Krøyer – i internationalt lys

P.S. Krøyer: Italienske markarbejdere. 1880. Olie på lærred. Fyns Kunstmuseum.
Udstillingsbesøg tirsdag den 28. februar kl. 15.30-17.00
Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20, 2100 København V
Museets direktør, mag.art. Marianne Saabye, viser rundt i den store særudstilling om P.S. Krøyer set i internationalt lys.
P.S. Krøyers kunst forbindes normalt med Skagensmalerne, men Krøyer var også kosmopolit og en del af den europæiske avantgarde. Med denne udstilling anlægges en ny synsvinkel, som relaterer Krøyers kunst til den samtidige internationale kunst.
Krøyer bragte dansk kunst ud i et internationalt forum, og omvendt tog han inspiration fra nye strømninger hjem til kunstlivet i København og ikke mindst fik kunstnerkolonien i Skagen en international position. Krøyer rejste hvert eneste år og hentede mange inspirationer i udlandet ligesom både franske og nordiske kunstnere hentede inspiration i Krøyers kunst. Udstillingen sætter lys på denne gensidige udveksling af ideer, motiver og teknikker.
Krøyer – i internationalt lys består af både malerier, skulpturer og studier og med sine 140 værker er udstillingen den største om Krøyer i nyere tid. Marianne Saabye vil fortælle om det forskningsarbejde, der ligger til grund til udstillingen, ligesom der vil blive anledning til at diskutere udstillingens kuratoriske greb.
Se mere på museets hjemmeside ved at klikke hér.