Moderna Museet Malmö

Cindy Sherman: Utan titel Stillbild #56. 1980. © Cindy Sherman. Courtesy of the Artist and Metro Pictures

Cindy Sherman: Utan titel Stillbild #56. 1980. © Cindy Sherman. Courtesy of the Artist and Metro Pictures
Udstillingsbesøg onsdag den 28. marts kl. 16.00
Moderna Museet Malmö, Gasverksgatan 22, Malmø
Moderna Museet i Stockholm, et af Europas førende museer for moderne kunst, fik i 2009 en filial i Malmø. Det nye museum er blevet indrettet i et nedlagt elektricitetsværk, hvor Rooseum førhen hørte til, og sammen med Malmö Konsthall, Malmö Konstmuseum og en række små og store gallerier er det høj grad med til at styrke Malmøs status som kulturcentrum.
Under besøget vil vi blandt andet komme til at se værker af CO Hultén, en lokal kunstner med nær forbindelse til COBRA. Moderna Museet har en fornem fotografisamling, og en del kan indtil 22. april ses i form af særudstillingen Ladies and Gentlemen, der viser fotografier optaget af toneangivende kunstnere i perioden 1950-90. Udstillingen sætter fokus på portrætfotografier og på, hvordan kunstneren kan skabe billeder af folk, som de ser ud, og som de gerne ville have set ud. Gennem fotografier af blandt andet Andy Warhol, Cindy Sherman og Robert Mapplethorne overvejes, hvordan man skiller virkeligheden fra facaden og hvor frie vi i virkeligheden er til at forme vores egen identitet og vælge, hvilke roller, vi vil spille.
Vi vil blive modtaget og vist rundt af intendant i formidling Greta Burman.
Til og fra Malmö
For deltagere, der ønsker at tage samlet til Malmö, mødes vi på Københavns Hovedbanegård, “under uret”, kl. 14.50. Der skal være købt billet forinden. Toget med afgang fra Københavns Hovedbanegård kl.15.00 ankommer til Malmö Centralstation kl. 15.36, hvorfra vi går 1,2 kilometer til museet.
Hurtigt gående kan på egen hånd akkurat nå frem ved at tage den senere afgang fra Københavns Hovedbanegård kl. 15.12, der ankommer til Malmö Centralstation kl. 15.46.
For medlemmer, der vil se mere i Malmø, er Malmö Konsthall om onsdagen åben til 18.30. For de sultne har Centralhallen ved Malmö Centralstation åbent til kl. 20.00, hvor der serveres nem og billig mad i både dansk, svensk, fransk, thai og kinesisk udgave til at nyde på stedet.
Vis kort over Malmö (link til Google Maps)
Tilmeld dig ved at udfylde nedenstående
Sidste frist for rettidig tilmelding: Mandag 26. marts