner var at begå sig i et mandsdomineret samfund. Det lod AMC-N sig tilsyneladende ikke gå på af, for hun kæmpede sin kamp for kvinden og kunsten på snart sagt alle fronter, og tog de knubs, det nu en gang førte med sig. Noget offer var hun ikke, højst for sig eget, noget uregerlige temperament. Hun var frygtløs i sin omgang med både tyre og hugorme, og visse mennesker skulle heller ikke komme hende for nær. I økonomiske sager var hun benhård og kompromisløs og var ved sin død en holden kvinde.

Anne Christiansen har gennemgående et godt greb om værkanalyserne, og man får derigennem et solidt indblik i AMC-N’s kunstneriske udvikling. Fremhæves skal her den flotte tolkning af Musikkens genius som allegori, naturalistisk kunst og biografisk psykologi i ét mesterligt greb. Der er også en god forståelse for kunstnerens blændende, små arbejder af dyr i alle mulige og især umulige stillinger.

Forfatteren skriver indsigtsfuldt om kunstnerens motivvalg på en klangbund af livets tilskikkelser, og hendes karakteristik af kunstnernes portrætter af sine egne børn som et spejl på familielivet er blevet til en række fine, små vignetter. Såvel kunstneren som forfatteren har sans for de portrætteredes fysiognomiske særpræg, med prægnante resultater til følge. Det er komplet uforståeligt, at den til det yderste formfølsomme billedhugger havde så ubehjælpsomme tegnegaver. Det glides der let hen over i teksten, og det er klogt. Helt galt er det med tegningerne fra Firenze og Venezia på side 67. De er dog næppe hendes, men snarere Carl Nielsens, hvad hans dagbogsnotat også kunne tyde på.

I det helt surrealistiske, 20 år lange forløb om tilblivelsen af Christian IX’s rytterstatue – AMC-N kaldte det selv for en lidelseshistorie – afvejer forfatteren sobert, hvem der på hvilket tidspunkt havde ansvaret for forsinkelser og fordyrelser af projektet. Fronterne mellem bestillerkomité og kunstner var fra begyndelsen hårdt optrukne, ikke mindst forårsaget af Ludvig Brandstrup, ”hendes plageånd gennem mange år”, som han så træffende betegnes. Forfatteren forholder sig hele tiden strengt analytisk til problematikken og konkluderer overbevisende. Et kapitel for sig er processen omkring soklens udformning, der oprindelig skulle have været et relief befolket med et væld af figurer. Jeg skulle hilse at sige, at soklen, som Mogens Koch endte med at tegne til rytterstatuen, ikke er i granit, men sandsten.

Der er til sidst i fremstillingen en udmærket sammenfatning af AMC-N’s kunstsyn, der knytter sig tæt til hendes livssyn, hvor fantasien har en stor plads. Hvert kapitel afrundes med en opsummering, som også er nødvendig for at perspektivere det noget nærsynede blik på stoffet. Den lille epilog ”Arvtagere og eftermæle” danner en væsentlig og elegant sløjfe på fremstillingen. Dog bliver den feministiske tilgang atter en anelse for insisterende; en sandhed bliver som bekendt ikke mere sand af at blive gentaget.

Fremstillingen er skrevet i et levende og fantasifuldt sprog. Nogle gange lidt for fantasifuldt, for teksten udviser en forbavsende mangel på sproglig præcision, der vil støde den lydhøre; en mere opmærksom korrekturlæser havde været ønskelig. Det er småting som tegnsætning og orddelinger, men også særheder som accenter på dén, dét og hér, hvor den gængse måde at betone på er at kursivere. Formuleringer som en smudsig arbejdssituation, dyr med kraftig krop og ben er tvetydige og ufrivilligt morsomme. Og hvor skal utroskabet mon stå? Forfatteren kalder Ryslinge Højskole for et grundtvigiansk knudepunkt, hvor højborg nok ville være det rette udtryk. En ufred bliver ikke skrinlagt, men bilagt. Og jeg kunne blive ved.

Kunstnerens svaghed for relieffer med profilportrætter henføres til renæssancens portrætkunst. Her nævnes Sandro Botticelli som forbillede, skønt han kun sjældent malede sine portrætter i ren profil. Det ville have været langt mere oplagt at nævne kunstnere som Antonio Pollaiuolo, Domenico Ghirlandaio og Filippo Lippi. Forfatterens kendskab til den italienske renæssancekunst kommer noget til kort, og helt på afveje er hun, da hun vil henføre inspirationen til et titelblad, som AMC-N udførte til Carl Nielsens op. 6, Viser og vers af J.P. Jacobsen, til Jan van Eycks Tilbedelsen af det hellige lam kombineret med en af AMC-N’s egne tilfældige skitser af en fuglevinge. Der er tværtimod tale om et meget mere direkte lån fra Melozzo da Forlís apsisfresker fra Basilica dei Santi Apostoli, Rom, malet i 1472-74, nu udstillet som fragmenter i Vatikanmuseet. Ægteparret Nielsens interesse for renæssancekunsten bevidnes blandt andet af de billeder, der var ophængt i deres dagligstue, som det er dokumenteret gennem flere fotos. Forfatteren nævner selv Botticellis La primavera, men glider let hen over de øvrige reproduktioner af betydelige renæssanceværker, nemlig Andrea Mantegnas berømte kobberstik Bacchanal ved et persekar fra 1470’erne og det værk, som samme kunstner udførte sammen med Giovanni Bellini omkring 1460, Fremstillingen i templet, tilhørende Staatliche Museen zu Berlin. Der er heller ikke helt uvæsentligt at bemærke, at dagligstuevæggen desuden prydedes af en reproduktion af den såkaldte sørgende Athene, marmorrelieffet fra ca. 460 f. Kr., nu i Akropolismuseet. Ikke mindst set i lyset af kunstnerens gentagne rejser til Grækenland, hvor hun rigtignok især interesserede sig for – og i stor stil kopierede – den arkaiske kunsts værker.

Også omkring Carl Nielsens oeuvre er der en del upræcise oplysninger. Det er naturligvis sekundært stof i denne sammenhæng, men alligevel. Fynsk forår karakteriseres som et orkesterværk, skønt der dog er tale om et større korværk med solister. Men de fleste gange lykkes det trods alt, og det er dejligt og sympatisk, at forfatterens personlighed med passende mellemrum stikker sit ansigt frem og opliver fremstillingen.

Publikationens udstyr har været lagt i hænderne på de altid solide grafikere Mette og Eric Mourier. De har taget udgangspunkt i det brændte rødlers farve og med konsekvens og udsøgt smag gennemført ideen. Således er et gennemgående træk de små teglrøde vignetter i form af et trekløver, hentet fra en af AMC-N’s egne illustrationer. De med rødt fremhævede nummerhenvisninger til illustrationer er lette at få øje på. Til gengæld forekommer det overflødigt, at der anvendes to henvisningssystemer, ét i brødteksten og ét i billedteksterne. Disse sidste er til overflod som regel bare gentagelser fra brødteksten, så man ofte får de samme oplysninger to gange.

Efter læsningen står det dog klart, at man sidder tilbage med den hidtil væsentligste og grundigste biografi om AMC-N, og alt andet lige er det en stor bedrift, som ikke er hverdagskost på dansk grund.