Blomstermalernes renæssance

Af Laura Søvsø Thomasen, mag.art., ph.d.

Marie-Louise Berner og Mette Thelle, Blomstermaleren J.L. Jensen: Mellem kunst og natur i guldalderen
Redaktion: Birgitte von Folsach. Nivaa og København: Nivaagaards Malerisamling og Strandberg Publishing, 2018. 314 sider

1800-tallets blomstermaleri har længe været en overset genre inden for kunsthistorien. Dels er blomstermaleri blevet set på som ”damemaleri”, som primært blev udført af kvinder fra det bedre borgerskab, der var interesseret i pæne blomster, og derfor kvalificerede blomsterbilleder længe ikke som ”rigtig” kunst. Dels er 1800-tallets blomstermalerier af kunsthistorien enten blevet næsten komplet ignoreret eller blevet betragtet som en mindre værdig afart til 1600-tallets store nature-morte og stillebenmalerier. Dette dobbelte marginaliserings-forhold forsøger dels Marie-Louise Berner og Mette Thelle og dels Morten la Cour at gøre op med i deres bøger om de to store danske blomstermalere i 1800-tallet, henholdsvis Johan Laurentz Jensen (1800-1853) og Otto Diderich Ottesen (1816-1892). Begge bøger er forskningspublikationer udgivet i forbindelse med særudstillinger og er robuste indføringer i de to blomstermalere og deres samtid. Bøgerne er begge rigt illustreret, hvilket for både Ottesen og Jensen tjener til at vise den spændvidde, der var i deres kunst. For både Thelle, Berner og la Cour er det vigtigt at vise, at de førende danske blomstermalere i 1800-tallet ikke blot kopierede og efterlignede de nederlandske billeder fra den tidlige moderne periode, som de var så inspireret af især i form af Jan van Huysums (1662-1749) malerier, men på hver sin måde bidrog til udviklingen af blomstermaleriet og dets billedsprog.

Morten la Cour, O.D. Ottesen og den tvetydige idyl
Haderslev: Museum Sønderjylland, 2017. 205 sider

 Vender vi først opmærksomheden til Marie-Louise Berner og Mette Thelles bog om J.L. Jensen, så er et af hovedformålene for forfatterne at vise, at Jensen havde et internationalt niveau, i og med at han rykker ved forestillingen om, hvad der udgør traditionelt dansk blomster- og porcelænsmaleri. Denne tese står tydeligt frem i kapitlerne om hans porcelænsmaleri, men som læser kunne man ønske sig, at den blev forfulgt mere vedholdende i forhold til hans malerier. Bogen om Jensen indledes med en grundig biografi, og der er ikke tvivl om, at der ligger et enormt arbejde i at have opsporet og fundet de mange billeder, der i dag er spredt for alle vinde og i nogle tilfælde hverken dateret eller signeret. Derudover består bogen af en række kapitler (del II) om Jensens dessertstel (tallerkener og vaser), der blev bestilt til Frederik 6.s døtre Vilhelmine og Caroline i forbindelse med deres bryllupper i slutningen af 1820’erne, samt et ikonografisk nærstudie af to rumudsmykninger, som Jensen udførte til Brockdorffs Palæ (det nuværende Frederik 8.s. Palæ). Kapitlerne om Jensens porcelænsmalerivirke er bogens stærkeste del, og de giver et sjældent indblik i en overset genre i og uden for kunsthistorien, idet de viser, hvor kyndig en porcelænsmaler Jensen var. Dette kommer eksemplarisk til udtryk i et lille nærstudie, af hvordan kirsebærret overføres fra maleri til porcelæn (s. 224). Samtidig er kapitlerne et interessant indspark i diskussionen af kunst og kunsthåndværk i 1800-tallet, hvortil de indføjer, at Jensens porcelænsmaleri kan og bør sidestilles med hans malerier.

Igennem især den grundige biografi får man et mangesidet billede af Jensen som person og som kunstner, og bogen illustrerer klart udviklingen i Jensens værker, fra han var elev hos C.D. Fritzsch (1763-1841) og over udlandsopholdet i blandt andet Holland og Paris, hvor Jensen kopierede blomstermalerier, der hang på Louvre. Herefter behandler biografien Jensens arbejde på den Kongelige Porcelænsfabrik som overmaler samt hans medlemskab af Kunstakademiet, hvor han var blot den tredje blomstermaler, som blev medlem, og hans senere rejser til Frankrig og Italien, hvor han opholdt sig i den danske kunstnerkoloni i Rom. Biografien forklarer læseren, hvordan Jensen udviklede sine motiver og sit symbolsprog og tog meget med hjem fra sine udlandsrejser. Og der, hvor Jensen især skiller sig ud, er, at han i høj grad inkorporerer danske blomster i sine værker og i sine senere værker til en vis grad maler naturbaggrunde bag sine blomstermotiver i stedet for at skildre blomsterne på en karm eller indenfor i et rum. Disse observationer er klart illustrerede, men som læser savner man, at forfatterne forfølger, hvad Jensens interesse i at placere blomsterne i mere naturlige rum betyder for analyserne af hans billeder.

