At fiske kranier og ben ud

Et åbent monument, der udfordrer historieskrivningens tavse konsensus

Af Ann-Sofie Nielsen Gremaud, ph.d. i visuel kultur

Tupilakosaurus: An Incomplete(able) Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research. Redaktion: Kuratorisk Aktion. København: Kuratorisk Aktion, 2012. 398 sider.

 

Så er den her endelig, Kuratorisk Aktions forsøg på en kommenteret oversigt over den dansk-grønlandske kunstner Pia Arkes (1958-2007) værker. Og at der aldrig kan blive tale om andet end et forsøg, er en central tematik i dette store og imponerende værk.

At tage historien personligt

”At fiske kranier og ben ud” er Pia Arkes egen metafor for det, som lægges frem, det, som kan fremkalde erindringer og glemsel, ligge hulter til bulter, danne mønstre, minde om folk og steder og lyse hvidt og gråt som billederne fra Arkes hulkamera. Denne tilgang har kendetegnet Arkes praksis, men også den måde hvorpå forfatterne Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen (tilsammen Kuratorisk Aktion) har behandlet kunstnerens mange hel- og halvfærdige værker. Bogen fremstår som en indbydende, men samtidig også ærefrygtindgydende bedrift begået af Kuratorik Aktion, og læseren fornemmer forfatternes dybe beundring og respekt for Arkes oeuvre hele vejen igennem det monumentale værk. Såvel de to hovedforfattere som de mange bidragydere formår at bibeholde den åbenhed og nysgerrighed, som har været omdrejningspunkt for Arkes bemærkelsesværdige praksis.

Pia Arke, der blev født i 1958 og døde i 2007, havde en grønlandsk mor og dansk far og tilbragte sit liv i både Grønland og Danmark. Hendes baggrund og position som det, hun selv har kaldt ”både og eller hverken eller” i relation til de to lande, har været udgangspunktet for hendes kunst. Arke blev uddannet fra Kunstakademiet i København i 1995 med afgangsskriftet Etnoæstetik, som særligt efter udgivelsen i tidsskriftet ARK var med til at sætte gang i diskussionen af postkoloniale aspekter i dansk historie. Som udfordrer af den sejlivede tavse konsensus, som synes at eksistere imellem Grønland og Danmark, om at ikke at tage livtag med fortidens og nutidens problematikker, samt i kraft af sin insisteren på at udforske hybridpositionen, var Pia Arke en unik og vigtig kunstner.

Det nyligt udkomne 398 sider lange illustrerede oversigtsværk, som er konklusionen på et årelangt arbejde med og kuratering af Arkes værker, består af en lang række optryk af Arkes værker, en dvd med udvalgte videoværker fra 1996-2005 samt en introduktion, samt af fem hovedkapitler med engelsksprogede tekster om Arkes kunst. I introduktionen af Kuratorisk Aktion placeres Arkes værker i krydsfeltet imellem det nationale og det personlige. De mange simultane niveauer i værkerne, fra imperialismen og den neokolonialistiske verdensorden som overordnet ramme til den fælles dansk-grønlandske kolonihistorie til det personlige niveau for erindring, glemsel og kropslige traumer, som giver Arkes værker universel relevans, skitseres her for læsere, som ikke kender kunstneren. I introduktionen præsenterer forfatterne deres tilgang til værkerne som værende præget af sammenstillinger, interventioner og krydsninger af private og videnskabelige arkiver. Det er et formuleret mål at bidrage med en samling, som kan fungere som grundlag for en fuld påskønnelse af kunstnerens betydning. Det er denne anmelders overbevisning, at arbejdet i høj grad har båret frugt og vil kunne afføde flere nødvendige diskussioner på et gennemarbejdet, oplyst og engagerende grundlag.

Termen tupilakosaurus er hentet fra palæontologien, men approprieret og omskabt af Arke i en installation fra 1999. Sammensat af tupilak (et grønlandsk monster) og det græske suffix saurus tematiserer ordet en hybridposition imellem en mytisk og videnskabelig forståelsesmodus. Visse tekster i bogen sås også i en tidligere udgivelse af samme navn, som fungerede som tresproget udstillingstekst i forbindelse med en omfattende udstilling i Danmark, Grønland og Sverige i 2010. Det første hovedafsnit i den aktuelle udgivelse Exhibition handler netop om arbejdet med denne første retrospektive udstilling. Det følgende hovedafsnit Facsimile indeholder arkivmateriale bestående af forskellige fragmenter, værker, fotos og breve, efterladt af Arke.

Redaktørerne lader i det tredje hovedafsnit Analysis forskellige stemmer komme til orde i form af en række artikler fra forskellige faglige perspektiver af blandt andre Irit Rogoff, Kirsten Thisted, Mette Sandbye og Lars Kiel Bertelsen. Hovedafsnittet Context består af et engelsk genoptryk af Arkes Etnoæstetik (Ethno-aesthetics) og en tekst af Erik Gant om den dansk-grønlandske relation. Det femte og sidste hovedafsnit Data indeholder en bibliografi og udstillingsoversigt samt information om bidragyderne. Den omfattende samling kalder redaktørerne selv med rette ”incomplete(able)”, men bogen er en understregning af Arkes værkers vigtighed for den dekolonialisering, som sker igennem historiefortolkning og potentialet i en ikke-binær identitetsforståelse.

