En lystrejse i kunstens forunderlige verden

Anne Christiansen, Fyns Kunstmuseum Odense: Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer, 2011. 463 sider.

Af Susanne Bruhn, cand.mag. i kunsthistorie

Endelig! 125 år efter samlingens etablering foreligger en større kunstfaglig undersøgelse af museets historie og samling. Anne Christiansens personlige udvalg af værker og overbevisende tekster indbyder til et nærmere bekendtskab med det fynske kunstmuseum.

Fyns Kunstmuseum er et imponerende og særdeles velskrevet oversigtværk fyldt med smukke illustrationer. Men bogen er mere end det. Forfatteren har gennem sit lange virke på det fynske kunstmuseum samlet et overflødighedshorn af viden, indsigt og gode historier, som hun begejstret deler med læserne. Her bliver grundforskning inden for det kunsthistoriske felt formidlet og fagudtryk uddybet, så også læsere uden indgående kendskab til den kunsthistoriske disciplin og terminologi kan være med.

Overordnet er bogens stof opdelt i to hovedafsnit. Den første og mindre del omhandler museets 125-årige historie med fokus på mæcener, erhvervelsespolitik og selve museumsbygningens historie. Den anden og langt største del omhandler kunstmuseets samling, der dækker hovedlinjerne i dansk kunst fra midten af 1700-tallet til i dag. Samlingen består af mere end 6.500 arbejder, hvoraf kun en mindre del til daglig kan opleves på museet. Resten er desværre opmagasineret, og derfor er det berigende med bogen i hånden at gå på opdagelse i en samling, der har så meget at byde på.

Kunsttempel – uden kunst!

Ambitionerne fejlede bestemt ikke noget, da man i 1883 påbegyndte museumsbyggeriet i Odense. Der skulle naturligvis være en kunstafdeling – men man havde, i modsætning til mange andre provinsmuseer, ikke en kunstforening med en eksisterende kunstsamling, der kunne overdrages til det nye museum. Opbygning af samlingen gik uendelig langsomt, da der kun var få midler til kunstindkøb. En privat donation af 28 gipsafstøbninger af græsk-romerske værker fra British Museum fyldte i 1885 godt op i museets sale, men ved århundredeskiftet var der stadig kun få malerier i samlingen, så staten pålagde bestyrelsen at indkøbe dansk samtidskunst. Det lykkedes at erhverve enkelte værker af P.S. Krøyer, Kristian Zahrtmann og Theodor Philipsen, blandt andet Zahrtmanns fremragende landskab Havnen ved Portofino fra 1900, men noget kunsttempel var samlingen bestemt ikke ved indgangen til det 20. århundrede.

En gylden mulighed

Museet forpassede også en oplagt mulighed for at blive hjemsted for kunstnergruppen fynboerne. Overretssagfører Jens Rasmussen opfordrede i 1909 bestyrelsen til at indlemme de samtidsaktuelle fynske kunstnere i samlingen, men museet fulgte ikke opfordringen, og i stedet blev det hans bror, fabrikant Mads Rasmussen, der tog udfordringen op og stiftede Faaborg Museum for fynsk malerkunst i 1910. Efterfølgende har Fyns Kunstmuseum erhvervet en række gode værker af fynboerne, men jeg må give Anne Christiansen ret i, at bestyrelsen dengang sov i timen. Den usikre kurs og manglende strategi for udbygning af samlingen medførte i de første mange år kompromiser frem for kunstfaglige og professionelle valg.

Strategi for samlingen

Først da den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, Leo Swane, udnævntes til konsulent for Fyns Kunstmuseum i 1932, blev der udformet en strategi for nyerhvervelser, og samtidig blev samlingens formål formuleret. Museet er i dag specialmuseum for den konkrete kunst. Derudover dækker museet hovedstrømningerne i dansk kunst fra 1750 og fremefter. Desuden fokuserer man på den ældre fynske kunst gennem indsamling og udstilling, hvorimod den yngre kunst med relation til landsdelen fortrinsvis formidles gennem særudstillinger.

Opbygning af samlingen

Når man i historisk perspektiv vurderer Fyns Kunstmuseums samling, så har donationer, som forfatteren også fremhæver det, præget sammensætningen på godt og ondt. De begrænsede økonomiske ressourcer har naturligvis ansporet skiftende ledelser til at takke ja til donationer, hvilket man også gjorde, da J.W. Larsen og hustru betænkte museet med deres store samling af dansk modernisme og spontan-abstrakt kunst. En samling med gode værker, hvilket også fremgår af bogens mange illustrationer, men værkerne bærer præg af at være indkøbt til et privat hjem, ikke til et museum, og samtidig må man konstatere, at ”kvaliteten er noget svingende” (p. 31).

For museet havde donationen nogle ’uheldige’ klausuler. Samlingen skulle blandt andet vises samlet og udelt, hvilket var noget af en udfordring, da museet ikke umiddelbart havde det fornødne udstillingsareal til 278 værker. Som en konsekvens af denne og andre gaver med stærke bindinger blev Museumsloven ændret, så museerne ikke længere kan modtage klausulerede donationer.