Morten la Cours bog om Ottesen inviterer ligesom værket om Jensen til en revision af blomstermalernes rolle i 1800-tallet og er ligeså et opråb om at få de oversete blomstermalerier bragt op fra museernes gemmer og ind i kunsthistorien. La Cours bog om Ottesen indledes med en analyse af, hvorfor en for samtiden kendt maler som O.D. Ottesen gik i glemmebogen, og hvordan hans og mange andre blomstermaleres eftermæle led, fordi blomstermalerierne kom til at blive set blot som kopier af 1600-tallets stillebener. På denne måde er de to anmeldte bøgers ambitioner nært forbundne, men la Cour går videre og gennemgår den – omend sparsomme – kunsthistoriske behandling, som er blevet Ottesen til del siden midten af det 20. århundrede. Herefter følger en biografi om Ottesen fra opvæksten i husmandsfamilien i Sønderjylland over studierne ved Kunstakademiet til udlandsrejserne: Som Jensen søgte Ottesen inspiration blandt andet i Paris og i Holland, hvor han studerede van Huysums værker. I bogens anden del tager la Cour fat i blomstermaleriet som genre fra antikken og frem, og han giver en grundig introduktion til renæssancens billedsprog med dets udgangspunkt i religiøse motiver samt stillebenernes stræben efter realisme. La Cour undersøger, hvordan denne type billeder blev nedprioriteret i forhold til malerier, der skildrede mennesker skabt i Guds billede, og hvordan denne værdisætning også har domineret kunsthistoriens læsning af genren siden renæssancen.

Det mest centrale kapitel i la Cours bog er “En verden af blomster”, som består af en række næranalyser på tværs af Ottesens oeuvre. I dette kapitel viser la Cour både Ottesens særegne kendetegn og den måde, hvorpå han indtog det nederlandske billedsprog og ikonografi fra den tidlige moderne periode men satte det ind i sin egen komposition og legede med de forskellige symboler. I kapitlet er der også et interessant afsnit om Ottesen i forhold til det moderne gennembrud, hvor la Cour påpeger, at selvom Ottesen var del af den konservative eckersbergske tradition, så viser hans værker også en påvirkning fra de nye tider bl.a. i den måde, hvorpå Ottesen forsøgte at udfordre fotografiets realisme gennem sine billeder.

Som tidligere nævnt, så er et af de elementer, der bringer de to værker om Jensen og Ottesen sammen, at forfatterne taler for en revision og revurdering af blomstermaleriernes og blomstermalernes rolle i kunsthistorien, idet de begge argumenterer for, at 1800-tallets blomstermaleri er meget mere end kopier af 1600-talsmalerier. Begge bøger stræber efter at føre dette argument ved at sammenligne de respektive malere med deres samtid, men det lykkes desværre ikke altid helt overbevisende. For selvom der ingen tvivl er om, at begge værker er gennemarbejdede og skrevet med stor respekt og kyndighed, så sidder man som læser tilbage med en følelse af, at der kun er kradset i overfladen, når det handler om at præsentere en ny kunsthistorisk læsning af blomstermalerierne i 1800-tallet.

I begge bøger påpeges det, hvordan rokokoens og nyklassicismens stringens og portrættering af lige og symmetriske haver i slutningen af 1700-tallet veg for en større inter-esse i den lidt mere vilde natur og især den romantiske have, hvor der både var plads til uorden og mangfoldigheder af flora, planter og blomster. I begge analyserne af Jensens og Ottesens værker finder vi ikonografiske læsninger, der påpeger, hvordan kunstnerne reflekterede tidens tendens. I Jensen-bogen diskuteres romantikkens syn på naturen blandt andet gennem Heinrich Steffens’ (1773-1845) natursyn, og Berner og Thelle antyder en forbindelse til Kants æstetik (s. 29-30), uden at det dog bliver udfoldet og forklaret, hvordan denne skal forstås i den aktuelle kontekst. I Ottesen-bogen introduceres det moderne gennembrud som et bud på en kontekstualisering af blomstermaleren, og la Cour sammenligner Ottesen med H.C. Andersen (1805-1875). Disse aspekter og perspektiver peger i retning af en større kunst- og litteraturhistorisk syntetisering af blomstermaleriet, men begge bøger ender primært med i stor detalje at formidle, hvordan enkelte værker af Jensen og Ottesen citerer andre værker (musikstykker, litteratur, andre kunstværker osv.) fra samtiden. Dermed kommer man til at savne, at forfatterne forfulgte en lidt mere udfordrende og udfoldet tese om, hvordan man kan lave en ny læsning af malerierne, som ikke kun er kontekstuel og fokuseret på motivudvikling, men tør stille skarpere spørgsmål til forholdet mellem den vilde og kultiverede natur og til forholdet mellem videnskaben og kunsten, som er så toneangivende en diskussion i hele 1800-tallet.