Relationen imellem det personlige og det geopolitiske

Det første underafsnit Pushing history around er en revideret udstillingstekst fra den ovennævnte  retrospektive udstilling kurateret af Kuratorisk Aktion blandt andet som bemærkelsesværdige interventioner i de etnografiske udstillinger på nationalmuseerne i Danmark og Grønland. I dette afsnit er der fokus på Arkes interesse for den lille (mod)histories relation til den store historie. Hendes praksis beskrives som en skubben og masen med genstande og historier, som med kunstnerens egne ord tages personligt. Arkes værker var ofte kombinationer af egne fotografier og undersøgelser af eksisterende fotosamlinger med et fokus på krop, erindring og rødder. Forfatterne påpeger her, at Arkes ofte humoristiske opgør med vestlige billeder af Grønland og grønlændere, samt hendes insisteren på at blande personlige og globale spørgsmål, langtfra altid har været populært, og at Arke ikke har været meget eksponeret i Danmark før de seneste par år. Her kan det tilføjes, at den stigende opmærksomhed i høj grad er forfatternes fortjeneste.

Afsnittet er også en refleksion over den kuratoriske vægtning af polyfoni, hvormed man søgte at efterligne kunstnerens egen tilgang. Mere end 100 værker som tematiserer geopolitik, etnografi, krop, køn, erindring, glemsel, steder, kortlægning, identitet, historiografi og hybriditet blev på udstillingen inddelt i ni sektioner med titler hentet fra værkerne. De følgende hovedafsnit udgøres af tekster og katalog over værker fra de ni sektioner. Vanen tro drager Kuratorisk Aktion desuden det postkoloniale perspektiv ind i de kuratoriske refleksioner og positionerer sig selv som værende ”på den forkerte side” som danske, hvide, akademikere etc.

Kunstnerens tredje position

Tupilakosaurus: An Incomplete(able) Survey of Pia Arke’s Artistic Work and Research indeholder bidrag af:

Pia Arke, Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant, Søren Jønsson Granat, Mirjam Joensen, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Inge Kleivan, Kuratorisk Aktion, Jan-Erik Lundström, Iben Mondrup, Sara Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff, Mette Sandbye, Kirsten Thisted og Finn Thrane.

Afsnittet Analysis indeholder diverse essays og papers om forskellige aspekter af Arkes kunst. Lektor i kunsthistorie Lars Kiel Bertelsen beskriver sit møde med Arke i midten af 1990erne som et skelsættende møde imellem det postkoloniale perspektiv og dansk kunsthistorie (pp. 260-61). Mødet affødte udgivelsen af Etnoæstetik om det, i en etnisk kontekst, hybride subjekt i 1995. Bertelsen fremhæver netop det etnoæstetiske, frem for det postkoloniale, som Arkes centrale dagsorden, idet det muliggjorde en ny diskussion af æstetiske og identitetsmæssige spørgsmål.

I en længere artikel spørger lektor i minoritetsstudier Kirsten Thisted:

What happens when one part in the cultural encounter has the power to define and represent the other? And what happens when we change these conditions? (Thisted, p. 280)

Artiklen beskriver, blandt andet via Arkes videoværk Arktisk Hysteri (1996), hendes store betydning i bearbejdelsen af dominerende og uudtalte narrativer i det dansk-grønlandske forhold. Thisted diskuterer de forestillinger, som har præget eksterne skildringer af det grønlandske folk, som har været

(…) assumed to be ’lost in translation’ between tradition and modernity, always assumed to be victims of modernity rather than producers of it. (Thisted, p. 280)

Hun peger samtidig på at Arkes svar ikke kan associeres med den grønlandske nationalisme, men snarere er en dannelse af det tredje rum, Homi Bhabha taler om, hvilket navnet Arke (en modificering af det grønlandske Arqe) er et eksempel på. Hun dekonstruerede således med sin hverken-eller-position traditionelle positioner og relationer. De fotografier, Thisted analyserer, tematiserer relationen imellem individ og sted – i dette tilfælde arktiske landskaber – og en udfordring af eksisterende konventioner i grønlandsk kunst som Arke også kommenterer i Etnoæstetik (1995).

Lektor i Moderne Kultur Mette Sandbye, som har skrevet adskillige tekster om fotografi og repræsentation, bidrager med en artikel (pp. 299-308) om netop fotografi i relation til erindring og sted i Arkes bog Scoresbysundhistorier (2003). Bogen indeholder arkivmateriale og fotomontager fra området. Den konstruerede by Scoresbysund eller Ittoqqortoormiit, hvortil en gruppe inuitter blev flyttet i 1925, blev løs-ningen på den dansk-norske strid om Nordøstgrønland. Sandbye diskuterer Scoresbysundhistorier igennem en humangeografisk og visuel antropologisk optik og fremstiller bogen som en genåbning af den undergangstruede bygds kollektive erindring. Artiklen er samtidig en diskussion af den rolle, fotografiet, som et medie associeret med autenticitet og sandhed, men også kortlægning og etnografisk dokumentation, får i samspil med mundtlig tradition og personlig erindring. Sandbye påpeger værkernes potentiale som en rekonceptualisering af fotografiet som sandhedsmedie, idet stedet (Scoresbysund) fremstilles som værende i proces – en proces som fotografierne er med til at definere.

Bogen fremstår alt i alt som et monument over Pia Arkes og Kuratorisk Aktions forventninger til fremtidens behandling af fortidens relationer. Og som Arkes værker fremstår denne bog som et nødvendigt og længe akkumuleret brud på tavsheden omkring den fælles (koloni)historie.