Siden 1926 har Ny Carlsbergfondet været en betydelig mæcen i Danmark – også til glæde for Fyns Kunstmuseum. Fondet har ydet hel eller delvis finansiering til mere end 230 af museets væsentligste værker. Det er hovedværker som Jens Juels Emilie Kilde, 1784, C.W. Eckersbergs Florentine, 1840, Vilhelm Hammershøis S. Stefano Rotondo i Rom, 1902-3, og Robert Jacobsens Volume contre volume, 1960.

I 2001 modtog museet sin største donation målt i antal værker, da det fik overdraget 2.410 stykker arkivgrafik fra Fyns Grafiske Værksted. Med en samling på mere end 6.500 værker må man håbe, at det også snart bliver Fyns Kunstmuseum tur til at få udvidet museumsbygningen og ikke mindst udstillingsarealet, så vi ikke skal nøjes med at se værkerne reproduceret i en bog.

En samling formidles

Bogens primære sigte er at udfolde samlingens kvaliteter og nuancer for et bredt kunstinteresseret publikum. Forfatteren skriver sagligt med indlevelse og begejstring for det kunsthistoriske formidlingsfelt, og argumenter underbygges af et solidt noteapparat. Det omfattende materiale, der dækker 250 års dansk kunsthistorie, behandles på tre niveauer: A) En tematisk og kunsthistorisk perspektivering af samlingen, der tekstmæssigt er langt den største. B) Uddybende billedtekster til alle illustrationer. C) 12 ikonografiske værkanalyser – med betegnelsen ’fokus’.

Logisk indledes bogens hovedafsnit om samlingen med et rids af vækstgrundlaget for 1800-tallets kunstscene i Danmark – akademi og kunstuddannelser. Med dette afsæt udfolder Anne Christiansen samlingens hovedværker gennem en tematisk og motivisk behandling – fra historiemaleriet og de nordiske myter over genremaleriet, portrætter og landskaber til abstrakt og nonfigurativ kunst. Denne gennemgang af værkerne fungerer godt, og jeg er tilbøjelig til at give forfatteren ret i, at publikationen kan opfattes som et kunsthistorisk oversigtsværk, og ikke blot en samlingsoversigt, men jeg kunne ønske en yderligere perspektivering til flere hovedværker, som ikke befinder sig på Fyns Kunstmuseum. I afsnittet om gruppeportrætter kunne Constantin Hansens Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837 (Statens Museum for Kunst) berige diskussionen, og i kapitlet om landskaber kunne Johannes Larsens Bygevejr i april. Tårbystranden, 1901-1907 (Faaborg Museum) underbygge argumentationen.

En af bogens styrker er forfatterens strukturering af materialet. Ved at udnytte kunstens traditionsbundne motiviske hierarki opnår hun i de enkelte temaer at skabe et krydsfelt, der tidsmæssigt spænder over et par århundreder, hvor interessante pointer fremhæves ved også at inddrage samtidskunsten. For eksempel i temaafsnittet om landskaber og arkitektur henleder hun opmærksomheden på Vilhelm Bjerke Petersens Komposition fra 1931. Her synliggøres nogle af de problematikker, som modernismens kunstnere stod over for, når de skulle overføre det teoretiske tankegods til et maleri. I det omtalte værk søger Bjerke Petersen at komponere et geometrisk abstrakt motiv, men udfordringen var at omsætte det til proces, og maleriet har stadig genkendelige elementer af et landskab i måneskin (p. 297).

Også i temaafsnittet ”Opstillinger, blomster og frugter” giver det mening at inddrage Jesper Christiansens Netmaleri , 1997, og Bladmaleri. Støv, 1999, der begge tilhører Fyns Kunstmuseum. Hans komplekse værker trækker på postmodernistisk vis tråde tilbage til renæssancens illusionistiske rum og det konkrete maleris fladeopbygning. Elementer, der med reference til tidligere tiders fikserbilleder også skaber en usikkerhed hos betragteren. Når Jesper Christiansens værker præsenteres sammen med ’klassiske’ blomstermalerier som O.D. Ottesens Gammel kone sætter blomster i vase, 1888, så åbner forfatteren for nye tolkninger og en udvidet forståelsesramme for den motivkreds, der traditionelt befinder sig nederst i kunstens hierarki.

Det bevidste valg

I det omfattende materiale, som Anne Christiansen har bearbejdet, har hun, som hun selv formulerer det, ”håndplukket meget af det allerbedste af, hvad museet rummer” (p. 8). Det er en af bogens styrker, at forfatteren vedkender sig sine valg og præferencer, og naturligt nok fremhæves flere af de værker, som hun har været med til at indkøbe til samlingen. Bogen er et flot introduktion til museet, og man må håbe, at der i fremtiden kan skaffes ressourcer til at forske yderligere i den interessante samling.